Langt som et ondt år

Der er en lille talemåde, der har siddet fast i mit hoved en tid nu. At noget kan være 'langt som et ondt år'. Jeg tror ikke som sådan, at jeg havde funderet over den, før jeg ramte 2023.

For det har, for mig, været et ondt år. Et annus horribilis,hvis vi skal bringe lidt latin ind i det. Det smuldrede allerede fra novemberen forinden. Jeg var flyttet til en ny by, i et land, der ikke er mit, og alt var fjernt. Det er altid lidt tungt i sig selv at være fremmed. Men der var særligt to ting, der væltede mit lille korthus. Først blev min mor diagnosticeret med, og kæmper sig stadig igennem, kræft. Og så mistede jeg i marts min højtelskede mormor.

Måske er jeg, med mine 26 år, for ung (selvom min 19-årige søster ville grine højt ved tanken om, at jeg skulle være ung) til helt at have erfaret livets tunghed. Måske er det bare et chok, hver gang denne verdens ondskab sparker døren ind. Men det har tæret helt utroligt på min kapacitet bare at gøre det hverdagen byder. Jeg har været træt, haft lyst til at gå i ét med den grå, lidt slidte hjørnesofa, der præger min stue, og jeg har været på dehydreringens rand fra tårer, der valfarter fra mit ansigt. Jeg har følt mig bange og lille, og jeg tror nu, at jeg forstår, hvor langt et ondt år er.

Og det giver mig en lyst til at have mere kontrol over livet. Og den lyst ved jeg, at jeg ikke er ene om. Hvis vi skuer ud i det danske debatlandskab lige nu, så er der særligt to aktuelle emner, der berører vores behov for ’livskontrol’: Longevity og aktiv dødshjælp. Longevity, lidt groft skitseret, handler om at leve på en måde, der nedbringer ens body age, gennem søvn, sollys og hvidløg på pilleform, så livet kan blive så langt som muligt. Aktiv dødshjælp, som vi formentlig ved, handler om selv at må sige stop, når livet ikke længere føles værdigt af den ene eller anden årsag – altså at forkorte livet.

På trods af, at de troner i hver deres ende af livslængdens spektrum, så står de begge med den fællesnævner af kontrol, som også jeg kan længes efter. Og jeg tror, at det har at gøre med forventninger til livet. Forventninger til, hvor meget godt der er i vente, forventninger til, hvad livet kan byde, og hvor tungt det måtte blive. Dog tror jeg også, at det er en misforstået tanke, at vi kan kontrollere livet. Kontrol, hvor meget jeg end måtte ønske det, er uopnåeligt. Hvis der er noget, jeg har lært i dette onde år, må det være, at det ikke er mit lod at være livets mester.

Derfor synes jeg også, at vi er helt urimeligt privilegerede som kristne. For der er håb, hvor der ikke er kontrol. Vel skal jeg leve livets lange onde år. Vel skal jeg dø. Vel kan jeg til tider, endda ofte, ønske at alting var bedre. Men mine forventninger er ikke kun til dette liv, selvom jeg selvfølgelig håber og længes efter lysere tider. Min forventning er også, at jeg en dag kan vinke farvel til onde år. At jeg en dag lever på en ny jord, med min frelser, Jesus.

Denne kronik er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Forventning”.