
Kald
Elskende og meningsgivende fællesskaber
Mennesket er et socialt væsen, der har brug for et trygt og kærligt fællesskab. KFS-konsulent Kristina Eskildsen har arbejdet med kristne ungdomsfællesskaber og præstationskultur. Her tager hun de samfundsfaglige briller på og spørger, om det kristne fællesskab kan noget særligt.
Giver det kristne fællesskab mening?
Da jeg flyttede til Aarhus for at studere, var et spørgsmål, jeg ofte fik fra mine kristne venner; "hvilket kristent fællesskab vil du så komme i?" Op til sommerferien lyder det også på mange af landets kristne efterskoler: "Det er vigtigt, at I finder jer et kristent fællesskab, når I kommer hjem."
Vi bliver opfordret og opfordrer ofte hinanden til at komme i kristent fællesskab, men hvorfor? Gør det nogen forskel, at det specifikt er et kristent fællesskab? Kunne det ikke lige så godt være et andet værdibåret fællesskab? Hvad betyder det for unges trivsel at have et kristent fællesskab? Og hvis det kristne fællesskab giver mening, hvem giver det så mening for?
Før vi går dybere ned i spørgsmålet om, hvorvidt det kristne fællesskab giver mening, vil jeg starte med at slå fast, at fundamentet for, at det kristne fællesskab giver mening, er, at Jesus er den, han siger, han er: At Jesus stod op fra de døde, og at han giver os buddet om at elske hinanden, som han har elsket os. Det kristne fællesskabs betydning kan derfor ikke reduceres til at være en faktor i samfundsspørgsmålet om unges trivsel.
Med fundamentet på plads mener jeg, at det alligevel giver mening at reflektere over, hvordan det kristne fællesskab med samfundsmæssige briller kan give mening. Ikke bare for kristne unge men for alle.
Et ritualiseret mentalt frirum
Ifølge ungdomsforskerne Kirsten Grube og Søren Østergaard kan organiserede fritidsaktiviteter som kristne ungdomsfællesskaber være et ritualiseret mentalt frirum for unge. Det betyder, at i en hverdag, der kan føles ukontrollerbar, kan kristne ungdomsfællesskaber være en tryg gentagende pause fra det nye, det usikre og alle de steder, hvor man som ung kan føle, at man skal præstere.
Et fællesskab, hvor man får et frirum fra præstationskulturens selvansvarliggørelse, kan ifølge sociolog Anders Petersen være meget meningsfyldt for den unge og have stor betydning for trivslen. Spørgsmålet er så bare, om vores kristne fællesskaber formår at være dette frirum?
"Man har en eller anden idé om, at man skal være ligesom alle andre, og alle andre er helt perfekte," sagde en pige i gymnasiealderen, da jeg interviewede hende til mit bachelorprojekt omkring kristne ungdomsfællesskaber i en præstationskultur.
Hvis præstationskulturen sniger sig ind i det kristne fællesskab, og det bliver et sted, hvor man føler, at man skal præstere overfor hinanden, bliver det ikke et ritualiseret mentalt frirum. Det kan føre til forvrængede gudsbilleder, hvor Gud bliver én, man skal præstere overfor. Hvis præstationskulturen sniger sig ind, er der en god chance for, at det kristne fællesskab ikke føles særlig meningsfyldt.
At undgå præstationskulturen i de kristne fællesskaber betyder skørt nok ikke, at vi skal stoppe med at præstere eller tage ansvar. Men det betyder, at vi skal gøre det på et fundament af Guds nåde. Guds nåde, der giver os plads til at komme og møde hinanden, som vi er, og ikke som vi synes, vi burde være. Guds nåde, der er tålmodig, og som rejser os, når vi fejler. Hvis den nåde får lov til at gennemsyre de kristne fællesskaber, så er der mulighed for, at det kristne fællesskab kan blive en værdifuld spiller i unges trivsel.
Med Jesus får vi givet et anderledes ideal, der tjener et højere formål end blot vores egen selvrealisering.
"Kristendommen er i sin bedste udgave en kombination af de to. En stærk etisk forpligtelse på at leve op til idealet OG en barmhjertig og kærlig eftergivelse af den utilstrækkelighed, som idealet medfører," skriver højskolelæreren Christian Hjortkjær i sin bog Utilstrækkelig.
Der er nemlig noget særligt ved de kristne fællesskaber i forhold til andre fællesskaber, der også kan være ritualiserede mentale frirum - og det er evangeliet. Det budskab, som evangeliet kommer med om, at Jesus er død og opstået for at sætte os fri, findes ikke i andre gode fællesskaber. Præstationskulturen kan få os til at tro, at vi konstant skal leve op til egne og andres idealer om, for eksempel, at være den bedste udgave af os selv og samtidig nyde livet. Med Jesus får vi givet et anderledes ideal, der tjener et højere formål end blot vores egen selvrealisering.
