Kronik: En undervurderet konsekvens af generationskløften

”Unge stiller nye krav til ledelse: Chef fyrer sig selv, fordi han ikke kan imødekomme dem”. Sådan lød en overskrift på en DR-artikel sidste år. Chefen fyrede sig selv, fordi han indså, at hans ledelsesstil hang fast i fortiden og ikke passede til hans nye Gen Z-medarbejdere, der forventede meget mere feedback, dialog og inddragelse, end han gav dem.

Har vi en generationskløft i dag? Og er den blevet dybere på grund af tidens hurtige udvikling? Det vil nogen hævde. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor stor generationskløften er i dag sammenlignet med tidligere. Men en form for generationskløft synes jeg, jeg ser. Også i kristne fællesskaber. Det handler ikke kun om forskellig smag i forhold til sangenes, bønnens og forkyndelsens udtryk, men det handler også på et dybere plan om selve tilgangen til tro. Mit forhold til tro og min måde at tale om tro på er dybt præget af det postmoderne, i langt højere grad end fx mine bedsteforældres tilgang til tro.

Det er mindre akavet, mindre besværligt og mere komfortabelt for mig at starte en samtale med en jævnaldrende fremmed på 25 år end en fremmed på 65, hvilket er helt naturligt. Vi er nogenlunde samme sted i livet. Meget er underforstået. Men måske er der en bagside ved ikke at gå over kløften til de andre generationer.

Min medvandrer, Bodil på over 70 år, har jævnligt sagt til mig og andre unge: ”Jeg har brug for dig”. Men jeg kan lettere få øje på, hvordan jeg har brug for hende. Jeg kan lære så meget af hendes liv, af hendes erfaring, af hendes visdom. Men hvad kan hun egentlig lige lære af mig?! Det undrede jeg mig over, så det spurgte jeg hende om for nylig. Hun svarede mange spændende ting. Blandt andet at hun har brug for mig for at vide, hvad der rører sig hos mig og i min generation. Men den ting, jeg særligt bed mærke i, var: Hun har brug for mig, fordi Gud bliver større for hende, når hun ser, hvad Gud gør i mit liv. Gud er en generationel Gud, fremhævede hun; Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Han er både Bodils Gud og Lærkes Gud. Men hvis hun kun ser Bodils Gud, er der sider af Gud, som hun mangler.

Mere og mere opdager jeg, at jeg snyder mig selv, hvis jeg ikke bygger bro og går over kløften til de andre generationer. Ikke kun fordi jeg går glip af rigtig meget visdom, jeg kan ’bruge’ ind i mit eget liv. Men måske allermest fordi jeg snyder mig selv for at se meget mere af Guds forunderlige storhed. Så jeg øver mig i at være nysgerrig.

Jeg øver mig i at turde gå ind i det akavede, det besværlige og måske lidt ukomfortable og lytte til dem, der er ældre og yngre end mig. Og så øver jeg mig i ikke at ’fyre’ mig selv som relevant for de andre generationer og tænke ”de gider mig vel ikke,” men i stedet lytte til Bodils ord om, at vi altid er relevante for hinanden, uanset om vi er 25 eller 65 eller over eller under eller alt derimellem. Der er så mange underfulde sider af Gud, vi ikke ser, hvis vi graver kløften dybere eller bliver på vores egen side af den.

”Denne kronik er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Under”.