Artikel 7

Under

Samtaler under overfladen

Det kan være svært at tale om tro i dagens Danmark. Selv i de kristne fællesskaber glider samtalen hurtigt hen på de lette emner. Inge Ramskov Kiel Hermanns efterspørger flere samtaler om tro - at vi tør være nysgerrige på hinanden og stille de lidt dybere spørgsmål.

Af Inge Ramskov Kiel Hermanns, Studerer kemi, ingerhermanns@gmail.com

4. mar. 2025

6 min. læsning

Der er noget ved havet, som altid har fascineret mig. Noget, som vækker min opmærksomhed og min nysgerrighed. Det endeløse hav rummer hemmeligheder, som vi mennesker aldrig vil kende til. Havets dybder er langt udover vores fatteevne, og bølgerne hvisker en sang, hvis ord vi aldrig helt vil kunne forstå. Når solens stråler rammer vandet, vil det klare lys få overfladen til at glimte. Men hvad, der gemmer sig under overfladen, vides ikke.

Når jeg ser på havet, er der noget, som vækker en genklang. Der er det med havet, at alt det, der ligger under overfladen, er svært at se for dem, som står på strandbredden. På samme måde er det med troens dybder. Min tro er som havet, der findes dybder, som jeg ikke engang selv forstår. Men det er ikke godt for troen, hvis man kun betragter på overfladen og ikke dykker dybere ned.


Svært at åbne op

I løbet af efteråret er kampagnen ”Lad os tale om tro” blevet rullet ud; en kampagne, der sætter fokus på, at vi igennem samtaler om troen kan komme tættere på Gud og på hinanden. Samtalen om tro er vigtig. Jeg synes dog, at det er ærgerligt, at der skal en kampagne til, før vi tør nærme os hinanden og tage den samtale. Netop ”Lad os tale om tro”-kampagnen er et tegn på, at mange har brug for at tale om troen, men har svært ved at gøre det. Faktisk tror jeg, det er et generelt problem i vores tid, at vi ikke tør nærme os hinanden, at vi er blevet berøringsangste, for hvad nu hvis det støder vores samtalepartner, at vi åbner op og stiller nærgående spørgsmål? Troen er blevet en privat affære. Noget, som vi praktiserer i kirken og ellers holder for os selv. Måske er vi også bange for at blotte os og være sårbare? Bange for at den pæne overflade vil krakelere.


Det kristne fællesskab bliver hurtigt et sted, hvor vi mødes til lovsang, andagt, oplæg og andre åndelige tiltag, men når kaffen serveres, glider samtalen over i mere lette emner.


Som mennesker er vi nuancerede væsner. Der er mange spørgsmål, tvivl og tanker, som følger med det at være kristen. Sådan tror jeg, der er mange, som har det. Alligevel kan jeg føle mig alene med det. Jeg synes, det er svært at give Gud plads i min hverdag. Jeg savner at glædes over bibellæsning. Jeg bliver frustreret over at se, hvordan mine nærmeste lider, uden at jeg oplever, Gud griber ind. Og jeg har tidspunkter, hvor jeg tvivler på, om Gud overhovedet er der. Men det er svært at åbne op for en samtale om dette. Det er her, jeg har brug for fællesskabet. For hvem skal jeg tale med om troen, hvis ikke mit kristne fællesskab?


Samtalen skal starte i kirken

Alligevel sker der nogle gange det i de kristne fællesskaber, at vi heller ikke her tør stille hinanden de svære spørgsmål. Hurtigt bliver fællesskabet et sted, hvor vi mødes til lovsang, andagt, oplæg og andre åndelige tiltag, men når kaffen serveres, glider samtalen over i mere lette emner. Og jeg undres over, om de andre mon har det ligesom mig? Måske har de også brug for at tale om tro og tvivl og om, hvem den Jesus, man kender, egentlig er. Måske findes der også her en længsel efter at dykke ned under overfladen og gå på opdagelse i dybderne?

Det er vigtigt at snakke om tro med de mennesker, der er omkring en, men samtalen starter i kirken. Der er brug for, at vi i vores fællesskaber og relationer til hinanden, tør springe ud i at stille spørgsmål som: Hvordan har du det med Jesus? Og hvad fylder i dit trosliv lige nu? 

Af natur er jeg ikke en person, som uden videre bruser ud med mine tanker og følelser. Jeg har brug for at blive spurgt, før jeg taler, men hvis nogen spørger, så vil jeg gerne snakke. Det tænker jeg, er en gængs ting – at man gerne vil spørges, før man åbner op. Derfor er det vigtigt, at vi tør stille de spørgsmål, som trænger ind under overfladen.


At dykke dybere ned sammen 

Den største ressource vi har, er hinanden. Bonhoeffer skriver i sin bog Fællesskab: ”Kristus i min broders mund er stærkere end Kristus i mit eget hjerte”. Der er brug for, at vi taler om troen og livet med hinanden. Selvom det kan være svært at se Gud, så kan det kristne fællesskab være med til at pege på ham. En grund til, at jeg stadig er kristen i dag, er, at jeg midt i en livskrise var i et fællesskab, som løftede mig op og som i deres omsorg og kærlighed viste mig Gud. Et fællesskab, som gjorde plads til mig med al den tvivl og smerte som fyldte, og som var nysgerrige på mig i stedet for at skubbe mig bort. Et fællesskab, som turde dykke ned under overfladen.


