Ikke bare 'Narnia i rummet'

Da jeg for små tre måneder siden fik at vide, at C.S. Lewis, en forfatter, som jeg bildte mig selv ind, at jeg kendte ret godt, havde skrevet en hel science fiction-trilogi, blev jeg både meget nysgerrig og meget overrasket over, at jeg aldrig havde hørt om den før. For Lewis er en stor kanon i de kristne kredse, som jeg kender bedst til, og når en præst understreger en pointe med et Lewis-citat, er jeg straks mere villig til at acceptere den.

Det skyldes nok både mandens åbenlyst enorme visdom og også det faktum, at hans Narnia-bøger er en form for grundfortællinger i mit liv, ligesom de nok også er det i mange andres. Aslan-figuren har for eksempel hjulpet mig med bedre at forstå, at Jesu kærlighed er helt personlig. Det er ikke små sager.

Det var derfor med store forventninger, at jeg begyndte på Rejsen – Malacandra, som er den første bog i Lewis’ sci-fi-trilogi. På en lun sommeraften i England møder vi filologen Ransom på vandring gennem landskabet. Han bliver dog hurtigt afbrudt i sin travetur, og før han ved af det, er han blevet anbragt i et rumfartøj på vej mod planeten Malacandra sammen med to skidte fyre.

Hvad der venter ham der, vil jeg ikke gå for meget i detaljer med. Jeg vil i stedet opfordre kraftigt til, at man får fingrene i bogen og læser det på egen hånd, for den er et ganske interessant bekendtskab. Man kan godt forstå, at Tolkien var begejstret for bogen, for den bruger ganske meget af sine 240 sider på beskrivelser af landskaber, sprog og mytologi.

Da Lewis skrev bogen i 1938, var der endnu lang tid til, at Neil Armstrong tog sit første skridt på månen. Det betyder, at hans viden om rummet var en anden, end vores er i dag, og at der er nogle ret fantasifulde beskrivelser af både rumrejse og solsystemets planeter, som nogle måske vil synes er lige lovlig urealistiske, men som jeg egentlig nød originaliteten af.

Et eksempel på dette er, at selve det tomme verdensrum, som rumfartøjet bevæger sig igennem på sin rejse, i denne bog beskrives som noget helt andet end et koldt, dødt fravær af alt andet. Det er tværtimod fyldt med liv og varme.

Bogen er også god, når den beskriver mødet mellem Ransom og Malacandras beboere. Lewis bruger dette møde og de kommunikationsproblemer, der selvfølgelig opstår, til at fortælle noget om mennesket og dets tanker om sig selv og om det fremmede. Her ser man også en af forfatterens styrker, nemlig at han har en dyb forståelse for mennesket som et tænkende og åndeligt væsen. Han formår at vise, hvordan frygt, hovmodighed og grådighed kan ligge dybt i os og gøre vores fortolkning af verden fuldstændig skæv.

Ud fra et kristent synspunkt er der også flere ting at hente. Lewis giver (selvfølgelig) kristendommen og evangeliet en plads i sin kosmiske krønike, selvom de ikke fylder helt lige så meget som i Narnia.

Han undersøger for eksempel, hvordan vi kan forestille os den kristne Gud i et univers, hvor der findes liv på andre planeter. Han viser også, hvordan det gode kan være fuldstændig uforståeligt for det, der er ondt eller ødelagt. At det onde ikke formår at åbne sig for det gode, fordi det læser onde intentioner ind i det godes handlinger, hvilket tydeligt ses i mødet mellem jordboerne og Malacandraboerne. Dermed bliver historien et ganske stærkt billede på, hvordan mennesket kunne have været, men også hvor langt det nu er fra at være det, som Gud fra begyndelsen skabte det til.

Jeg har få kritikpunkter af bogen, men det skal alligevel forklares her, hvorfor jeg ikke giver den alle de guldstjerner, jeg kan. Den har nogle gange lidt for travlt med at komme videre i plottet, særligt går bogens begyndelse ret hurtigt, hvilket især går ud over karakterernes dybde.

For selvom hovedpersonen er ret troværdig som repræsentant for menneskeheden med al sin syndighed, er han samtidig en lidt anonym hovedperson uden meget personlighed. Lidt flere sider kunne have klædt den. De kunne også bruges til at udfolde mere om rumvæsnerne, som man sagtens kunne bruge mere tid med.

Alt i alt kan jeg i høj grad anbefale bogen. Den er ikke bare ”Narnia i rummet”, men sit eget. Dens fokus på filologi og take på rumrejser er meget originale. For mig når den ikke de samme dybe indsigter om kristenlivet, som Narnia gør, men historien er god alligevel, og Lewis skriver bare suverænt. Jeg er meget nysgerrig på de to næste bøger i serien.

Køb bogen her.