Fortvivlelsens modgift

Vi mennesker er fortvivlede. Det er et af omdrejningspunkterne i Søren Kierkegaards forfatterskab. Fortvivlelsen er et eksistentielt misforhold – et misforhold i forhold til os selv og i forhold til Gud. Sådan beskriver Kierkegaards pseudonym Anti-climacus fortvivlelsen i værket Sygdommen til Døden. Med den titel bliver fortvivlelsen måske mere håndgribelig. Den er en dødelig sygdom. Mennesket er sat af Gud, det vil sige skabt, som en syntese af det endelige og uendelige. Med andre ord er mennesket et sammensat væsen. Fordi mennesket er et forhold mellem to komponenter og tilmed forholder sig til sig selv og til Gud, er der potentiale til uligevægt, det vil sige fortvivlelse. Hvis man hænger på til værkets anden del, vil man finde ud af, at denne fortvivlelse er, hvad den kristne kalder synd. At være helbredt for den dødelige sygdom er at være salig, altså at stå i det rette forhold til sig selv og Gud. Fortvivlelsen tager sig ud på mange måder. Den kan være bevidst eller ubevidst. Den kan være begravet i hverdagens adspredelser, eller den kan være et djævelsk bevidst oprør mod tilværelsen og skaberen. At have skyklapperne på, eller at have paraderne oppe. At være bevidst om fortvivlelsen er selvbevidsthed eller syndsbevidsthed, og det er en forudsætning for helbredelsen. Men det er ikke nok at se sygdommen. Man må også være villig til at modtage helbredelsen, altså at tro.

Men citatet overfor stammer faktisk fra et helt andet sted, nemlig den opbyggelige tale Ved anledningen af et Skriftemaal. Kierkegaard beskriver her en person, som er ramt af en umiddelbart meningsløs lidelse. Vedkommende er ikke som en helt, der må udstå lidelsen for at nå et prisværdigt mål. Han lider, uden at det er knyttet til nogen umiddelbar nytte. Det er oplagt at fortvivle i sådan en situation. Enten dulme lidelsen med adspredelser eller give sig hen til lidelsen og sige ”alt er tabt”. Sådan en opgivenhed ser måske for den enkelte ud, som om han eller hun giver op på sig selv, men i virkeligheden, siger Kierkegaard, giver den opgivende op på Gud. Han eller hun opgiver at se sig selv i lyset af relationen til Gud, som er kærlighed.

I stedet kan den, som lider, vende sig mod håbet fra Gud. Håb er ligesom at få øje på noget andet end det du umiddelbart lagde mærke til. Altså at se dig selv fra evighedens eller Guds perspektiv. Det blik på dig selv og dit liv kan du holde fast ved gennem troen. Og lever du i det perspektiv, så er du i kærligheden både i dit liv nu, og når du en dag skal dø. Det er altså muligt for dig som menneske uanset hvilket liv, du står i, gennem håb og tro at se dig selv i evighedens og kærlighedens lys. Det er troens virkelighed. Troen er ikke altid intuitiv, men den er fortvivlelsens modgift. I troen kan vi finde ro i at være skabt af Gud og afspejle ham i kærlighed.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Forventning”.