Overflødig?

”Det er som om, I kristne har en fred, jeg ikke har,” fortalte min ven, da han var med i kirke.” Jeg kan godt huske, du var anderledes – altså på den gode måde. Det er derfor, det er fedt at være venner med dig,” sagde min anden ven, mens vi snakkede gymnasietiden igennem over en øl. Begge kommentarer efterlod mig med en varm følelse. En fornemmelse af, at jeg havde gjort noget rigtigt. At jeg havde gjort et indtryk, bare ved at være mig. At jeg havde gjort en forskel, og ikke var overflødig. På den anden side kan jeg huske min blå bog fra gymnasiet, hvor der under ”Om 10 år” står ”medlem af KristenDemokraterne” og ”gift med en fra Luthersk Mission”. De kommentarer sårede mig. For jeg følte mig ikke set som hele mig.

Min reaktion på mine klassekammeraters kommentar i blå bog kommer af, at jeg var træt af at være stemplet som ”hende, den kristne”. Jeg følte, at i deres øjne var jeg kun min religiøse overbevisning. Jeg følte mig proppet ned i en kasse, jeg ikke kunne være i. Jeg spurgte mig selv mange gange om, hvad det nyttede, at jeg var på det gymnasium. Jeg opfattede ikke mig selv som den, der var god til de store trossnakke. Mine klassekammerater ville ofte gerne diskutere religion, så jeg fik kastet spørgsmål i hovedet i starten af dansktimerne. Deres spørgsmål gav mig lyst til at krybe ned i et hul: Hvad nu, hvis jeg sagde noget forkert og skubbede dem længere væk? Hvad tænkte andre mon om mig?

Den stille vækkelse

Noget jeg har tænkt meget over, er en bevægelse, der er startet i England, man kalder for ”den stille vækkelse”. Vækkelsen kan også ses og måles i Danmark. Den stille vækkelse er i sin essens, at flere – særligt unge mænd – er begyndt at gå i kirke. Jeg mødte selv en dag et menneske, som var kommet til gudstjeneste for at bede en bøn. Jeg har oplevet kristendomskurser, hvor mennesker er kommet, fordi de søgte på nettet efter noget med tro. Det er fuldstændigt uforklarligt for mig, hvordan disse mennesker er endt i kirken. Jeg kan konkludere, at Gud uden om kirken har rakt ud til mennesker, fordi han gerne vil dem. Har Gud så brug for os kristne til at fortælle om ham? Er vi overflødige, eller kan vi bare godt føle det sådan nogle gange?

I København er jeg en del af en KFS, der mødes hver mandag. Vi beder tit om, at nye mennesker må lære Jesus at kende gennem vores fællesskab. Hvordan kan det være, vi ikke oplever, at der strømmer nye til? Hvordan kan det være, at de venner, jeg har bedt for i mange år, ikke kommer til tro? Den bøn kan da ikke være andet end Guds vilje, men har den en effekt, eller er den overflødig? 

Jeg får den samme fornemmelse af, at tingene ikke altid går, som vi håber og beder om, når Jesus beder sine disciple i Matthæusevangeliet kapitel 28 vers 19: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” For det er en fuldstændig uoverskuelig opgave, vi – hans efterfølgere – får givet: at bringe hele evangeliet til hele verden. Det, vi skal huske at læse med, er verset lige inden: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden” (vers 18).

Når Gud møder mennesker

Ordbogsdefinitionen på at være overflødig lyder sådan: ”Som slet ikke gør nytte eller er nødvendig, og derfor kan undværes.” Men Gud siger det modsatte til os. Gud har givet os en opgave, fordi vi kan gøre nytte. Jesus siger, vi skal være verdens lys, men han siger også, at han selv er verdens lys. Vi er altså verdens lys ved at pege på Jesus som verdens lys. Nogle gange lykkes vi med at være lys – ligesom da min ven fortalte mig, at jeg var anderledes på en god måde. Andre gange frygter vi mennesker mere end Gud og er bange. Uanset hvad er Jesus stadig suverænt verdens lys, som har al magt og kan møde mennesker.

Et andet mindre flatterende aspekt ved at være verdens lys er, at lys kan blænde. Lys er kraftfuldt og kan drive mørket væk. I Johannesevangeliet står der, at “mennesket elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde” (kapitel 3, vers 19). Med andre ord: Sommetider ønsker vi mørket, fordi vi kan bruge det til at dække over både det, vi skammer os over, og det, vi ved, vi har begået af fejl. Vi bryder os ikke om at blive afsløret af lyset.

Hvis vi skal pege på Jesus som verdens lys, kan vi altså ikke undgå, at nogle brænder sig på lyset eller vender sig væk. Har du tænkt over, hvordan mennesker i Markusevangeliet reagerer på Jesus? Nogle afviser Jesus, nogle følger Jesus, nogle vil slå Jesus ihjel, andre tilbeder ham. Nogle falder fra, andre bliver. Menneskers hjerter afgør, om de vil tage imod Jesus. Du kan – og skal – gøre dig umage for at formidle din tro med mildhed, nænsomhed, sandhed og kærlighed. For det har du fået som opgave af selveste Himlens Konge. Men i sidste ende kan og skal du ikke tage ansvar for, hvordan mennesker reagerer på Jesu budskab. 

Uanset hvordan mennesker reagerer på, at du peger på verdens lys, er det Guds mission, du er en del af. Derfor er det hans ansvar og – ikke mindst – hans mennesker. For Gud er vi alt andet end overflødige – vi er elskede og betydningsfulde. Hver eneste dag du vågner op, kan du spørge dig selv: Gad vide, hvorfor Gud lader mig vågne op i dag? Gud giver hver eneste af os liv, og det gør han kun, fordi han vil noget med os. Fordi vi er uvurderlige og kan være en del noget dybt meningsfyldt. Men uundværlige og overflødige, det er vi ikke. For Gud er suveræn. Og for ham er vi enestående, uerstattelige og uvurderlige. Og vil vi egentlig ikke hellere være det end uundværlige og overflødige?

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Overflod”.