Gud, hvor jeg savner … dig!

Jeg har sjældent læst bøger om sorg. En af grundene er måske, at jeg ikke har oplevet sorgen så nært, som de fleste forfattere til bøgerne har, og jeg derfor ikke har troet, at jeg kunne relatere godt nok. Men ved en gennemlæsning af Jakob Søe Esmarchs Gud, hvor jeg savner ham!, måtte jeg alligevel sande, at refleksioner over sorg ikke kun kan give mening for dem, som netop har mistet en nær ven eller et familiemedlem. I bogen fortæller Esmarch om, hvordan hans ældste søn Simon som blot 9-årig fik konstateret kræft, og om hvordan Simon og familien måtte se sygdommen tage mere og mere fra dem, indtil den til sidst også tog livet. Men bogen er ikke en beretning fra en tragedieramt familie med det formål at fortælle en ulykkelig historie. I stedet vidner hele bogen om en kamp, ikke kun mod en ondsindet tumor, men på mange måder også mod en god Gud. Læserne lukkes nemlig ind i Esmarchs tanker og følelser omkring situationen, selvom han ofte oplever den som meningsløs.

Man kan ikke intellektualisere den situation, familien Esmarch har stået i. Derfor er bogens følelsesmæssige ærlighed et frisk pust. Det er ikke en bog, der akademiserer sorgen, men en som giver plads til alle de følelser, der ligger i vores spørgsmål til Gud. Det er nemlig ikke filosofi omkring, hvordan Gud i teorien kan være god, når verden er ond. Nej, Esmarchs bog er et fremragende eksempel på den ærlige længsel efter Gud midt i lidelsen, også den meningsløse. Og i det møde åbner bogen op for at se på den lidende Gud, som ikke kun står hævet over mennesker i sin retfærdighed og suverænitet, men som også hænger på et kors eller beder en ængstelig bøn i Getsemane have. 

På side 98 skriver Esmarch: ‘’Det giver mening for kvinden at lide, når hun gør det som et kærlighedens offer for sin søn. Når den her mor – og andre med hende – oplever belastning, afsavn og bekymring, fordi det barn, hun elsker, er alvorligt syg, så er hendes kærlighed i familie med Kristi kærlighed. Kristus led og ofrede sig, fordi han elskede. Kristi kærlighed er en lidende kærlighed. Jeg aner, at der er noget mere i det her: Mennesker kan søge at følge Kristus ind i lidelsen. I lidelsen kan ligge en oplevelse af fællesskab med Gud selv – en oplevelse, som kan få en åndelig betydning med stor dybde’’. Bogen veksler mellem dybe refleksioner som denne og stærke anekdoter fra perioden.

Gennem bogen får man malet et billede af Esmarchs søn Simon som en frisk og glad dreng, men noget af det, som efterlader det største indtryk, er håbet. Det håb, som en sygdomsramt dreng har om at blive rask, og om at tilbringe en evighed uden sygdom, men også håbet i de små ting, og i det daglige. På et tidspunkt i bogen fortælles der om en aftenbøn, hvor Simon en dag siger: ‘’Tak Gud, fordi jeg har haft et godt 10. leveår’’ (s. 257). Vidnesbyrdet om den umiddelbare taknemmelighed for, hvad der er muligt, og hvad der er godt, midt i smerten over alt det, der ikke er godt, er enormt stærkt. Og bogen lader Simons vidnesbyrd stå flot i lyset af Esmarchs egen tvivl og frustration, som skaber en større forundring over ideen om håb og livsglæde.

Denne anmeldelse er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Mellemrum”.