
Humor
Seks gange Bibelen var sjovere, end du måske troede
Paulus prædiker så længe, at stakkels Eutykos overmandes af søvn, falder ud af vinduet fra anden sal og dør, for da at blive genoplivet af en ivrig apostel, som ufortrødent fortsætter sin prædiken til den lyse morgen. Det komiske er svært at overse her, men ofte misser vi faktisk humoren i Bibelen. Troels Nymann forklarer hvorfor og oversætter med et smil den antikke humor til os moderne læsere.
Bibelen er hellig. Det er en hellig tekst. Det betyder også, at vi som læsere har nogle forventninger til den – som måske ikke altid passer med, hvad den faktisk er og vil. Den er ikke nødvendigvis hellig på den måde, vi forventer. Hvilket særligt kommer til udtryk i dens humor.
Humor er forbundet med det profane — historisk i hvert fald. Og derfor var og er det svært at læse bibelske tekster med humor. Også når de selv lægger op til det! Derudover har vi et oversættelsesproblem. Bibelen er en gammel bog fyldt med gamle tekster. Og det første, der eroderes af tidens tand, er den humoristiske brod. Den kombination efterlader os med en bibellæsning, der måske er lidt mere tør end tilsigtet.
Vi møder problemstillingerne mange steder i oversættelsen af Bibelen. Når Esau spørger Jakob efter en portion røde linser, lyder den danske oversættelse: “Giv mig hurtigt noget af det røde at spise, det røde, du har dér, for jeg er udmattet.” (Første Mosebog kapitel 25, vers 30).
Det er ikke nødvendigvis en dårlig oversættelse, men forskere argumenterer for, at grammatikken er så ødelagt i den oprindelige hebraiske tekst, at Esau nærmest fremstår som en neanderthaler. En mere nudansk oversættelse kunne lyde: “Mig giv det røde. Mig sulten.” Esau var ikke bare behåret; han fremstår nærmest som en hulemand.
Eller da Paulus smider sit dydskatalog ud i Filliperbrevet kapitel 3 og regner det for ’skarn’ ”for at jeg kan vinde Kristus.” De danske bibeloversættere har her haft gang i den fine synonymordbog. Det oprindelige græske ord betyder altså bare lort.
Bibelen er en gammel bog fyldt med gamle tekster. Og det første, der eroderes af tidens tand, er den humoristiske brod.
Nå, men lad os springe ud i artiklens egentlige ærinde - en præsentation af fem steder, Bibelen er sjovere, end du troede.
(Kort disclaimer: Vittigheder er som bekendt ikke lige så sjove, når man skal forklare dem. Hvilket jo er denne artikels præmis. Men jeg håber, at mine fem eksempler måske alligevel kan frembringe et lille smil eller et stille næsepust.)
1. Esajas gør grin med afgudsdyrkerne (Esajas' Bog kaptitel 44)
Esajas var sur på afgudsdyrkerne. Så langt er de fleste af os med, når det kommer til den mand, der nærmest fremstår som prototypen på en profet. Næste gang, du gerne vil læse lidt Esajas, så overvej kapitel 44.
Profeterne truer ofte med bål og brand og går ikke af vejen for at kalde israelitternes afgudsdyrkeri for at ’hore med afguder’. Men Esajas vælger her en lidt mere humoristisk tilgang i sin nærmest parodiske beskrivelse af Israels afgudsdyrkeri: “Han lægger sig det ikke på sinde, han har hverken kundskab eller indsigt til at sige: »Halvdelen brændte jeg op, så bagte jeg brød på gløderne, stegte kød og spiste det. Resten gjorde jeg til et afskyeligt billede, og jeg tilbad en træklods” (vers 19).
En parodi på en afgudsdyrker er måske ikke det, man ville forvente af Guds (alvorlige) udsendte. Men der er næsten en stand-up punchline gemt i parodi-passagens afslutning, der på moderne dansk lyder noget i retningen af: “Hvad laver du? Det er en træklods, din idiot!”