Efter, at Jesus har vasket disciplen Peters fødder, siger han i Johannesevangeliet kapitel 13, vers 14-15: "Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer." Jesus giver os sig selv som ideal. Ikke et ideal, vi kan efterleve af os selv, men et ideal vi skal kæmpe for at efterleve, fordi han allerede har vasket vores fødder. Og når vi så igen og igen erfarer, at idealet for os er umuligt at efterleve, og vi må erkende vores utilstrækkelighed, så møder Jesus os med evangeliet om, at han har gjort alt for os. Han er tilstrækkelig for os. Det er et helt særligt budskab i det kristne fællesskab.
Et ritualiseret mentalt frirum
Ifølge en undersøgelse lavet af sundhedspsykolog Peter La Cour er kirkegængere mere tilbøjelige til at give og modtage hjælp. Det er en gammel undersøgelse, og den er ikke lavet på kristne ungdomsfællesskaber, men det til trods så harmonerer det godt med billedet om, at vi som kristent fællesskab er ét legeme fra 1. Korintherbrev kap. 12. Hvis det, at vi skal tage imod hjælp og hjælpe hinanden, faktisk er noget, vi lever efter i vores fællesskaber, så kan de være meget meningsgivende, fordi de netop giver en følelse af at være en del af noget større.
Gud vis mig i dag, hvem jeg skal være noget særligt for, og hvem der skal have lov til at være noget særligt for mig.
En bøn, jeg personligt holder meget af at bede, som jeg lærte af en, jeg var efterskolevolontør sammen med, lyder: Gud vis mig i dag, hvem jeg skal være noget særligt for, og hvem der skal have lov til at være noget særligt for mig.
Om undersøgelsen fra Peter La Cour holder i dag, ved jeg ikke, men jeg ved i hvert fald, at Gud i sit væsen er fællesskab, og at han har skabt os i sit billede, så vi er faktisk skabt til at have brug for hinanden.
På mit studie som psykoterapeut sagde en underviser på et tidspunkt: ”Alle mennesker vil gerne virke, elskes og ikke dø,” og hvis det er sandt, så har kristendommen da virkelig noget at byde på – også med samfundsmæssige briller! Et kald til at virke ved at stræbe efter at elske Gud, sig selv og sin næste. Et budskab om, at vi allerede er helt igennem elsket af Gud, og at vi skal elske hinanden, som han har elsket os. Og et håb om evigt liv! Det er da et meningsfuldt fællesskab at blive en del af. Det kræver bare, at nogen inviterer en med.
Kun hvis vennerne kommer
Ofte vælger mange at komme i fællesskaber, hvor deres venner i forvejen er, for eksempel fra efterskolen eller folkeskoletiden. Det giver god mening. Det er trygt, og man sikrer sig imod den ubehagelige oplevelse af at komme ind i et rum, hvor man ikke ved, hvad man skal gøre af sig selv. Det kan også give noget værdifuldt til relationerne, at man som venner vælger at tage til et kristent arrangement sammen og måske endda kommer til at tale om tro med hinanden.
Det kan have stor betydning at have nogen at følges med, og det er ikke forkert at søge den tryghed. Men hvis vi vil have fællesskaber, der giver mening for alle, og ikke kun etablerede vennegrupper, så er vi nødt til at arbejde for, at vores kristne fællesskab bliver mere åbne. Det kan være, du skal være den første, der tager selv afsted og taler med nogen, du ikke kender? Det kan være, du skal bede for dit fællesskab? Invitere en ven med, som ikke nødvendigvis kender de andre? Eller have øje for, om der er nogen, som ikke kender andre, selvom du er sammen med alle dine venner?
Mulighederne er mange, men det kristne fællesskab er faktisk så meningsfuldt, at det ikke kun bør være meningsfuldt for vores vennegrupper at komme. Det er noget, vi kan øve os på. Vi kan ikke få perfekte fællesskaber, men vi kan få ærlige, åbne fællesskaber. Og så må vi igen og igen bede Gud om tilgivelse og sige undskyld til hinanden.
Vi holder aldrig op med at have brug for nåden i vores fællesskaber. Derfor er bøn et godt sted at starte for at få meningsfulde fællesskaber. Uden Jesus giver vores kristne fællesskab ingen mening, men med Jesus giver vores fællesskaber al mening – ikke bare for kristne, men for alle!