Jeg har brug for at blive spurgt før jeg taler, men hvis nogen spørger, så vil jeg gerne snakke. Det tænker jeg er en gængs ting – at man gerne vil spørges før man åbner op.


Alligevel er det svært at tale om troen. Det er svært at sætte sig foran andre og vise, hvad der gemmer sig under overfladen. At sige: Jeg er ikke okay. Det er sårbart, for hvad nu hvis der ikke er nogen, som griber mig? Hvad hvis de andre ser skævt til mig, fordi jeg har ondt i mit liv? Jo mere man åbner op, desto mere kan man også blive såret. Derfor har vi også et ansvar for hinanden. De ting, som bliver delt, skal vi værne om.

Samtidig skal vi skabe et trygt rum og en kultur for at være nysgerrige på hinanden. Dybt inde i ethvert menneske findes der et ønske om at blive set og hørt.

Tør vi stille de dybe spørgsmål? Være sårbare? Eller skal vi risikere et tørt og goldt trosliv? Vi kan enten se på den blanke overflade eller dykke ned og finde havets forsvundne skatte.

Der er brug for, at vi tager en dyb indånding, bryder den glitrende overflade og med stærke armtag bevæger os dybere ned. Sammen. 


Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Under”.

Udforsk mere

Find mere indhold

6. dec. 2024

6 min. læsning

Pligten gør kærligheden fri

I denne artikel af Signe Thorup får du en klar og præcis udlægning af en kierkegaardiansk forståelse af det dobbelte kærlighedsbud. Det handler ikke om mavefornemmelser og varme følelser, men pligt, frisættelse og bleskift.

Af Alma Nymann Berggren

30. sep. 2025

3 min. læsning

Ordets autonomi

Ordrigdom opstår med mellemrum. Hvad kan mere end ord? Læs med, når Jørn Henrik Olsen grubler over samtaler, pauser og …

Af Jørn Henrik Olsen

8. okt. 2025

6 min. læsning

En musikalsk rejse mod Gud

Coltrane minder os om, at der er et håb. Det bliver, som det var.

Af Mads Due

4. mar. 2025

5 min. læsning

Helvede er ikke Guds torturkammer

Bibelens billeder på helvede har fået deres eget liv i vestlig kultur, men billedernes betydning er blevet glemt. Teolog Anders Kildahl Keseler opridser, hvad Bibelen siger og ikke siger om helvede. Dæmoner med treforke ryger ud, og dobbeltlukkede døre ryger ind.

Af Anders Kildahl Keseler

11. okt. 2024

8 min. læsning

Elskende og meningsgivende fællesskaber

I KFS er der plads til mening. Så hvordan undgår vi tunnelsyn og lærer at udveksle holdninger på en konstruktiv måde? "Vi må skelne mellem mennesket og den mening, de har", lyder det fra retorikstuderende Liv Strandkvist, der opfordrer os til at møde vores menings fjende med fred, ydmyghed og kærlighed. Det kan resultere i en sund holdningsændring eller større forståelse for, hvorfor man tror, som man gør.

Af Kristina Eskildsen Overgaard

4. mar. 2025

5 min. læsning

“Underlæg jer Jorden” – mission complicated

Er det bibelsk at udbytte naturen? I skabelsesberetningen befaler Gud mennesker at underlægge sig jorden. Nogle kristne har set dette som en guddommelig tilladelse til ubegrænset brug af en begrænset klode. Læs med når to af folkene bag Grøn Kirke luger ud i tolkninger af det kristne natursyn.

Af Martin Ishøy og 1 anden

30. sep. 2025

6 min. læsning

Mellem rum

Der skal være 3-4 cm mellem radiser. Læs Ellas erfaringer med vigtige mellemrum i livet.

Af Ella Wessing

30. sep. 2025

5 min. læsning

Mellem testamenterne

Hvad sker der i de næsten 400 år mellem Det Gamle og Det Nye Testamente, og hvorfor beskriver Bibelen ikke denne periode? Henrik Nymann Eriksen giver et historisk og politisk overblik over dette bibelske “mellemrum”.

Af Henrik Nymann Eriksen

2. nov. 2025

1 min. læsning

Patriarkerne 4/7 | "»Er du virkelig min søn Esau?« spurgte han..." | Mads Due

Snyd og bedrag. Slægten, der skal bære løfterne til Abraham, viser sig at være lidt dysfunktionel.

Af Mads Due

30. sep. 2025

7 min. læsning

Mellemøsten mellem magterne

Situationen i Gaza udvikler sig dag for dag. Bodil Skjøtt giver en kort indføring i en kompleks konflikt og kommer med sit bud på, hvordan vi kan forholde os til den.

Af Bodil Skjøtt

4. mar. 2025

9 min. læsning

Bibelen - forunderlig eller for underlig?

Er du nogensinde stødt på en historie i Bibelen, du synes var underlig? En sådan oplevelse kan teolog Robert Svendsen nikke genkendende til. Læs hans tanker om, hvordan en vred profet, en stor fisk og nogle ikke så helteagtige disciple vidner om en forunderlig Gud.

Af Robert T. Svendsen

4. mar. 2025

6 min. læsning

Når underet udebliver

Sognepræst Johannes Krarup har oplevet at bede for syge mennesker, hvor helbredelsen udeblev. Han mener, at der midt i tragedien er vigtige ting at lære om tro, omsorg og ansvar.

Af Johannes Krarup