Håbet giver et kald til afkald

Er det nok?

Lad mig begynde med at tegne et billede for dig. Du står i køen nede i kantinen med din tallerken. Du rækker den frem, og den flinke mand lægger kartofler og andet godt på din tallerken. Han spørger dig nu: Er det nok? Du svarer med et smil, at det er det, og takker!

Hvad forventer du, at der nu vil ske? Bliver du stående med tallerkenen rakt frem i forventning om, at han vil give dig flere kartofler? Og hvad, hvis han gjorde? Ville det overhovedet være godt? Lad os forestille os, at han lægger det dobbelte på din tallerken, efter at du klart har udtrykt, at du har ”nok”! Ville det være til gavn for dig? For slet ikke at tale om dem bagerst i køen, som måske ikke fik, fordi du fik mere end nok...

Når jeg spørger kristne, jeg møder, om de, sådan rent materielt, har ”nok”, så møder jeg oftest et af to svar. Enten svarer de ja, eller også svarer de, at de faktisk allerede har for meget. Hvis jeg så spørger, om de ønsker sig mere – det kunne være lønforhøjelse, større hus eller måske at vinde i Lotto eller andet – så svarer de af en eller anden grund ofte også ja til det. De holder deres tallerken frem, som allerede er fyldt, i håbet om at få ”mere end nok”. Naturligvis gælder det ikke alle, men det gælder mange, jeg har talt med gennem tiden. Og det gælder også indimellem mig selv.

Alt formår jeg

Paulus kendte til at have ”mere end nok”. Men han vidste også, at netop det kunne være farligt. I nogle missionshuse står følgende fra Filipperbrevet kapitel 4 på væggen: ”Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft!” Som det står der, kan det tolkes generelt og samtidig måske også helt specifikt i forhold til frelsen. Alt, altså at nå målet og blive evig frelst, det formår jeg kun i ham, som giver mig kraft. Og det er sandt!

Det kan også være sandt, hvis vi tolker det mere generelt. Gud er med os i vores hverdag i alle mulige situationer, og i det hele har jeg brug for ham, som giver mig kraft! I alle for- hold. Men her i Filipperbrevets fjerde kapitel er ordene knyttet helt tæt til to ting: At have for lidt og at have for meget. Begge dele kan være både svære og farlige for en kristen.

For lidt og for meget

At have for lidt kan lede mig ind i et bekymringsfyldt liv med misundelse, dårlige umoralske beslutninger og så videre. Det er ikke sikkert, at det gør det, og disse ting kan også friste den rige, men risikoen er der i hvert fald, når jeg har for lidt. At have for meget kan til gengæld få mig til at glemme, at jeg er afhængig af Gud og ham alene.

Der er stor velsignelse i at have ”nok” og lade sig nøje med det. I Filipperbrevet kapitel 4 vers 16 læser vi, at de sendte Paulus ”hvad han havde brug for”. Der er, når vi taler om materialisme, et vigtigt spørgsmål at stille sig selv, før jeg anskaffer mig mere eller beder om lønforhøjelse og så videre: Har jeg brug for dette, eller har jeg blot lyst til det?

Lad mig være ærlig: Billedet med tallerkener kom let til mig, fordi jeg elsker mad! Derfor kender jeg også til at have spist ”nok” men alligevel fortsætte... Fordi jeg har lyst! Men jeg kender sandelig også til, at min krop derefter fortæller mig, at det var en dårlig ide! Måske Gud også fortæller os det på et større plan nogle gange, og at vi derfor skal blive bedre til at lytte og handle på det, han siger.

Mindre nyt tøj

Lad mig give et eksempel fra mit eget liv. I mange år købte jeg jævnligt nyt tøj uden at overveje, om jeg havde brug for det eller blot lyst til det. Uden at overveje, om jeg havde nok.

I dag køber jeg stort set ikke nyt tøj. Jeg bruger mit tøj, helt til det går i stykker. Jeg modtager nogle gange tøj fra folk, der kender mit syn, og andre gange må jeg i en genbrugsforretning, hvis jeg virkelig mangler. Men grundlæggende handler det om at bruge tingene, til de rent faktisk er slidt op. Dette princip nedsætter det samlede forbrug markant! Det samme gælder naturligvis også resten af min familie. Også når det gælder andre dele af vores liv som for eksempel ferieformer, det gamle fjernsyn, vi købte brugt, sofaen, vi fandt i storskrald, prisen på vores skønne, men gamle, hus og så videre. Alle beslutninger skal gerne være præget af en sund tilgang til dette.

Skal vi sælge alt hvad vi ejer?

