Taknemmelighedens alfabet

Tænkt, at vi findes

”Abrikostræerne findes (…) bregnerne findes (…) cikaderne findes (…) duerne findes (…) efteråret findes (…) fiskehejren findes”. Jeg læser det igen. Langsomt. Mens billederne af alt det, der findes, flyder gennem mine tanker. Jeg kan mærke bregnernes nubrede blade mod min håndflade, abrikosernes sødme fylder min mund, og efterårets friske vind farver kinderne kolde og rosa. Alt sammen mens jeg sidder varmt med benene trukket op om mig i en gammel lænestol og læser i Inger Christensens Alfabet. Digteren Inger Christensen (1935-2009) er bredt anerkendt som en af Danmarks vigtigste poeter og forfattere, og centralt i hendes forfatterskab er eksistentielle temaer, som udtrykkes i en imponerende leg med ord i stringente systemer. På grund af hendes særstatus inden for dansk poesi virker det derfor nærmest blasfemisk for en danskstuderende at udsætte hendes fantastiske digtsamling for citat-cherry picking. Men det lille udvalg giver et indblik i hendes univers. Jeg finder en helt speciel glæde ved at læse hendes ord. De indeholder en særlig erkendelse af verden. Verden har betydning og værdi, fordi den findes, og vi kan sanse den og sætte ord på det. Hendes ord skaber en opmærksomhed i mig på skønheden i den verden, jeg tror, der står en kærlig skaber bag.

En øvelse i taknemmelighed

”I dag er det Annas yndlingsvejr!” Denne besked oplyste min telefons skærm en tidlig morgen. Det var fra en studieveninde, som ville minde mig om, hvad jeg selv tidligere havde sagt: at jeg elskede efterårets friske luft, når den kom fra en blå himmel. Og på denne kolde, klare dag i november måtte jeg midt på cykelstien smile over sneen og solstrålernes synergi, hvis skønhed på himlens blå bagtæppe fik mig til at tænke, at dette måtte være et glimt af, hvad Gud mente, da han på universets skabelsesdag ”så, at lyset var godt” (Første Mosebog kapitel 1, vers 3). Og så er øjeblikket ovre. Skyerne skubber sig ind over himlen. Og forbi mig fræser el-cyklen med stor fart. Jeg cykler videre og gemmer det lille øjeblik af taknemmelighed.

Jeg øver mig nemlig i at være taknemmelig, for det er ofte i taknemmeligheden, at jeg møder Gud.

Jeg tror, det har at gøre med taknemmelighedens retning. For uanset hvad, er der altid en modtager af min taknemmelighed. En uhåndgribelig og abstrakt modtager, men samtidig også en konkret og almægtig modtager. Gud har ikke brug for min taknemmelighed, men jeg har brug for at rette den mod ham. Jeg har brug for at blive mindet om, hvor uendeligt meget jeg har modtaget fuldstændig ufortjent. Den sætning er næsten blevet en kristen floskel, noget vi hører gentaget i kirken, indtil det lyder hult. Men jeg vil tvinge mig selv tilbage til en taknemmelighed, som ikke er blevet slidt af menneskers ord. For jeg tror, at Guds gaver fylder mit liv: Luften i mine lunger, et hjerte der slår, fødder jeg kan stå på, glæden over en solstråle, en støttende familie, et land med fred, Guds kærlighed. Når mine øjne åbnes for det, er hverdagen fyldt med små og store undere. Og der er en forunderlig antitese indbygget i ordet ”hverdagsundere”. Hverdag. Undere. Den ene består af genkendelige gentagelser, en tryg rytme. Undere derimod. De er i deres essens et opgør med det genkendelige. Undere er uforudsigelige og uplanlagte, og måske ligger noget af skønheden netop heri. Underne er ude af vores kontrol. Og på den måde bliver en solstråle i øjnene og smilet fra en fremmed et lille hverdagsunder.

Verden er ikke kun vidundere

Nu startede jeg med at citere Inger Christensen, og jeg vil gerne vende tilbage til hende efter en vigtig nuance. For abrikostræerne står ikke alene. I digtene nævnes også atombomben, brintbomben, cobaltbomben og døden. Begejstringen over verdens rigdom på liv og sorgen over verdens smerte står side om side – bogstaveligt talt. Læser man hendes digte i de brudstykker, artiklen indledtes med, kan man hurtigt får et indtryk af en nærmest naiv fascination af verden. Og det kan føre til et kort øjebliks ubekymret eskapisme – noget jeg under os alle sammen en gang imellem at opsøge. Men det er ikke det fulde billede. Og hvad gør jeg så på de dage, hvor atombomberne fylder mere i mit sind end abrikostræerne? Når jeg synes, at verden er grim. Fuld af katastrofer, kolde hjerter, urimelige livssituationer, og der er langt mellem hverdagsunderne. Det er der ingen nemme svar på, og det er for mig vigtigt at holde fast i. Der er ingen nemme svar på, hvorfor nogle skal kæmpe med sygdom, hvorfor nogle rammes af ulykke, hvorfor mennesker skal leve i ufred. Livet går ikke op.

Også når min erkendelse kun når hertil, ser jeg livet gennem troens farver. Alt bliver ikke rosenrødt herved, og taknemmelighed må tage udgangspunkt i hjertets tilstand. Når hjertet er tungt, har taknemmeligheden et andet udtryk, end når hjertet jubler. Men uanset rettes min taknemmelighed mod Gud. I dag, når jeg sidder i min lænestol med ”Alfabet”, er jeg taknemmelig overfor Gud over, at han har givet nogle mennesker gaven at skrive poesi, som løfter mit blik mod den verden, der findes.

Det er Guds kunstværk, og det er et under, at jeg får lov at leve som en del af hans skabelse. Og så glæder jeg mig til at se et abrikostræ – det har jeg aldrig set.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Under”.