Artikel 5

Undskyld

Syndens svaghed

Serier eller morgenandagt? Steffen Birkmose oplever, at han er god til at tale, men ikke til at handle. Læs om hans oplevelse med skam og synd, og hvordan han oplever at syndens magt afmonteres.

Af Steffen Lund Birkmose, cand.mag. i kultur og formidling, rundstyk@gmail.com

4. jun. 2025

6 min. læsning

”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.” Paulus’ Brev til Romerne kapitel 8, vers 1.

Selvom om det er mega ”spoiler alert”, så er det altid her, jeg starter, når det handler om synd. Der er ingen grund til at lade som om, at jeg ikke ved, at Jesus har frelst mig. Det er hovedgrunden til, at jeg frimodigt kan bekende min synd. Intet, jeg trækker frem, kan rive mig ud af hans frelse.

Forestil dig at sidde med en ven, du er så tryg ved, at du kan fortælle ham eller hende alt. Selv det, du hader allermest, at du har gjort. Nu ved jeg ikke, hvordan det er for dig, men jeg har selv ting, jeg ikke fortæller til andre. Deres syn på mig ville da briste, hvis de vidste, hvilke sindssyge tanker jeg tænker. 

Men hos Gud har jeg et løfte. Jeg vil aldrig blive mødt med fordømmelse, når jeg er i Jesus. Det er det vildeste. At jeg frimodigt kan fortælle Gud om alt det, jeg fortryder, og så blive mødt med lige præcis 0 % fordømmelse.

Okay – med det på plads, så lad os gå til synd. 


Vasen er dyrebar
Vi forestiller os, at mine forældre har en vase. Det kunne være en vase, min mor havde arvet, som havde været hendes oldemors. En pænt gammel vase, og meget dyrebar. Jeg får at vide, at den skal jeg passe på. Det er forståeligt.

På samme måde er der ting, som Gud har sagt, vi skal passe på.


Der er ingen grund til at lade som om, at jeg ikke ved, at Jesus har frelst mig. Det er hovedgrunden til, at jeg frimodigt kan bekende min synd.


Noget af det første han satte os til, da han havde skabt os, var at passe på jorden. Gud skabte jorden, med alle dyrene – og han så, at det var godt. Og så bad han os passe på den. Det handler både om klima, miljø og dyrevelfærd. 

Vi er dyrebare, højt agtet, og han elsker os (Esajas’ Bog kapitel 43, vers 4). Det har to konsekvenser. Gud siger, at du skal passe på dig selv. Du er dyrebar, og sådan skal du behandle dig selv. Det har også den anden konsekvens. Alle de andre er også dyrebare. Det betyder, at du skal behandle andre på den måde. Dem skal du passe på. 

Og så siger han, at relationen til ham er dyrebar. Vi skal elske og ære Gud. Det betyder blandt andet at bruge tid sammen med ham, lytte til ham og stole på ham. 


Så crasher den simpelthen
Forestil dig, at jeg kommer til at puffe til den dyrebare vase. Den falder på jorden og knuses i tusind stykker.

Det var måske ikke med vilje. Måske var det. 

Sådan er det også med det, Gud har sagt, var dyrebart, og som jeg skulle passe på. 

Gang på gang kommer jeg til at smadre løs. Vi behøver vel ikke rigtig nævne klimaet? Altså selvom jeg godt ved, hvad der er det rigtige at gøre, og at situationen er rimelig akut. Jeg er god til at brokke mig, men så snart det kræver noget af mig, ryger den høje moral direkte ned i toilettet med tryk på stort skyl.

Jeg taler ikke til mig selv, som om jeg var dyrebar. ”Steffen, din store idiot”, cirkulerer med 120 i timen rundt i kraniet. Jeg taler mig selv ned. Min krop presser jeg også unødigt, fordi jeg vil så meget og glemmer at holde pause. Nogle gange er det også det, jeg fylder mig selv med, der ikke taler for, at jeg er speciel dyrebar. Fx når jeg bare doom-scroller en times Instagram. Så slukkes der hjerneceller til den helt store guldmedalje.

Og min næste. Føj, den kan give mig mavekneb. Jeg forsøger virkelig at være god og behandle alle godt og være rummelig – jeg er det bare ikke. Jeg snobber helt vildt og ser ned på andre mennesker. Hvis de bare var lige så gode som mig eller forsøgte lige så meget som mig. Det er frygteligt. Og måske er jeg god, når der skal tales, men når der skal handles, så er jeg en kujon.

Min relation til Gud er heller ikke i toppen. Alt for mange morgener vil jeg hellere se en tv-serie end holde morgenandagt. Og i løbet af dagen bliver tanker og følelser hijacket af alt muligt andet. 

Så står jeg der som en elefant i glasbutikken. Og det er bestemt ikke rart. Jeg kunne godt have lyst til bare at feje det hele ind under gulvtæppet. Det er meget oppe i tiden. Du skal bare sige til dig selv, at du er okay, og at du gør det godt nok – og andre velmenende råd. Der er bare det kæmpe problem, at jeg godt selv ved, at det er en løgn. Seriøst. Jeg gjorde det ikke godt nok. Jeg gjorde lige det modsatte. Jeg gjorde det onde.


Bekendelsen
Men her kommer det befriende. For Gud siger aldrig pyt til det, jeg har gjort. Han siger ikke til mig, at ”det er ok, du gjorde dit bedste”. Han anerkender mig som det handlende væsen, jeg er, og siger, at der er en straf.

Den straf rammer bare ikke mig. Den rammer Jesus. 

Jeg oplever intet andet sted, hvor min synd i den grad bliver taget seriøst, samtidig med at jeg ikke oplever fordømmelse – men i stedet møder frelse og Guds store kærlighed.