2. Rakel stjæler Labans husguder (Første Mosebog kapitel 31)
Jakob og hans hustruer har besluttet sig for at vende hjem efter deres tid hos Laban, hvilket Laban ikke er meget for. Han ønsker ikke, at de tager noget med sig, men Rakel kan ikke dy sig for at hugge sin fars husguder. Da Laban opdager, at de er væk, lover Jakob, der er uvidende om tyveriet, at han ikke har stjålet noget. Laban begiver sig alligevel til at lede efter dem, men den snarrådige Rakel har gemt dem i en kamelsadeltaske og sat sig på dem. Hun nægter at flytte sig for sin far og siger: “Du må ikke tage det ilde op, at jeg ikke rejser mig for dig, herre, men jeg har det altså på kvinders vis!”
Hele seancen med Jakobs flugt og spillet med Labans husguder udspiller sig som et afsnit af Klovn i oldtiden. Laban er, ja, en laban, men humoren i situationen opstår i måden, den bliver fortalt. Det er mægtig fortællekunst, fordi de eneste, der rigtig ved, hvad der foregår, er fortælleren og læseren. Hvis folkene bag The Chosen giver sig i kast med at filmatisere Det Gamle Testamente, kunne de passende ledsage dette afsnit med klovnemusik.
3. Sarkastiske Elias (Første Kongebog kapitel 18)
Elias var en kæphøj fyr. Det var han i hvert fald, indtil det hele faldt ned om ørerne på ham, og Gud gav ham en lektie i, ja, Gud. Men inden det sker, befinder Elias sig i den mest overlegne omgang “Min Gud er stærkere end din Gud” i den nærorientalske skolegård med Baals præster. Baals præster har lidt svært ved at få deres gud til at gøre stort væsen af sig. Heldigvis har Elias god sportsånd og giver omsorgsfulde råd: "Råb dog højere, han er jo en gud! Han har vel et ærinde at forrette og er nok gået afsides! Eller måske sover han og skal først vågne!” Igen, oversat til moderne dansk ville det lyde lidt á la: “Prøv igen! Det kan være, han er på toilettet.” Elias tager prisen for den mest sarkastiske kommentar i Bibelen.
4. Filistrene stjæler pagtens ark (Første Samuelsbog kapitel 2-5)
Der er mange historier i særligt Det Gamle Testamente, der fortjener at blive nævnt. Humoren i denne historie blev første gang præsenteret for mig, da jeg gik i børneklub, hvor en leder livligt gengav historien.
Helt klart en fortælling, der har taget kegler i synagogen.
Filistrene lykkes med at stjæle pagtens ark. Noget af en sejr for israelitternes ærkerivaler. Men det udvikler sig ikke helt hensigtsmæssigt for dem. Pagtens ark viser sig nemlig at sprede pest, og den bliver derfor sendt fra by til by. Skal vi lave en opbyggelig pointe, så besejrer Guds nærvær på egen hånd filistrenes guder. Til sidst giver filistrene op og sender den forbandede “kiste" tilbage til Israel på en vogn trukket af to malkekøer. En rigtig “pas på, hvad du ønsker dig”- historie. Helt klart en fortælling, der har taget kegler i synagogen.
5. Ordsprogenes bog bryder sig ikke om tåber
Ordsprogenes Bog er en undervurderet bog. Den tilhører visdomslitteraturen og er derfor blandt de tekster, vi måske har det med at undgå, fordi det kan være nogle af de sværeste steder at se åbenbaringen i. Men det er også noget af det mest eksplicit morsomme i Det Gamle Testamente. Smag for eksempel på dem her fra kapitel 25: “At hugge sine fødder af eller drikke eddike: at sende bud med en tåbe.” (vers 6) “Døren drejer på sit hængsel, den dovne vender sig på sin seng.” (vers 14) “Den dovne stikker hånden i skålen, men er for træt til at føre den op til munden.” (vers 15) Det er simpelthen antikke jokes. Tåben, den selvretfærdige, den stridbare, den forfængelige er alle typer, der får en omgang i Ordsprogenes joke-maskine. Det vil jeg opmuntre læseren til at gå på opdagelse i. Og når du har læst Ordsprogenes Bog, så prøv at læse noget af Jesu undervisning igen - han trækker en del på visdomstraditionen. Tag for eksempel illustrationen på selvfærdighed: “Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?” (Lukasevangeliet kapitel 6, vers 41)
Jonas er en ironisk karakter. Ligesom en rottefænger, der er bange for gnavere. En livredder, der er bange forvand. Eller en ateistisk præst.
