En mening om meninger

Det er med en vis ærbødighed, at jeg samler pennen op som ny fast kronikskribent her i Til Tro. Ikke blot fordi mine to forgængere, Anders Kildahl Keseler og Jonathan Oehlenschläger Rasmussen, har formået at vende vigtige emner på interessante måder, men også fordi jeg helst vil skrive noget, der kan klare tidens tand.

At have en mening om noget kræver, at man vil stå på mål for den. I dag. Og også gerne år efter, hvor konteksten, man troede at tale ind i, kan have ændret sig. At have en mening kræver også i mine (om end internettet vil berette, ikke alles) øjne at sætte sig ind i det pågældende emne i en grad, hvor man forstår for og imod. Ofte er det dog også der, hvor svaret ikke længere er åbenlyst.

At have en mening om noget kræver, eller burde derfor kræve, tankevirksomhed og omtanke. Men den tidsånd, vi har besøg af for nuværende, fremstiller nogle ting som no-brainers: Det er selvfølgelig sådan her, og det kan faktisk ikke forstås, om du måtte tænke noget andet. Er man enig, er det en leg at cruise ned ad denne ensrettede meningsmotorvej, mens det til tider kan skabe en del tvivl om egne holdninger at skulle køre mod kørselsretningen.

Det betyder, at nogle, såsom mig selv, vil holde sig tilbage fra at mene særligt meget i håb om så aldrig at have taget fejl; mens andre vil køre hele vejen til Gedser-Rostock-færgen med en mening, der burde have været sat af på en afkørsel ved Køge, for ikke at skulle indse, at de tog fejl.

I begge tilfælde er frygten for fejlen styrende for handlingen. Vil man have en mening, kræver det, at man står på mål for den. Og det er ikke altid rart at være målmand. Vores eget selvbillede bliver selvsagt udfordret i mødet med egne fejl og mangler samtidig med, at førnævnte tidsånd ikke altid behandler fejltagere godt. I bedste fald kan man blive hængt ud, i værste fald cancelled.

Der er dog heldigvis også eksempler på folk, der hylder det at ændre sin mening: I Mads og A-holdet opererer de med et begreb, der hedder en 'Kopernikus', opkaldt efter skuespilleren Nikolaj Kopernikus, der, hvis han er den første til at besvare et dilemma, ofte ændrer sin mening efter at have hørt de andre panelister. Han lytter, vurderer og kommer frem til, at han ikke havde ret. Der er også Jens Otto Krags berømte 'man har et standpunkt, til man tager er nyt', der har printet sig ind i vores fælles ordforråd som en frase, vi kan bruge til at legitimere vores ændrede holdning.

Mit yndlingseksempel er de folk, der i Bibelen møder Jesus: Zakæus, der går fra at opkræve ekstra skat for at putte det i egen lomme til at ville give det firdobbelte igen; Paulus, der går fra at være de kristnes forfølger til at rejse fra sted til sted for at fortælle mennesker om Jesus. Vi ser kærligt på de mennesker, for nogle gange møder vi noget substantielt, der kræver, at vi skifter mening. Det værste, vi da kan gøre, er forkrampet at holde fast i vores gamle mening for selvbilledet eller omdømmets skyld.

Så men noget, det er sundt, tror jeg. Men vær varsom med at gifte dig med den mening, når du, trods alt, bare er et fejlbarligt menneske. Giv dig selv og andre lov til at blive klogere og vokse. Både i meningers mod, men også i meningers modgang. Vi tager fejl. Ikke blot nogle, men mange gange – vi begår dog først virkelig en fejl, vil jeg mene, hvis vi nægter at indse det.

Denne kronik er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Humor”.