27

Splittelse

DEBAT 1/2: For frimenighed

Til de diskussionslystne. I KFS samles både folkekirke- og frimenighedsmedlemmer, men hvad er egentlig op og ned i forholdet mellem de to? Hvilke fordele og ulemper er der? Og er det ’bare’ et præferencespørgsmål, eller er der mere på spil? Til Tro har spurgt en tidligere frimenighedspræst og en nuværende folkekirkepræst, hvorfor de finder glæde i netop deres type menighed, og hvilke overvejelser der har været med til at forme deres valg. Begge skribenter skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning. Tonen er respektfuld, men argumenterne skarpe. Hvem mener du har ret?

Af Peter Leif Mostrup Hansen, Missions- og menighedskonsulent i Luthersk Mission, plh@dlm.dk

5. jun. 2023

6 min. læsning

Sognepræstens søn blev frimenighedsmand. Det er en bid af min historie. Men hvorfor? Fordi, jeg ikke kan fordrage orgelmusik? Nej, jeg er vild med det! Fordi, liturgien er for tung og tør? Nej, i det store hele finder jeg mig godt tilpas i folkekirkens liturgi. Fordi, jeg ikke orker de gamle salmer? Nej, jeg lever højt på deres indhold og slidstyrke.


Den største vanskelighed ligger i folkekirkens dåbspraksis, hvor man tillader dåb af rent kulturelle grunde og lader oplæringen være op til forældrene – uden at de behøver tro på det, de bekender, og uden at de behøver knytte til ved menighedens fællesskab.


Jeg har været frimenighedspræst i 10 år, og jeg ville ikke kunne se mig selv i folkekirken, hvor der er de facto dåbspligt. Problematikken er gammel, men da der i 2007 kom en ny dåbsordning, foreslog biskopperne først at skrive ligeud, at præsten har ”pligt” til at døbe. Det blev efter massiv og berettiget kritik ændret – men til det indholdsløse udsagn om at det ”påhviler” præsten i sognet at døbe. Det er ren leg med ord, for i praksis er der stadig pligt. Ellers havde der været mange sager med folk, der ikke kunne få deres børn døbt.


Den største vanskelighed ligger i folkekirkens dåbspraksis, hvor mantillader dåb af rent kulturelle grunde


Men hvorfor er denne de facto dåbspligt så problematisk? Fordi den tilslører den evigt afgørende forskel mellem kulturkristendom og sand kristendom. Jeg ved om forældre, der har ønsket dåb af rent kulturelle grunde. At der langt fra er tale om enkeltstående tilfælde bekræftes for eksempel af en YouGov-undersøgelse fra 2014 (se rapporten ”Dåb eller ej” fra 2015).


I stedet for at døbe til kulturkristendom burde præsten tage hul på en række samtaler med dåbsforældrene om, hvad dåb og kristendom er. Over tid ville de forhåbentlig blive ledt til en sand tro, så ordene ved døbefonten ikke bare bliver et højtideligt ritual, men det troende hjertes bekendelse. Og hvis de kommer frem til, at de ikke tror på det, kirken bekender, er det eneste rigtige at lade være med at døbe – hvor ulykkeligt det end er, at de vælger troen fra.


Men hvordan kan man være sikker på bekendelsen? Vi kan jo ikke finde skalpellen frem og skære hjertet op for at se, om troen er derinde. Nej, men i de fleste tilfælde er der tale om mennesker, som åbenlyst har valgt menighedens fællesskab fra ved ikke at komme til gudstjeneste. Den dermed meget perifere berøring med kirken og i bedste fald meget mangelfulde trospraksis gør, at de ikke uden videre skal have dåben tilbudt som en anden offentlig ydelse. Ellers bekræftes de i, at kristendom bare er en tradition, der trækkes frem til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse – og at retten til de kirkelige handlinger ikke handler om tro men om at have betalt kirkeskat.


Jeg kan ikke se, om andre tror. Men jeg kan forklare andre, hvad den kristne bekendelse indeholder og betyder, og derefter kan jeg spørge, om det også er det, de tror på og vil leve efter. Der har man som præst et enormt ansvar for ikke bare at døbe uden at sikre forståelse, oplæring og vejledning. Har nogen besluttet sig for konsekvent at vælge menighedens fællesskab fra, eller benægter nogen de grundlæggende kristne læresætninger, som for eksempel at Jesus opstod fra de døde (en tredjedel af de danskere, der kalder sig kristne, ifølge en undersøgelse fra 2015), kan de ikke samtidig hævde, at de opdrager deres børn i den kristne tro.


Nogle misforstår min position, som om det handler om at gøre det vanskeligt at blive døbt, og mener, at det hindrer udbredelsen af evangeliet, hvis man ikke følger folkekirkens dåbspraksis. Men man udbreder ikke evangeliet ved at bekræfte folk i deres kulturkristendom. Tværtimod. En anden vanskelighed ligger i folkekirkens nadverpraksis, hvor man ikke må nægte nogen nadveren, selvom de åbenlyst(!) forsvarer en given synd. Det kunne for eksempel være en, der tydeligt siger, at det er ok at snyde i skat. Hvis jeg som præst giver ham nadver, så narrer jeg både ham og menigheden til at tro, at man kan slutte fred med synden og samtidig få syndernes forladelse – og det er man tvunget til som præst i folkekirken.


Folkekirken er langt fra den eneste måde at være i folket på. Tværtimod er folkekirken med til at gøre kristendommen til folkereligiøsitet.


Mere kunne nævnes, men ovenstående betyder kort sagt, at jeg ikke kan være præst i folkekirken, og derfor heller ikke kan være medlem eller have folkekirken som min faste menighed.


