Gud, ateisten og garderobeskabet

Clive Staples Lewis (1898-1963) er mest kendt som Oxford- og Cambridgeprofessoren, der skrev Narnia-krøniken om løven, heksen og garderobeskabet, men C.S. Lewis' egen rejse fra ung og begavet ateist tilbage til kristentroen er mindst lige så spændende.

Lewis var skolet i hård logisk tænkning og holdt hele livet fast i det, man kalder det sokratiske princip. Det er en disciplin, som dikterer, at du bør følge det logiske argument derhen, hvor argumentet fører dig - bryder du dig ikke om stedet, er det dit og ikke sandhedens problem. Med det udgangspunkt fandt Lewis i 20'erne ud af, at det første og enkleste svar på, om troen på Gud er virkelighedsflugt, ikke er at spørge, om troen er flugt, men om troen er sand. Findes Gud, så er det virkelighedsflugt ikke at vælge derefter.

Dette princip førte til, at Lewis endte med at blive det 20. århundredes mest læste forsvarer af den kristne tro. Han oplevede op igennem 20'erne, at han med egne ord blev omringet af argumenter for den kristne tro, som han forkastede. Gud brugte en "guerillataktik" på ham, som han sagde. Alle de venner, han holdt af, og de bøger, det var værd at læse, var kristne, og han advarer spøgefuldt: at "hvis en ung mand gerne vil forblive ateist, så kan han ikke være varsom nok med, hvilke bøger han læser."

Frem til slutningen af 1920'erne var Lewis splittet, men hans logiske redelighed måtte bestandigt spørge sig selv, om de længsler, han holdt af, kom til ham som projektioner indefra eller som reaktion på noget udefra. Er der huller i verden, eller er det religiøse psykiske rørelser, der lever som "smukke løgne" inde i naturens lukkede skal? Som Lewis selv skriver det til en ven hjemme i Irland: "Jeg er som et perfekt stemt instrument, der foretrækker at spille på sig selv, fordi det tror, at det kender melodien bedre end musikeren."

Lewis var i sine ateistiske dage ikke antikirkelig, men han anså en stivnet kirkelighed som en uinspirerende autoritet. Lewis var et søgende væsen, det kan vi læse i hans dagbøger og breve, men måske var det ikke fordi, han ville fjerne sig fra Gud, at han i sin ungdom søgte væk fra en lavvandet, pligtbåret kirkelighed, men fordi han ubevidst ville tættere på. Tvang og kultur kan stå i vejen for levende tro.

Men Lewis forstod, at hvis der ikke er en skaber, så bliver alt, der er godt, sandt og skønt, hjemløst. Han kaldte sig i 1929 for teist, hvilket vil sige, at han endnu ikke bekendte sig til Jesus Kristus, men at han accepterede en skabende og opretholdende Gud. Dog var han ikke ude på at finde Gud. Det ville være, som at musen ville finde katten - der var for Lewis tale om en logisk nødvendighed.

I selvbiografien Overrasket af fryd skriver han: "Du skal se mig for dig alene i det værelse på Magdalen, nat efter nat, hver gang mit sind løftede sig bare et sekund fra mit arbejde, den konstante, insisterede tilnærmelse fra Ham, som jeg så ærligt ønskede ikke at møde. Det, som jeg sådan frygtede, var langt om længe kommet over mig. I Trinity semesteret 1929 gav jeg efter og indrømmede, at Gud var Gud, og knælede og bad: måske den aften, den mest afvisende og modvillige konvertit i hele England." Lewis så sig selv som en rebel, der havde Gud som modstander. En magt, der foretager "skaktræk" og udspiller ham ved bordet.

Det var i den forbindelse, at Lewis indså, at han var blevet tilbudt et frit valg: Accepter eller fornægt Gud. En dør var blevet vist ham, og han "kunne åbne den eller lade den være lukket," som han skriver. I den situation er det logisk klart, hvad man burde gøre. Den forstandsmæssige tilgang udvides nu af en moralsk. Når døren er der, bør den åbnes. Alt andet vil være flugt fra virkeligheden.

Lewis forstod, at frihed og nødvendighed på mange måder er det samme, og han blev klar over, at det ikke som før handlede om, hvorvidt han ville vælge kristendommen, men - som han skriver til en tidligere studiekammerat; "hvorvidt kristendommen vil adoptere mig." Døren var der: "Jeg ved nu, at der er en anden part i affæren - at jeg spiller Poker og ikke lægger en kabale."

Spørgsmålet er nu, hvad der er bag døren. Det var ude af Lewis' hænder og over hans forstand, for hvad, der er på den anden side af døren, er ikke filosofi, men sandheden om, hvem Gud er, som kun Gud kender. Lewis begyndte at læse dagligt i bibelen. En vane, han fastholdt resten af livet, og i den siger Gud: "Dette er min søn, hør ham!" Der må man tie og lytte til Jesus. Dette er overgangen
fra teisme til kristentro.

Når det "dragende og skræmmende" kommer dig i møde som Jesus Kristus - da får det navnløse pludseligt et navn. Gud viser sig i Jesus og forvandles fra "modstander" til en medkæmpende magt. For Gud står da ikke længere imod dig, men ved siden af dig. Stolthedens nederlag til Jesus er i virkeligheden en sejr, for da er "det frygtindgydende Andet" blevet din befrier. Som han senere skriver: "Enhver omvendelse er beretningen om et velsignet nederlag."

Lewis' sidste skridt fra troen på en skabende Gud til troen på Jesus bærer sit eget vidnesbyrd. Det er fascinerende og måske også genkendeligt, hvor lidt Lewis kan fortælle her. Gud handler jo med os og gør os til troende kristne, når vi handler ved ikke at gøre modstand.

De fleste vil kunne huske den sårede stolthed ved at give slip og knæle, men hvad der derefter sker, er ikke så let at huske, fordi det er et indgreb fra en anden verden - Guds Ånd over os. Meget sigende skriver Lewis derom på en ydmyg måde, som lader troen være et mirakel, der nærmest folder sig ud som et komma i en sætning - prosaisk og mystisk på samme tid: En sommerdag i 1931 på vej til et besøg i Whipsnade Zoo sidder Lewis i sidevognen til sin brors motorcykel: "Da vi tog afsted, troede jeg ikke, at Jesus var Guds søn, og da vi nåede frem til zoologisk have, gjorde jeg."

Dette komma efter "Guds søn" er som klædeskabet til Narnia. Lewis fortsætter: "og det var ikke fordi, jeg havde taget turen fordybet i tanker. Heller ikke i store følelser. "Følelser" er måske det sidste ord, der beskriver de mest afgørende begivenheder. Det var mere som en mand, der efter en lang søvn ligger ubevægelig i sin seng og bliver klar over, at han nu er vågen".

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Søg”.