Forhærdelse – en vaccine imod Guds gave

En vaccine virker ved, at kroppen får indsprøjtet svækkede bakterier eller andre sygdomsfremkaldende organismer. Når det sker, bekæmper kroppen bakterierne og opnår større modstandsdygtighed imod dem, så kroppen ikke udvikler sygdommen, når den inficeres af bakterierne naturligt. Noget lignende sker, når mennesker bliver forhærdet overfor evangeliet om Jesus Kristus. Hver gang, de ikke tager imod evangeliet i tro, træner de sig op til at afvise frelsen i Kristus. Til sidst bliver de så modstandsdygtige, at evangeliets forkyndelse slet ikke gør noget indtryk på dem.

Umulige at føre til omvendelse

Selv om ordet “forhærdelse” ikke står der direkte, bliver processen nærmere forklaret i Hebræerbrevet:

“For det er umuligt at føre dem til ny omvendelse, som én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave, dem, som har fået Helligånden og smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, og som så falder fra; for de korsfæster selv Guds søn igen og gør ham til spot.” (Hebræerbrevet kapitel 6, vers 4-6)

Dem, der beskrives i Hebræerbrevet, er mennesker, der har haft en fuld og ægte erfaring af Guds frelsesgave. De har ikke bare hørt rygter om Jesus og bestemt sig for, at de ikke vil tro på ham. Nej, dette handler om dem, som har haft fællesskab med Jesus. De er blevet oplyst, hvilket indebærer en grundig, personlig erkendelse (jf. Efeserbrevet kapitel 1, vers

18-19a).

De har fået Helligånden, som er selve beviset på, at man har fået del i frelsen (Apostlenes Gerninger kapitel 15, vers 8).

At de har smagt den himmelske gave, Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, viser, at det handler om noget, de selv har oplevet. Det er ikke teoretisk viden eller noget, de blot har hørt om og ikke har nogen personlig erfaring med.

For at give et eksempel kan man forestille sig et menneske, som er overbevist om, at stegt flæsk med persillesovs er dårligt uden nogensinde at have smagt det selv. For sådan et menneske er der stadig håb, hvis man bare kan få dem til at smage. Da vil de straks indse, hvad de er gået glip af.

Men når nogen har smagt og fortsat mener, at stegt flæsk med persillesovs er modbydeligt, så er der ikke længere noget håb for dem. De er dømt til at leve deres liv uden at få del i den største nydelse.

Ingen plan B

Sådan er det også med Guds gave. Der er mange, som afviser den uden at vide, hvad de snakker om. Men når nogen har erfaret Guds gave og så bestemmer sig for, at de ikke vil have den, da er det anderledes. Når Gud har givet et menneske del i frelsen i Kristus, da har han givet dem det allerbedste. Gud har simpelthen ikke mere at give, for han har allerede givet alt, han har. Han har spillet sine bedste kort. Han gemmer ikke på et es. Den som afviser Guds gave i Kristus, har Gud ikke nogen plan B for.

Derfor er det umuligt for mennesker, der har taget det valg at blive ført til omvendelse. Grunden er ikke, at Gud ikke vil tage imod dem, for han tager imod alle, som vender sig til ham i Kristus.

Grunden er, at de har afvist det eneste middel, der findes for, at mennesker kan blive frelst; Jesus Kristus. De korsfæster Guds søn igen og gør ham til spot. Da har Gud ikke flere frelsere at sende.

Hebræerbrevet beskriver altså nogle, som har trænet sig op til at afvise Guds gave. De er blevet vaccineret imod den så at sige. De har taget imod den, de har kendt glæden i Kristus, de har smagt Guds søde ord, de har erfaret, hvad Gud kan gøre, de har smagt den kommende verdens kræfter, de har fået Helligånden. De har fået alt, Gud har at give. Og så har de spyttet det ud.

De har fordøjet Guds ord. Men det er blevet som en vaccine for dem, der har gjort dem modstandsdygtige mod ordet. Nu har ordet ikke nogen virkning på dem. De er blevet sløve og afstumpede.

Den, som hører

Guds ord må fortsat gøre sin gerning i os. Vi må tage imod ordet hver eneste dag og hver eneste gang, vi hører det. I lignelsen om sædemanden forklarer Jesus, hvorfor der er nogle, som får gavn af Guds ord, og hvorfor andre ikke gør (Markusevangeliet kapitel 4, vers 1-20).

Først er der nogle, som reelt ikke hører ordet. Ordet bliver godt nok forkyndt for dem, men de tænker på andre ting og giver det ikke opmærksomhed (vers 15).

Så er der nogle, som tager imod ordet, men vender sig bort fra det, så snart de oplever trængsler for troens skyld, eller når de distraheres af verdens bekymringer og fristelser (vers 16-19).

Endelig er der nogle, som ikke bare tager imod ordet, men som også bliver bevaret som troende. Det er “dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.” (vers 20)

Det græske ord, der er oversat med “hører”, er her i en grammatisk form, som fortæller os, at der er tale om en gentagende handling. De, som bærer frugt, er dem, som hører ordet og fortsætter med at høre ordet og giver agt på det. De bestemmer sig for at tage imod Guds ord på ny hver eneste dag. For de ved, at de trænger til det hver eneste dag. De ved, at de ikke har noget andet sted at gå hen end til Jesus Kristus. For han er det evige livs ord (Johannesevangeliet kapitel 6, vers 68-69).

Gud forhærder sig ikke

Det, Bibelen siger om forhærdelse, er noget af det mest skræmmende, vi kan læse om i Bibelen. Men vi skal huske, at Gud aldrig forhærder sig mod mennesker. “Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor.” (Klagesangene kapitel 3, vers 22-23). Han tager imod alle, som kommer til ham (Johannesevangeliet kapitel 6, vers 37). Selv når Gud allerede har forkyndt dommen over et menneske, vil han tage imod dem, hvis de vender sig til ham (Jonas’ bog kapitel 3, vers 4-10).

Gud forhærder sig ikke. Hans nåde varer evigt.Det er derfor, de dystre ord om forhærdelse i Hebræerbrevet efterfølges af stor optimisme: “Vi er dog overbevist om, at det står bedre til med jer, I kære, og at frelsen venter jer, selv om vi taler, som vi gør” (Hebræerbrevet kapitel 6, vers 9).

Så længe, vores håb er i Gud, vil der altid være håb. 

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Kald”.