Men hvis frelsen er sikret – hvorfor så bruge tid på syndsbekendelse? Fordi det, vi ikke sætter ord på, har det med at blive til kold slam i vores system. Min oplevelse er, at den synd, jeg ikke får snakket med Gud om, ligger nede i mørket og skaber tvivl og usikkerhed. Sætninger som ”Gud elsker dig ikke sådan rigtig” dukker op. Kan han virkelig elske mig, når jeg har gjort det her?

Men når jeg får sat ord på min synd overfor Gud, så mister den sin magt. Nogle gange ikke med det samme, og nogle gange skal der også andre ting til. Særligt hvis den har filtret sig ind i min psyke. Men generelt set så oplever jeg en kæmpe frihed, når jeg sætter ord på synden og får sagt, at nu er der ingen fordømmelse for den, som er i Kristus Jesus. Så skal ikke engang jeg selv gå rundt og fordømme den.

Så der skal lyde en kæmpe opfordring herfra til at bruge noget tid på syndsbekendelse. Ikke som en eller anden flagellant, der render rundt og pisker sig selv, men fordi der er en kæmpe frihed i det.


Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Undskyld”.


Udforsk mere

Find mere indhold

4. jun. 2025

5 min. læsning

Kronik: Magten til at tilgive – eller give igen

Staters officielle undskyldninger kan kaste lys over offerets magt, og samtidig give os noget at tænke over, når vi selv skal tilgive.

Af Lærke Højlund Wibe Søes

10. okt. 2021

3 min. læsning

The Chosen visualiserer evangelierne

The Chosen gør de mange begivenheder, man kan læse om i bibelen, visuelt levende.

Af Lars Breum Petersen

4. jun. 2025

7 min. læsning

Fem grunde til at gå til skriftemål

I skyggen af dåb og nadver står en vigtig kirkelig handling, der ofte overses: Skriftemålet. Heri kan man, ifølge Flemming Baatz, modtage syndsforladelse på en håndgribelig måde. Men hvorfor ikke bare bekende sin synd for Gud? Hvorfor rode andre ind i det?

Af Flemming Baatz Kristensen

4. jun. 2025

5 min. læsning

Undergud

Gud er over alle og under alle. Med et gammelt digt som prisme viser Kasper, at den kristne Gud ikke er bange for at besøge almindelige mennesker i middagsheden eller vaske deres fødder.

Af Kasper Andreas Bergholt

4. mar. 2020

3 min. læsning

Hvis fremtiden er filterløs, ser det rigtig lyst ud for kirken

Det var måske i mødet med denne oplevelse, at det gik op for mig, at samtalepodcasts er alt andet end ligegyldige og overfladiske.

Af Jacob Munk og 2 andre

11. okt. 2024

6 min. læsning

Elsk din menings fjende

I KFS er der plads til mening. Så hvordan undgår vi tunnelsyn og lærer at udveksle holdninger på en konstruktiv måde? "Vi må skelne mellem mennesket og den mening, de har", lyder det fra retorikstuderende Liv Strandkvist, der opfordrer os til at møde vores menings fjende med fred, ydmyghed og kærlighed. Det kan resultere i en sund holdningsændring eller større forståelse for, hvorfor man tror, som man gør.

Af Liv Strandkvist

6. dec. 2024

3 min. læsning

Kronik: Trendsættercirkus

In. Så yt. Som trendsætter skal du få følgere og samtidigt virke ligeglad med, hvad de tænker, og så snart trenden er mainstream, er det vovede, enestående og individualistiske sejret ihjel og en ny udtryksform må skabes for igen at hæve sig over normen og bevare egoets selvhøjtidelighed - med en uinteresseret attitude naturligvis. Det er ikke nemt at være in. Derfor oversætter vores kære kronikskribent tidens trends, så du kan ride med på bølgen – eller lade være.

Af Nikolaj Nørgaard Bach

4. mar. 2025

5 min. læsning

Helvede er ikke Guds torturkammer

Bibelens billeder på helvede har fået deres eget liv i vestlig kultur, men billedernes betydning er blevet glemt. Teolog Anders Kildahl Keseler opridser, hvad Bibelen siger og ikke siger om helvede. Dæmoner med treforke ryger ud, og dobbeltlukkede døre ryger ind.

Af Anders Kildahl Keseler

30. sep. 2025

6 min. læsning

Efter døden, inden livet

Hvad sker der, når vi dør? En tidligere højskolelærer og forlagsleder undersøger lutherske svar på spørgsmålet, og hvad Bibelen egentlig siger.

Af Inger Margrethe Kofod-Svendsen

4. mar. 2025

4 min. læsning

Kronik: En undervurderet konsekvens af generationskløften

Gud er generationel. Lærke Højlund Wibe Søes beretter om at bygge bro over generationskløften for at se mere af Gud. Det er en øvelse i at lytte til både ældre og yngre og at minde sig selv om, at vi altid er relevante for hinanden.

Af Lærke Højlund Wibe Søes

11. okt. 2024

8 min. læsning

Elskende og meningsgivende fællesskaber

I KFS er der plads til mening. Så hvordan undgår vi tunnelsyn og lærer at udveksle holdninger på en konstruktiv måde? "Vi må skelne mellem mennesket og den mening, de har", lyder det fra retorikstuderende Liv Strandkvist, der opfordrer os til at møde vores menings fjende med fred, ydmyghed og kærlighed. Det kan resultere i en sund holdningsændring eller større forståelse for, hvorfor man tror, som man gør.

Af Kristina Eskildsen Overgaard

4. jun. 2025

6 min. læsning

Ni ingredienser til en meningsfuld undskyldning

En how to-guide til hvordan man siger undskyld på en meningsfyldt måde.

Af Signe Falch Madsen