Skyld

"Ingen kan dog købe en broder fri eller betale Gud løsepenge for ham. Løsesummen for deres liv er så høj, at man må opgive det for altid." 

(Salmernes Bog kapitel 49, vers 8-9)

I Bibelen bliver det ofte gjort klart, at vi som mennesker har brug for, at Gud køber os fri fra vores skyld. Men her oplever jeg, at mange mennesker kan blive provokeret. For hvem siger egentlig, at jeg skylder Gud noget? Er alt det med skyld, synd og tilgivelse ikke bare noget, kirken har fundet på? Kirken har opfundet et problem, som kun den selv har løsningen på: Du er skyldig, og den eneste måde, du kan blive sat fri på, er ved at blive kristen.

Men sådan tror jeg ikke, man kan stille det op. Skyld er ikke et opfundet problem, som kirken har bundet os på ærmet. Jeg tror, vi alle kender til skyld og længes efter at blive sat fri.

Hvordan hænger det så sammen? Jo, alle mennesker har tanker om, hvad der er rigtigt og forkert. Selvom der kan være store forskelle i, hvad vi tænker, er det rigtige at gøre, lader der faktisk til at være én ting, som går igen: Den gyldne regel. Den findes for eksempel i Lukasevangeliet: ”Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem” (Lukasevangeliet kapitel 6, vers 31).

Denne regel er ikke forbeholdt kristendommen. Faktisk findes den i forskellige formuleringer i stort set alle etiske traditioner. Lige fra jødedom og islam til hinduisme, buddhisme og ateistisk oplysningsfilosofi.

Stort set alle er enige om, at vi skal behandle andre, som vi selv vil behandles. Men lever vi så op til det? Svaret er nej. Du kan jo prøve den her test: Når jeg bliver vred på nogen, fordi jeg mener, de gjorde noget dårligt mod mig, så prøver jeg at tænke på, om jeg engang har gjort noget lignende mod andre. Svaret er næsten altid ja. Jeg er også skyldig. Jeg oplever det, som den kristne tænker C. S. Lewis skriver i bogen The Problem of Pain:

”Alle mennesker er skyldige på samme måde – ikke ud fra fremmede etiske regler, men ud fra deres egne etiske regler, og derfor bærer alle på en bevidsthed om skyld.” (s. 11, egen oversættelse)

Der er altså ingen af os, som behøver at få fortalt, at vi er skyldige. Det ved vi allerede selv. Vi ved som regel godt, hvad der er det rigtige at gøre, men vi kan ikke leve op til det. Lige meget hvor hårdt vi prøver, vil vi altid komme til kort over for vores egne standarder. Vi er skyldige og ude af stand til at betale prisen.

Og her kommer de gode nyheder til os fejlende mennesker: Vi behøver ikke betale prisen. Det har Jesus gjort for os. Jesus ser os nemlig ikke først og fremmest for vores fejl og mangler. Midt i vores skyld ser han os som dybt værdifulde og elskede. Han vil gå gennem ild og vand bare for at være sammen med os. Og det gjorde han.

Jesus døde på korset for at tage straffen for vores fejltagelser. Han betalte den pris, vi skylder. Han købte os fri.

Denne andagt er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Pris”.