6 Jonas' bog
Ingen over eller ved siden af. Jonas’ Bog er den absolut mest morsomme i Bibelen. Udgangspunktet er den uvillige profet. Jonas er en ironisk karakter. Ligesom en rottefænger, der er bange for gnavere. En livredder, der er bange for vand. Eller en ateistisk præst. Det skal være sjovt. Og det bliver kun mere morsomt af, at han forsøger at løbe væk fra Gud. Han tager Jonas er en ironisk karakter. Ligesom en rottefænger, der er bange for gnavere. En livredder, der er bange for vand. Eller en ateistisk præst. Det skal være sjovt. Og det bliver kun mere morsomt af, at han forsøger at løbe væk fra Gud. Han tager det første skib til Tarshish —hvilket svarer til en togbillet til Timbuktu eller Langtbortistan — men bliver “forhindret” på vejen. Jonas’ evner som Guds udvalgte profet bliver om muligt sat i endnu dårligere lys af, at de hedenske sejlere giver sig til at tilbede Israels Gud! Det, der skal til for, at Jonas begiver sig mod Nineve, er tilsyneladende et par tænkedage i maven på en fisk. (Bemærk i øvrigt den lidt selvretfærdige bøn fra fiskens bug i kapitel 2) Og da Jonas endelig kommer til Nineve omvender hele byen sig i en frygtelig fart. Mennesker og dyr (!) klæder sig i sæk og omvender sig. Historien er en lang satire over nationalistisk selvretfærdighed, og de israelitter, der føler sig bedre end de omkringliggende nationer, fordi de er Guds udvalgte folk. De får med den humoristiske bredhøvl.
Humoren kan lære os noget om Guds væsen
Nu kan man sige meget og tænke endnu mere over de eksempler, jeg har givet. Men jeg vil hellere slutte med en meget kort refleksion. Hvad siger det om Gud, at Bibelen bruger humor til at formidle sit budskab? Jeg vil nævne to ting:
1) Gud taler til mennesker og er ikke bange for at være menneskelig i bogstaveligste forstand. Vi skal passe på med ikke at lade vores forventninger til, hvad Gud bør gøre, være bestemmende for den måde, vi læser Bibelen på.
2) Humor er et værktøj, som ofte udtrykker inkongruens. Ting, der ikke passer sammen, eller gør det på en overraskende måde. Derfor passer den egentlig meget godt ind i Guds omvendte verden, hvor den første skal blive den sidste.
Det tager mig meget passende til en – ikke morsom – men dybt ironisk kommentar. Ypperstepræsterne og de skriftkloge håner Jesus på korset ved at sige: “Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.” (Matthæusevangeliet kapitel 27, vers 42). Det er da lidt “morsomt”, at de håner Jesus for det, som vi lovpriser ham for.
Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Humor”.
Udforsk mere
Find mere indhold5. juni 20235. jun. 2023
8 min. læsning
Danmark er ikke polariseret ifølge Mogens S. Mogensen – endnu. Læs med om, hvad der splitter os fra hinanden, og hvad kirken kan gøre for at samle os. Er du enig?
Af Mogens S. Mogensen
6. oktober 20236. okt. 2023
6 min. læsning
Hvad har festtøj, Karl Marx og den himmelske bryllupsfest egentlig at gøre med hinanden? Det folder Anton Bech Braüner ud i denne artikel, hvor han graver dybt i klædeskabet for at vise os forholdet mellem tro, tilgivelse og gode fromme gerninger.
Af Anton Bech Braüner
6. oktober 20236. okt. 2023
6 min. læsning
Kan menneskelig visdom erstattes af ChatGPT? Nej, lyder svaret fra Lars Boje Sønderby Jensen, som i denne artikel tager et hop ned i filosofiens verden for at vise os forskellen mellem viden og visdom, og hvorfor visdom ikke kun er for Dalai Lama og piberygende mænd med skæg.
