Ordets autonomi

Som forfatter oplever jeg, at jeg mangler ord. Det sker med jævne mellemrum. Jeg tror godt nok mere på sproget end på verden. Pludselig skriver jeg selv noget, der slet ikke kan siges med ord. For der findes ikke ord for alt i den menneskelige eksistens. Dér kan mellemrum i nogen grad komme mig til hjælp – eller til undsætning. 

Der sker noget med mellemrum. Gør du mellemrum til et sted i dit liv, sker der noget bevægende godt. Det er rummet, hvor der er plads til eftertanke, genklang, lytten og en del mere. Mellemrum er som livgivende ophold eller pauser.

I en pause kan der være så meget, eller så lidt. Noget kan ikke siges, og når det bliver sagt bedst, er det bedst ikke at sige noget. Det mest talende gennem pauserne er stilheden. I stilheden kan vigtige ordskælv bryde løs.

Et par hårde påstande

Også sprogligt set kræves det af os i dag, at vi skal gå på listefødder. Hårde påstande fra en gammel knark må absolut høre til i kategorien yndlingsaversioner. Som for eksempel denne: Evnen til at fordybe sig er i vores tid stærkt forringet. De fordybende læseoplevelser er blevet en stadig mere sjælden gangart.

En anden påstand: Den, som ikke formår at lytte længe og tålmodigt til andre, taler forbi dem uden at mærke det. Samtaler slutter tit, før de er begyndt. Men mange kan klare ret meget, så længe de har nogen at fortælle det til. Og sikkert er det, at vi alle har et behov for at fortælle, når noget går os på eller smerter os. Når vort livsforløb hakker slemt i en gråmeleret trummerum. Eller når vi af forskellige årsager må læne os op ad den tyndeste og mest porøse membran. Eller når vi bare så inderligt ønsker, at vores tro og tvivl bliver taget på ordet.

De åbnende samtaler

De færreste har haft hovedpine uden at vide det. De fleste af os har gjort plagsomme erfaringer. Vi er slet ikke uvidende om alt det glædesnedbrydende. Meget af det er godt at få bragt ind i et nyt lys.

Selvfølgelig kan temposkift hjælpe os med at få blik for livets tynde, gennemsigtige steder. En sjælelig eller eksistentiel opvågnen til det underfulde i vores liv kan også dukke op med korte mellemrum. Et bogværk med kvalitet er vi bedre tjent med end selfies foran et spejl. 

Der er noget, jeg kalder særligt nyttige samtaler. De kræver vitterligt mellemrum, hvor jeg møder og samtaler med nogen, der er nået længere og har set mere end mig selv. 

At møde og lytte sig ind på andres livsforløb, trække på deres måske dyrt købte erfaringer, kan udgøre en forandrende gave, ja, nye livsvilkår. Selv har jeg livet igennem måttet ty til bønnens vej, søge den her åbnende samtale med Gud, fordybe mig i hans livgivende ord. Det opdragende eller opbyggende har ikke mindst bestået i, at jeg fik set mit liv under Jesu Kristi nådige blik og tilgivelse.

Slutnote

Jeg ønsker for dig, at din glæde, lyst og tro må finde frem til de stille steder i græsset eller til de blå mellemrum mellem stenene.

”Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Mellemrum”.

Køb bogen "Et liv med mellemrum: Korte essays" af Jørn Henrik Olsen her.