Det kristne fællesskab er faktisk så meningsfuldt, at det ikke kun bør være meningsfuldt for én bestemt vennegruppe at komme.
Derfor kan vi bede for og hjælpe hinanden til at arbejde for at have fællesskaber bygget på Guds tålmodige nåde, der møder os, hvor vi er. Fællesskaber, hvor det er tydeligt, at man er elsket, at man kan virke, og at man lever med håbet om et evigt liv. Et fællesskab med et budskab, som både du og dine venner har brug for at leve af.
Så start med at spørge dig selv og dem fra dit kristne fællesskab: ”Hvordan vil du arbejde for, at vores kristne fællesskab giver mening for både dem, der allerede kommer, og dem, der ikke kommer endnu?” Et ideal, Jesus giver os, og som vi heldigvis ikke skal efterleve af os selv, men som vi kan kæmpe for med ham, der allerede er tilstrækkelig for os.
Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Mening”.
Udforsk mere
Find mere indhold20. oktober 202520. okt. 2025
1 min. læsning
Abraham ser stjerner - på den gode måde - og vi skal alle sammen lære at se lidt udover os selv. Gud giver også et mærkeligt tegn, der skal afhjælpe Abrahams tvivl.
Af Mads Due
4. marts 20254. mar. 2025
3 min. læsning
KFS’ nyudgivne antologi taler ind i dette emne ved at sætte både de personlige oplevelser og teologiske spørgsmål på dagsordenen.
Af Victoria Rosenkvist Krohn
4. marts 20254. mar. 2025
5 min. læsning
Er det bibelsk at udbytte naturen? I skabelsesberetningen befaler Gud mennesker at underlægge sig jorden. Nogle kristne har set dette som en guddommelig tilladelse til ubegrænset brug af en begrænset klode. Læs med når to af folkene bag Grøn Kirke luger ud i tolkninger af det kristne natursyn.
Af Martin Ishøy og 1 anden
4. marts 20254. mar. 2025
5 min. læsning
Bibelen er fuld af fortællinger om undere, som synes at bryde med vores fornuft. Skal man som kristen slå hjernen fra for at kunne rumme Bibelens beretninger? Filosofistuderende Sara Fonnesbæk Jalk argumenterer for, at det at tro på mirakler ikke sker på bekostning af fornuften.
Af Sara Fonnesbæk Jalk
4. juni 20254. jun. 2025
6 min. læsning
En how to-guide til hvordan man siger undskyld på en meningsfyldt måde.
Af Signe Falch Madsen
4. juni 20254. jun. 2025
6 min. læsning
Hvordan svarer man på store og svære spørgsmål om sin tro uden at skulle undskylde den? Clara deler sine erfaringer og fortæller om friheden ved bare at være et vidne.
Af Clara Kjær Jensen
6. december 20246. dec. 2024
6 min. læsning
Hvorfor har Til Tro ikke bragt denne artikel noget før?! Redaktøren er formentligt ikke den eneste, der har bokset med Bibelens skræmmende passager om frafald. Teologiprofessor Sigurd Grindheim udlægger Hebræerbrevets advarsel imod forhærdelse i det sjette kapitel og placerer budskabet i Guds urokkelige troskab, der er ny hver morgen.
Af Sigurd Grindheim
4. juni 20254. jun. 2025
4 min. læsning
Bogen giver en god indgang til konceptet om at faste, fordi det sættes i forbindelse til troslivet på det helt overordnede plan og dermed giver mulighed for, at vi kan lære, hvordan en mere ukendt praksis som faste kan se ud i kristenlivet i dag.
Af Stefan Lumholdt Pedersen
6. december 20246. dec. 2024
6 min. læsning
Ansvar, festglans og grønne teknologier. Erhvervsmand Martin Falch Rasmussen fortæller om, hvad der får ham ud af sengen om morgenen.
Af Martin Falch Rasmussen
10. oktober 202110. okt. 2021
3 min. læsning
The Chosen gør de mange begivenheder, man kan læse om i bibelen, visuelt levende.
Af Lars Breum Petersen
30. september 202530. sep. 2025
6 min. læsning
Der skal være 3-4 cm mellem radiser. Læs Ellas erfaringer med vigtige mellemrum i livet.
Af Ella Wessing
4. marts 20254. mar. 2025
3 min. læsning
Bogen prompter meget tænkning, så selvom den er kort, kan du godt forvente at stoppe op flere gange undervejs for at tænke videre. Og det er meget godt, for selvom McLaughlin er skarp, er dette ikke spørgsmål, man kan sluge på så korte kapitler.
Af Stefan Lumholdt Pedersen