Af Lars Boje Sønderby Jensen
5. december 20235. dec. 2023
8 min. læsning
“At følge Jesus indebærer afkald og lidelse” Sandt eller falsk? Redaktionen svarer “sandt.” Vi har lært at svare rigtigt, men vi er usikre på, om det nu også er gået helt op for os. Derfor har vi spurgt valgmenighedspræst Hans-Christian Vindum Pettersson om at prikke til vores måske misforståede forventninger til livet i fodsporene af Jesus.
Af Hans-Christian Vindum Pettersson
5. juni 20235. jun. 2023
6 min. læsning
Til de diskussionslystne. I KFS samles både folkekirke- og frimenighedsmedlemmer, men hvad er egentlig op og ned i forholdet mellem de to? Hvilke fordele og ulemper er der? Og er det ’bare’ et præferencespørgsmål, eller er der mere på spil? Til Tro har spurgt en tidligere frimenighedspræst og en nuværende folkekirkepræst, hvorfor de finder glæde i netop deres type menighed, og hvilke overvejelser der har været med til at forme deres valg. Begge skribenter skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning. Tonen er respektfuld, men argumenterne skarpe. Hvem mener du har ret?
Af Peter Leif Mostrup Hansen
5. december 20235. dec. 2023
7 min. læsning
Er dine forventninger dine egne? Siden 00’erne har sociale mediers øgede tilstedeværelse præget os. De seneste år er bagsiden af disse mediers forretningsmodel blevet tydelig. Datalogistuderende Jeppe Fræhr Linderød tager os med ind i en verden af data og algoritmer, når han undersøger, hvordan sociale medier påvirker os, og hvad vores modsvar kan være.
Af Jeppe Fræhr Linderød
26. marts 202626. mar. 2026
6 min. læsning
Drømmen om penge og økonomisk frihed forførte Martin. Hvordan balancerer vi mellem kristenliv og investering i en verden, hvor grådighed regerer, og hvor kærligheden til penge er roden til ufattelig meget ondt?
Af Martin Falch Rasmussen
5. juni 20235. jun. 2023
3 min. læsning
Overordnet set er Dworkins bog udtryk for en fornyet interesse i religion efter 00'ernes militante ateisme.
Af Emil Børty Nielsen
5. juni 20235. jun. 2023
3 min. læsning
Redaktørers opgave er blandt andet at hjælpe med dette, og jeg spejder forgæves efter en redaktør her, der ikke bare har distribueret bogen uden forbehold.
Af Benedikte Støvring
6. oktober 20236. okt. 2023
6 min. læsning
Kender du det? Din underviser er lige gået ud ad døren. I vender jer mod hinanden. Og pludselig går snakken. For er hun/han egentlig ikke lidt strid? Søren Rønn har brugt sommeren på at reflektere over tungens magt og kommer med en stærk opfordring til at tale op og tale ord til liv – hvilket kan være lidt af en udfordring, når man selv taler flydende sarkasme og har temperament som Kaptajn Haddock!
Af Søren Aalbæk Rønn
5. juni 20235. jun. 2023
6 min. læsning
Til de diskussionslystne. I KFS samles både folkekirke- og frimenighedsmedlemmer, men hvad er egentlig op og ned i forholdet mellem de to? Hvilke fordele og ulemper er der? Og er det ’bare’ et præferencespørgsmål, eller er der mere på spil? Til Tro har spurgt en tidligere frimenighedspræst og en nuværende folkekirkepræst, hvorfor de finder glæde i netop deres type menighed, og hvilke overvejelser der har været med til at forme deres valg. Begge skribenter skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning. Tonen er respektfuld, men argumenterne skarpe. Hvem mener du har ret?
Af Robert Strandgaard Andersen
5. juni 20235. jun. 2023
8 min. læsning
Er forsoning muligt mellem kirken og LGBT+-miljøet? Med historiske nedslag viser Peter Nissen, hvordan fløjene har bekæmpet hinanden. Skribenten tror, at der er veje til forsoning. Læs med, opdag nuancerne og bliv inspireret af Jesu eksempel.
Af Peter Nissen











