Et glædeligt gensyn med Narnia

C. S. Lewis er en meget anerkendt mand i kristne kredse, og med god grund. Fælles Kristendom husker jeg som en af de bedste kristne bøger, jeg har læst. Men Lewis er på verdensplan bedst kendt for Narnia, som Netflix vil skabe endnu en filmudgave af i løbet af de næste par år. Om Hesten og drengen, den tredje bog i rækken, bliver en af dem, vides endnu ikke, men det var den, jeg faldt over – og genlæste med stor fornøjelse.

For så skarp som Lewis kan være i sine teologiske værker, så får jeg mindst lige så meget, hvis ikke mere, ud af hans historier. Det satte professor Alistair McGrath også ord på, da han for nylig var i Århus for at fortælle om C. S. Lewis, hvor han blandt andet lagde stor vægt på, at Lewis var en historiefortæller. Det skinner klart igennem i Narniafortællingerne, som indeholder de tydeligste kristne allegorier, man kunne tænke sig. C. S. Lewis formåede at bruge historier til at fortælle os de vigtigste ting – som enhver stor historiefortæller kan gøre.

Hesten og drengen beretter om de to børn Shasta og Aravis’ rejse fra det sydlige Calormen mod Narnia i følgeskab med de to talende heste, Bree og Hwin. Det er en flugt fra det liv, de kommer fra, den ene på vej til at blive solgt som slave, den anden på flugt fra et tvunget ægteskab. En rejse fra slaveri til frihed, som spejler det kristne liv.

Rejsen formes undervejs af mødet med Aslan, Narnias udgave af Jesus. Det karakteristiske for Aslans indgriben er, at Shasta og Aravis ikke genkender ham som Aslan. Han forekommer derfor også frygtindgydende og kuldegysningsfremkaldende for dem, før de forstår, hvem han er, og hvad han vil. Han kommer til dem som en løve, der fører dem til at møde hinanden, og han kommer til Shasta som en kat, der giver ham tryghed og varme, og igen som en løve, der skræmmer de to heste til at ride hurtigere og få karaktererne frem i tide. Resten af historien vil jeg ikke afsløre for dem, som måske er så heldige at kunne opleve den for første gang, eller for dem, der får lyst til at genlæse denne perle.

Bogen er ikke perfekt skrevet, og historien kan en gang imellem blive lidt forudsigelig, men det bekymrer Lewis sig ikke om. Det er ikke en historie, der skal lade læseren gætte, men som snarere har det helt fint med at fortælle tingene, som de er, samtidig med at læseren er begrænset af historiens karakterer. Selvom fortælleren kan give hints om, hvad der foregår undervejs, er det Shastas synspunkt som slave på vej mod frihed, man får givet.

Det giver mening for læseren at se rejsen fra denne vinkel, og at vi ikke får lov til at se Narnia med vante øjne, og at Aslan ikke straks ses som den herre, han virkelig er. Det er nemlig den rejse Shasta og Aravis er på, og det er den rejse, vi er på. Vi, som kalder os kristne, har set Aslan/Jesus som herre, men det sker, at vi ikke genkender ham, når han handler. Måske er der ting, han gør for os, vi ikke forstår, der giver mening en dag. Måske kan mødet med Gud også gøre ondt, når vi ikke forstår, hvorfor ting sker, som de gør. Det møde og den rejse kan man læse om i Hesten og Drengen, en af C. S. Lewis’ fantastiske historier, og jeg kan kun anbefale, at man kommer i gang!

Køb bogen her.

Denne anmeldelse er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Forventning”.