Og så forsøger jeg alligevel at navigere midt i de uenigheder, jeg har med mine kristne brødre og søstre i dette spørgsmål. Jeg tager for eksempel gerne i folkekirken som gæst, og som forstander på LTC (KFS’ Højskole) sender jeg eleverne i både i sogne-, valg- og frimenigheder.


Men hvad med de gode missionsmuligheder? Ofte bliver de brugt som et argument for at være i folkekirken. Jeg medgiver, at der er visse fordele, fordi præsten får kontakt til mange, som ellers ikke søger kirken. Men det duer ikke at give taktiske fordele en sådan vægt, at man ser stort på centrale teologiske problemer (som for eksempel de facto dåbspligt). Historien viser også, at evangeliet sagtens kan udbredes på andre måder end gennem folkekirker og lignende ordninger, for mission sker der, hvor kristne mennesker giver evangeliet videre. Folkekirken er langt fra den eneste måde at være i folket på. Tværtimod er folkekirken med til at gøre kristendommen til folkereligiøsitet. At danne frimenighed er ikke at forlade folket men at fastholde den bibelske skelnen mellem folk og kirke.


Det betyder ikke, at en frimenighed er sikret mod udglidning og vranglære. Den perfekte menighed findes ikke! Men jeg mener ikke, det er forsvarligt at være i et kirkesamfund som folkekirken, der med sin officielle praksis udvisker forskellen mellem troende og ikke-troende og fremstiller det som om, man kan have fred med Gud og med synden på samme tid.


Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Splittelse”.

Udforsk mere

Find mere indhold

5. jun. 2023

6 min. læsning

Tal med hinanden om skilsmisse

Skilsmisse er blevet almindeligt. Alligevel oplever mange unge at stå alene i de udfordringer, som en skilsmisse medfører. Søren Aalbæk Rønn deler sine erfaringer med at vokse op med skilte forældre. Der er råd og forståelse at hente, både til dig som har oplevet skilsmisse på nært hold, og til dig der kender én som har.

Af Søren Aalbæk Rønn

5. maj 2026

1 min. læsning

Samuel, Saul og David 2/7 | "Sæt dog en konge til at herske over os..." | Troels Nymann

Saul er signing of the season.

Af Troels Nymann

5. jun. 2023

8 min. læsning

Kirke og LGBT+ - to uforenelige størrelser?

Er forsoning muligt mellem kirken og LGBT+-miljøet? Med historiske nedslag viser Peter Nissen, hvordan fløjene har bekæmpet hinanden. Skribenten tror, at der er veje til forsoning. Læs med, opdag nuancerne og bliv inspireret af Jesu eksempel.

Af Peter Nissen

5. dec. 2023

3 min. læsning

Langt som et ondt år

Annus Horribilis. Har du haft lyst til at gå i ét med en grå hjørnesofa? Har du været på dehydreringens rand fra tårer? Vores faste kronikskribent reflekterer over et ondt år, forventninger til livet og ønsket om kontrol.

Af Signe Oehlenschläger Petersen

23. apr. 2026

3 min. læsning

Vi drænes, når vi skal opretholde facaden i det store fællesskab

Christian Hjortkjær stiller det svære spørgsmål: Hvordan balancere mellem inklusion af alle og tætte relationer?

Af Caroline Hartmann Bernhard

6. okt. 2023

6 min. læsning

Hvad E=mc2 lærer os om Gud

Hvad vejer Gud? Mange børn (og voksne) har gennem tiden mødt naturvidenskabens grænse i dette spørgsmål. Men kan vi mon alligevel lære noget om Guds karakter ved at løfte øjet mod universet og Newtons faldende æbler? Det slår Simon Holm Stark et slag for i denne artikel.

Af Simon Holm Stark

26. mar. 2026

6 min. læsning

Gud er der allerede

Har du nogensinde oplevet, at Gud greb ind? Det oplevede Signe Due i Cameroun.

Af Signe Due

6. okt. 2023

6 min. læsning

Når Gud siger ”ær alle”, og tungen siger 'din fede lort'

Kender du det? Din underviser er lige gået ud ad døren. I vender jer mod hinanden. Og pludselig går snakken. For er hun/han egentlig ikke lidt strid? Søren Rønn har brugt sommeren på at reflektere over tungens magt og kommer med en stærk opfordring til at tale op og tale ord til liv – hvilket kan være lidt af en udfordring, når man selv taler flydende sarkasme og har temperament som Kaptajn Haddock!

Af Søren Aalbæk Rønn

6. mar. 2023

4 min. læsning

En mening om meninger

Byd vores nye kronikskribent velkommen! Signe Oehlenschläger Petersen studerer Social and Cultural Psychology på London School of Economics and Political Science, og i hendes første skriv opfordrer hun os til at turde mene noget, turde at ændre holdning og turde at give os selv og andre plads til at blive klogere.

Af Signe Oehlenschläger Petersen

28. apr. 2026

1 min. læsning

Samuel, Saul og David 1/7 | "Fra støvet rejser han de svage..." | Troels Nymann

Hvad har en gammel tysk filosofby til fælles med det gamle israelitiske monarki?

Af Troels Nymann

12. maj 2026

1 min. læsning

Samuel, Saul og David 3/7 | "Herren havde fortrudt..." | Troels Nymann

Åh Saul altså.

Af Troels Nymann

19. mar. 2026

5 min. læsning

Hvorfor prise Herren?

For mange er lovsangen en vigtig del af deres tro. For andre kan den næsten synes diffus eller ligegyldig. Bør vi lovsynge, og hvad gør lovsang ved os?

Af Mads Due