Wrestling med verdensdommen

(Teksten fra Matthæusevangeliet kapitel 25, vers 31-46 findes her.)

Er det muligt at høre denne tekst sådan, at den bliver et budskab om evig trøst og glæde? Når nu teksten rummer både et ”kom” og et ”gå bort”.

I mine år som præst havde jeg ind imellem begravelser, som var så tunge, at kroppen var mærket af det i dagene efter. Et dødsfald kan synliggøre livets alvor på en måde, som ikke efterlader os uberørte, hvis den, som ligger i kisten, er et barn, en tidligere konfirmand, et selvmordsoffer.

Min krop husker også visse tekster i kirkeåret. En af dem, er teksten om verdensdommen. I sin alvor er teksten så sindsoprivende og provokerende, at denne uge af mit præsteliv blev en tilbagevendende krise, som kroppen huskede. Jeg havde det lidt ligesom Søren Kierkegaard, da han lidt spydigt sagde: Det er ikke til at være alene med teksten. Stik mig en kommentar!

Den postmoderne tolkning

Der findes mange måder at omtolke denne tekst på, og det sker massivt i vores egen lutherske kirke. Mange tolker måske teksten ligesom nu afdøde Kaj Mogensen, der i mere end 40 år var engageret i debatten om frelse og fortabelse, og som i 2012 udgav en troslære over sin forståelse (Frelse og Fortabelse, Aros 2012). Han tolker denne tekst og utallige andre Ny Testamentelige tekster sådan, at Jesus af pædagogiske grunde deler menneskeheden op i to grupper. I virkeligheden er der kun én gruppe. Alle møder dommens og forkastelsens ord i et forfærdeligt nu, men alle møder også frelsens indbydende ord, sådan at alle frikendes og får evigt liv. Men efter mit skøn er denne tekst og talrige andre tekster så klare i deres tale, at der ikke er tale om en tolkning, men en bortforklaring. Det er lige så halsløs en gerning som at sige, at Tyrkiet og Syrien absolut ikke er blevet ramt af noget jord- skælv, og at det er pressen og nødhjælpsorganisationer, der misbruger situationen.

Det mørke bagtæppe i Jesu forkyndelse

Tilbage til Jesu ord og gerninger og hans ærinde i verden. Jesus er Guds evige Søn. Han kom til verden i tidens fylde for at føre mennesket tilbage til Guds evige paradis. Men den, som takker nej til Jesus som stedfortræder og besejrer af synd, død og Djævel, og som vil klare sig selv, møder Gud på dommens dag uden Kristus som mellemmand og stedfortræder.

Side op og side ned er det den mørke baggrund for Jesu forkyndelse. Der er en nød i tilværelsen, som går dybere end lidelse, depression, krig og død. Det er, at uden Kristus er der ikke noget håb på dommens dag. For Jesus selv var dette en ulidelig smerte. I Lukasevangeliet kapitel 13, vers 34 siger Jesus, at han vil samle Jerusalems indbyggere, som en høne samler kyllingerne under sine vinger, ”men I ville ikke.” Paulus siger om samme sag, at han har ”en stor sorg, der altid piner hans hjerte” (Romerbrevet kapitel 9, vers 2).

Vi skal ikke fornægte, at der er krig i Ukraine, at der har været jordskælv i Tyrkiet og Syrien eller andre glemte krige og sultkatastrofer, som indebærer en daglig ulidelig smerte for børn og voksne. Vi skal heller ikke fornægte den alvor, som kommer frem i Jesu forkyndelse om menneskers evige nød der, hvor der vedvarende siges nej til evangeliets indbydelse. Vi skal se både den jordiske og den evige nød i øjnene og spørge, hvad Gud har gjort, og hvad vi skal gøre.

Kristus skal komme igen for at dømme levende og døde

I Matthæusevangeliet kapitel 25 står der, at det er Kristus, som er den kommende dommer. Så er du og jeg altså fritaget. Vi må overlade den endelige dom til ham, som er mere kærlig end noget menneske og mere retfærdigt end noget menneske.

Vi har alle mennesker i vores nærhed, som vi elsker og er knyttet sammen med, som ønsker at klare sig uden Jesus. Hvor er det godt, at vi ikke skal være dommer i deres liv. Vi ved aldrig, hvem der, som den angrende røver i sin dødstime, sender et suk til Jesus og får et løfte om paradis.

Det andet, jeg vil understrege, er, at den Jesus, som her fortæller om verdensdommen, er den samme, som i de følgende kapitler udleverer sig selv til lidelse, korsfæstelse og død for at skabe et fristed for Guds vrede og dom. Der er en verden til forskel på, om en læge siger til en patient: Du har en uhelbredelig sygdom. Eller han siger: Du har en uhelbredelig sygdom, men der er lige opfundet en medicin, som kan gøre dig total rask. Jesus kom til verden for at skabe et fristed på dommens dag og give os vished om, at dette fristed er reelt.

