Hvad bekender vores samfund sig til?

Forleden så jeg Narnia opført som teaterstykke i Odense, hvor jeg bor. Stykket sluttede med, at de fire børn skulle fortælle, hvordan de ville regere Narnia. Lucy sagde blandt andet, at hun ville, at ”alle skal kunne leve, som de vil, uden at skulle finde sig i andres meninger.” Jeg sad med fornemmelsen af, at den replik underminerede alt, hvad stykket ellers kommunikerede af Lewis’ fantastiske historie. I Bibelen kan vi i stedet læse os frem til, at det faktisk er ganske fornuftigt også at lytte til, hvad andre mener, og at det ofte er farligt at gøre alt, hvad vi vil. I dag er der mange budskaber, der synes at være stærkt imod den kristne tanke, og det er ofte velment – den nye, sekulære bekendelse tror nemlig selv, at den er mere kærlig, end hvad Bibelen fortæller.

Det kan da også lyde godt og fint på overfladen, men der mangler altså noget væsentligt under de tanker, og der mangler også forståelsen for, hvorfor vi overhovedet bør behandle hinanden godt. Rebecca McLaughlin har heldigvis skrevet den fine bog Den nye bekendelse om netop disse tidens svingninger. Bogen behandler fem overordnede teser, som vores samfund kommer med, nemlig ”black lives matter”, ”love is love”, ”kampen for homoseksuelles rettigheder er den nye kamp for borgerrettigheder”, ”kvinders rettigheder er menneskerettigheder”, og ”transkvinder er kvinder”. Ved at se nærmere på hvorfor man egentlig kan sige de her ting, præsenterer McLaughlin et fuldere kærlighedsbillede, end hvad disse moderne bekendelser kommer med. Hun udfordrer en prævalent kristendomsskepsis og gør det med henvisninger til mange ikke-kristne kilder – en meget dejlig detalje for os, der har hverdag på universitetet.

Hold tungen lige i munden, for der er et par formuleringer, der måske er lidt skæve, og et par pointer, der måske er fisket efter på lidt for dybt vand. Især i første kapitel vil der være nogle afsnit, der kan klinge lidt forkert, hvor det næsten virker som om, McLaughlin vil tage en diskussion om, hvorvidt sorte menneskers liv har værdi. Det er selvfølgelig IKKE til diskussion, vil Bibelen, og egentlig også McLaughlin, klart sige. Det centrale i bogens første kapitel er at forstå, hvordan det er gået til, at nogen har anklaget Bibelen og dens flittige læsere for racisme. Tværtimod kalder Bibelen sine samtidige til en gæstfrihed og åbenhed overfor andre folkefærd, som ikke finder sin lige i noget andet antikt samfund. Det samme er vi kaldet til i dag. Men ser man på det overordnede billede, bogen giver, er den fremragende læsning, hvis man synes det er svært at navigere i den sekulære verdens stridigheder mod troen. McLaughlin har nemlig et godt greb om rødderne for mange af de tankegange, der diskuteres, og hun formår at adressere problematikkerne håndgribeligt, så det er til at forstå. Bogen prompter meget tænkning, så selvom den er kort, kan du godt forvente at stoppe op flere gange undervejs for at tænke videre. Og det er meget godt, for selvom McLaughlin er skarp, er dette ikke spørgsmål, man kan sluge på så korte kapitler. Tænk videre selv, og læs i din bibel!

Denne anmeldelse er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Under”.