Betyder det så, at vi som kristne skal leve fuldstændig minimalistisk og sælge alt, vi ejer? Det klassiske svar fra mange vil være: Nej, naturligvis ikke, for det er Gud, der har givet os alle disse ting, og vi skal blot huske at forvalte dem ret. Jeg er ikke helt uenig. Har Gud givet dig noget, så skal du forvalte det ret! Men at forvalte det ret kan betyde at give det væk. For måske skal du faktisk leve langt mere minimalistisk, end du regner med. Når Jesus i Bjergprædikenen siger ”saml jer ikke skatte på jorden”, så mener han det. Det må være en stadig overvejelse for mig, om jeg er i gang med at samle mig skatte på jorden eller i himmelen!

Vi har et håb!

Og netop håbet om himmelen og Den Nye Jord er altafgørende for mig i dette. Håbet om at skulle leve evigt, hvor alt er godt! Intet, som folk stræber efter her på jorden, har en værdi, som kan måle sig med det, der venter den, som tror på Jesus. Når jeg nogle gange tænker, at det også kunne være fedt at opleve det eller det, eller når jeg har lyst til at købe den eller den ting, så er det en stor hjælp for mig at tænke på, at det, som venter, er langt langt større. Vi må som kristne altid huske på og minde hinanden om dette håb.

Det er der mange gode grunde til, men blandt andet skal vi gøre det for at hjælpe hinanden til frivilligt at give afkald nu og her. Det hjælper at sætte tingene i perspektiv. Samtidig skal vi glæde os over de skønne ting, Gud giver os allerede i denne verden. Og de største glæder er faktisk gratis!

Kun Klaus' kald?

Nogle vil måske tænke, at dette er et særligt kald, som Klaus har fået. Min påstand vil være en anden. Det Nye Testamente har primært to ting at sige om rigdom: 1) Pas på rigdom, da den kan føre dig væk fra Jesus. 2) Har du rigdom, så vær gavmild.

Advarslen mod rigdom gives bredt. Det ser vi for eksempel i Jakobs Brev. Brevet er, kan vi læse i begyndelsen, skrevet bredt ud. Det er ikke til en bestemt menighed, som kæmper med netop dette. Det er til alle kristne. Så når Jakob skriver i kapitel 5 vers 1: ”Og nu I, som er rige...” så må det ramme os bredt. Jeg skriver ”os”, da meget få danskere kan undsige sig her. Vi er rige.

Slagtedagen!

Og hvad skriver Jakob så til de rige i de følgende vers? ”I skal græde og jamre over den elendighed, der skal komme over jer. Jeres rigdom er rådden og jeres klæder mølædte, jeres guld og sølv er dækket af rust, og den rust vil vidne mod jer, og som en ild vil den fortære jeres kød. (…) I har levet mageligt og overdådigt her på jorden, I har fedet jer

selv op til slagtedagen!”

Det er krasse ord! Personligt kan jeg ikke læse disse ord uden at blive anfægtet. Er det mig, der tales om? Lever jeg mageligt og overdådigt her på jorden? Og hvis ja, hvad er så slagtedagen?! I kirken lærer vi tit, at vi ikke skal slutte fred med synden. Og det er sikkert og vist, at man ikke skal det. Men har vi nogle gange sluttet fred med netop den materielle synd? Og er der blevet prædiket ret imod det?

Hvad kan jeg så gøre?

Jesus møder et sted en rig ung mand, som han udfordrer til at gå hen og sælge ALT og give det til de fattige. Jeg skal ikke kunne sige, om Jesus udfordrer netop dig til det. Gør han, så følg Jesu kald – også i dette! Det kan også være, at han ikke kalder dig til at sælge alt, men til at gøre noget. Og du, som er ung, har virkelig mulighed for at sætte en sund retning for dit liv i forhold til dette.

Selv har jeg fire regler jeg forsøger at leve efter. Især, hvis det handler om større anskaffelser som en ny telefon og den slags. Reglerne er:

- Har jeg virkelig brug for det?

- Hvis ja, kan jeg så låne det?

- Hvis nej, kan jeg så købe det brugt?

- Hvis nej, kan jeg så købe det som fairtrade?

Jeg siger ikke, at jeg altid lever efter disse regler, men jeg forsøger at have dem med mig i mit liv.

Håbet!

Det er ikke altid let at være kristen. På mange måder kan det være ganske udfordrende. Når det er det, så må vi huske livets korthed, dødens vished og evighedens længde! Vi har

et håb. Et virkeligt et! En dag kommer Jesus igen og henter sine hjem til et sted, der beskrives som et sted med gader af guld og ting, der er vildere end det. Der skal vi ikke mangle noget. Det gælder materielt og på alle andre planer. Det håb sætter den kristne fri til nu i livet at give afkald, hvis Jesus kalder til det.

Alt formår vi i ham, som giver os kraft!

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Kald”.