Hvordan vi skaber 'andre' med ord

Hvis du, som jeg, har gået på en skole med sportsstævner, så ved du, at enhver god slagsang enten hylder os selv eller sviner de andre til, og måske helst faktisk begge dele. Nu er jeg ikke som sådan sporty, men jeg er glad for ord, og det er måske derfor, jeg stadig husker det. Slagsangene styrkede fællesskabet, men mest i kraft af, at der var nogen at skråle den i fjæset mod.

Socialpsykologien lærer os, at det at have 'en anden' er vigtigt for sammenholdet i en given gruppe. At kunne identificere, hvem vi i hvert fald ikke er, hjælper os til at forstå vores egen sociale identitet. Othering, kalder vi det, skulle du have lyst til at slå det op.

Kan du se, hvad jeg lige gjorde? Jeg definerede mig selv som en del af en gruppe (her: socialpsykolog) og forventede, at du ikke hørte til i den. Det gjorde jeg ved hjælp af sprog. Jeg skabte et vi, og dig som udenforstående.

For det er det sprog kan – dele os op i 'dem' og 'os'. Og med det har sprog magt. Vi kategoriserer på baggrund af accenter, dialekter, ordforråd, og enhver anden indikator sproget måtte give på, om du mon hører til. Det kræver altså ikke meget at skabe et billede af mennesker som 'andre', og dermed er det her heller ikke et forsøg på at bebyrde med dårlig samvittighed, for vi, socialpsykologerne, vil jo mene, at det er meget fundamentalt for social omgang at definere sig i grupper.

Dog er der talrige eksempler på unødig splittelse, skabt af sprog. Ethvert immigrationsspørgsmål kan hurtigt blive twistet til nærmest at dreje sig om noget andet end mennesker. Det samme kan folk, vi er politisk uenige med, hvor vi igennem sprog degraderer og ophøjer efter behov (tænk: klimatosser; woke; reaktionære), eller folk i andre livsfaser end os selv (ældrebyrden; de uansvarlige unge). Til tider, eller måske især, gør det sig også gældende blandt de folk, vi har nærmest i vores hverdag, hvor studiekammerater, kollegaer eller folk vi ellers støder på, falder udenfor vores umiddelbare smag, og vi føler trang til at sikre os, at andre ved, vi ikke er som dem.

Bibelen selv råder os flere gange til at være varsomme med vores sprog (eks. Jakobs Brev kapitel 1, vers 19 eller Ordsprogenes Bog kapitel 10, vers 19), og tit i erkendelsen af, at ordkan udrette skade. Jeg tror derfor ikke, at vi må underkende, hvordan splittelse til tider kommer fra ord frem for hjerter. Men netop derfor betyder det noget, hvordan vi snakker om ting, for det er med til at skabe den ramme, vi forstår det i. Hvis du kalder nogen en gammel idiot, så bliver de det nok også – i hvert fald i dine øjne.

Hvis jeg har overbevist dig, så velkommen til vi'et; til os, der kærer sig om sproget, og hvad det gør ved os. Jeg har ikke skrevet vores slagsang endnu, men det er mest bare fordi, jeg stadig er ved at overveje, om det går lidt imod pointen.

Denne kronik er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Splittelse”.