Troens gerninger eller manglen på gerninger

Oftest i Jesu forkyndelse nævnes troens inderside, relationen til Jesus, som det afgørende, der frikender os i dommen. Men her er det troens yderside, hvordan disciplene har handlet i forhold til dem, der ikke kunne gøre gengæld. De er sig ikke selv bevidst, at disse handlinger udspringer af selve Jesusrelationen, men det ved og afslører dommeren. De vantro er heller ikke bevidst om, hvad de måtte have forsømt, men dommeren afslører det. Visheden om frifindelse i dommen får vi ikke i denne tekst, men i de tekster af Jesus, som betoner, at selve relationen til ham og det at have brug for ham er det, der frikender os på dommens dag. Teksten taler om to grupper. ”Min faders velsignede” er i sammenhængen de, der lever i troens relation til Jesus. Deres handlinger vil på dommens dag afsløre troen i deres indre. ”De forbandede” er de, der har levet uden troens relation til Jesus, og som derfor ikke har haft den indre motivation til at gøre troens gerninger.

Du og jeg kan gøre en forskel

Når det gælder menneskers jordiske nød, kan du og jeg gøre en forskel. Vi kan ikke forhindre krig eller naturkatastrofer, men vi kan støtte nødhjælp til nogen af dem, der har brug for hjælp. På samme måde kaldte Jesus sine disciple til at udbrede evangeliet i hele verden, sådan at alle folkeslag og alle generationer hørte om fristedet i dommen. Du og jeg kan ikke hindre nogen i at takke nej, men vi kan med bøn, ord og handling videregive det budskab om Jesus, som giver evigt liv. Vi bliver aldrig arbejdsløse, hverken hvis vi ser på den jordiske nød eller på den evige nød.

Det overordnede perspektiv

Så meget om forståelsen af den konkrete tekst i Mattæusevangeliet kapitel 25. Jeg er ind imellem blevet spurgt, hvorfor det særligt er i vores tid, at man ikke blot i samfundet, men også langt ind i kristne sammenhænge, ikke har villet vide af talen om to mulige udgange efter døden og det uigenkaldelige ved dommens udfald. Det første, jeg vil sige, er, at det er ikke noget nyt at afvise den kommende dom. Da Paulus forkynder evangeliet på Areopagos i Athen, slutter han med at sige, at ”Gud har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden” (Apostlenes Gerninger kapitel 17, vers 31), hvilket også her får nogle til at reagere med spot og afvisning.

Enkelte kirkefædre i oldkirken forsøgte at konstruere en teologi og et menneskesyn, som lagde op til alles endelige frelse. Når hovedstrømmen i kirken, både i oldkirken og senere, altid har afvist denne forståelse, skyldtes det, at det bibelske vidnesbyrd har været så stærkt, så entydigt og så umisforståeligt.

I vor tid betoner vores kultur det enkelte menneskes absolutte valgfrihed. Nu består vores tilværelse jo af en række givne vilkår, som vi ikke umiddelbart er herre over. Men den postmoderne tanke er, at vi ikke bare skal kunne vælge uddannelse, arbejdsliv, parforhold m.v. Men vi skal også kunne vælge vores køn, vores dødstidspunkt, vores alder og hvad ved jeg. Døden er jo ikke et valg, men et vilkår. Men kan vi selv bestemme tidspunktet, bilder vi os måske ind, at vi har en valgfrihed. Her bliver det ekstra provokerende, når Jesus siger, at på dommens dag er det ham, som har det sidste og afgørende ord at skulle have sagt i mit liv. Centrum i tilværelsen forrykkes fra jeg, mig og mit til ham, som kommer igen for at dømme levende og døde.

Kan jeg leve med tekstens trøst og håb om evigt liv, når den rummer et ”gå bort”?

Jeg lever, ligesom Paulus, med en stor sorg, som altid piner mit hjerte (Romerbrevet kapitel 9, vers 2). Det skyldes både nogle mennesker i min nærhed, som ikke tror på Jesus, og de mange rundt om i verden, som ifølge Paulus lever ”uden Gud og uden håb.”

Jeg kan ikke leve med alternativet, en omtolkning af Bibelen, så den kun taler om alles frelse. Jesus er simpelthen så klar i sin tale, at jeg ikke kan komme uden om to mulighe-der efter døden.

Min trøst er, at det er den korsfæstede og opstandne herre, der skal dømme levende og døde. Det betyder, at det er ham og ikke mig, der skal sige det sidste ord i det enkelte menneskes liv. Min trøst er også, at han blev min bror, sørgede, kæmpede, bad og til sidst gav sit liv som det ultimative offer for at skabe et fristed i dommen. Min trøst er endelig, at han har involveret mig i sin plan med henblik på, at jeg kan græde, sørge, bede, vidne og pege på ham som vejen til evigt liv. Det vil jeg så forsøge at gøre, så længe jeg lever.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Splittelse”.