Når nogen skal tilgives, er begge parter ofre

Kære læser, du har brug for tilgivelse! Det tør jeg godt sige, og det glæder mig. For det er et behov, der er med til at forene os som mennesker. I efteråret læste vi på mit studie en tekst af sydafrikanske Antjie Krog, som omhandlede efterspillet af apartheid-regimet. Hvad skulle man gøre ved alle de forfærdelige ting, der var gjort? Hvem var de skyldige, og hvordan kommer man som samfund videre? Også Timothy Keller fremhæver i sin bog Tilgivelse den sydafrikanske biskop Desmond Tutu, som foreslog, at sandheden skulle frem – og så skulle der tilgives!

Det er hårdt, men nødvendigt at tilgive. Keller beskriver det som en måde at tage prisen på sig selv og bruger som eksempel, hvis nogen smadrer en lampe i dit hjem. Siger du: ”Det skal du ikke tænke på!”, tager du også selv prisen for den smadrede lampe. Enten i form af at betale for en ny eller ved at leve uden det lys, den giver. Keller giver mange praktiske trin undervejs og hele vejen igennem følges som en rød tråd Jesu ord om tilgivelse, særligt med afsæt i Matthæusevangeliet kapitel 5 og 18. Med udgangspunkt i det viser Keller, at tilgivelse er at følge i Jesu fodspor – at tage en pris på sig, som andre burde betale.

At se på synden i sig selv er skræmmende og lammende. Ja, kong David sygner hen ved tanken om sin synd (salme 38). Noget af det essentielle ved tilgivelsen er derfor også genoprettelsens mulighed. Selvom Keller med rette bruger mest tid på de forurettede, er her også en vigtig stemme ind i den skyldiges liv. Det er ondskaben, vi er kaldet til at overvinde, ikke de mennesker, hvori ondskaben udmønter sig. Offer og skyldig er stadig lige som mennesker, selvom synden skaber en form for ubalance.

Kellers kulturanalytiske evner viser sig tydeligt, når han med afsæt i vores moderne samfund fremlægger en bedre forståelse af tilgivelsen. Cancel culture er ikke vejen frem, siger Keller, der i stedet peger på ’forsoningens vej’. Det afholder ham dog ikke fra at rette kritik mod kirker, som har ignoreret krænkelser og genindsat mennesker i magtfulde positioner uden at tage højde for deres svigt. Den tilgivelse, som Keller er fortaler for, er ikke blind over for retfærdighed og konsekvenser. Det er en anerkendelse af, at en uretfærdighed har fundet sted, men uden hævn, idet offer og skyldig begge må gå igennem den hårde proces, tilgivelsen er.

Med ord, som minder mig om Ole Børuds fornøjeligt groovy sang "Talk to my lawyer", giver Keller den evangeliske frihed i Kristus en konkret gyldighed ind i skyldfø- lelsen: ”Du er dækket af din advokat!” Med Jesus som stedfortræder i dommen får tilgivelsen mening i alle dens former. Her er der frihed i at tilgive, fordi vi selv har mødt genoprettelsen hos Jesus. Det kan vi få lov til at give videre til hinanden – men sam- tidig vide, at den menneskelige tilgivelse aldrig bliver som Guds.

Jeg blev selv ramt af læsningen, som synder. Kun i Jesu blod er der tilgivelse – og mere til, der er håb! Håb for Paulus, der selv i sit virkes højdepunkt kalder sig ”den værste af alle kristne” og for Peter, som efter sit svigt bliver genindsat som kirkens fundament. I Jesus er der et liv efter skyldfølelsen, efter synden. Både for den krænkede og krænkeren.

Køb bogen her.

Denne anmeldelse er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Humor”.