Er kristendommen en spændetrøje?

Salige er de, som følger alle sine drømme.
Salige er de, der bliver den bedste version af sig selv, for de skal selvrealiseres.
Salige er de, der hungrer og tørster efter, at alle deres legemlige behov bliver opfyldt, altid, for de skal mættes.
Salige er de, der ikke binder sig til noget eller nogen, for de skal være virkelig frie.

Sådan kunne en moderne udgave af saligprisningerne måske have lydt, hvis en nutidig filosof havde holdt den. Men gad vide, hvordan Jesu bjergprædiken havde lydt, hvis han havde holdt den i Danmark anno 2024? Jesus var allerede provokerende i sin samtid, og hans ord skurrer ikke mindre i vores ører i dag. Vi kunne sommetider godt ønske os, at Jesu ord stemte bedre overens med vores kultur.

At være kristen i det moderne Danmark kan opleves som en spændetrøje, hvor man føler, at man går glip af livet på grund af en støvet kristendom. Denne følelse kan opstå, når man rammes af FOMO i forhold til ting som sex og stoffer. og alkohol, men den kan også komme udefra, når vi i vores kultur lærer, at vi først lykkes som mennesker, når vi lever et vildt og grænsesøgende liv, som vi helt selv er herrer over. Men står kristendommen virkeligt i modsætning til at leve et frit og lykkeligt liv?

Fransk frihed – Sartre

“Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.” Sådan siger Jesus i Johannesevangeliet. Han har tydeligvis ikke den opfattelse, at det at følge ham skulle være nogen spændetrøje; tværtimod var det meningen, at troen på ham skulle sætte fri! Men hvad vil det egentlig sige at være “fri”?

Opfattelsen af, hvad frihed er, har ikke altid været den samme. Man skelner mellem en klassisk og en moderne forståelse af frihed, hvor den moderne især dominerer i dag. Den bryder for alvor igennem fra den franske revolution i slutningen af 1700-tallet og bliver særligt videreudviklet af den franske filosof Jean-Paul Sartre (1905-1980).

Ifølge Sartre handler frihed om at kunne vælge mellem forskellige muligheder. Derfor er det frieste menneske det med flest muligheder og færrest begrænsninger. For ham er frihed menneskets vigtigste værdi – han mente sågar, at vi skulle være så frie, at vi selv skulle vælge meningen og retningen for vores liv. Det frihedssyn kaldes negativ frihed, fordi det er friheden til ikke at være bundet af noget, men at kunne vælge selv; frihed fra at skulle vælge noget bestemt.

Har Sartre ret, er kristendommen en spændetrøje. Den sætter grænser for livets mening, hvordan vi bør leve, og hvad vi må og ikke må. Det er destruktivt for menneskets frihed – vi kan ikke leve, som vi vil! Det bliver i sin essens ateistisk, da der ikke er plads til nogen højere vilje eller retning for vores liv.

Klassisk frihed – Augustin

Det klassiske syn på frihed repræsenteres blandt andet af den nordafrikanske biskop Augustin (354-430). Den grundlæggende forskel på Sartres og Augustins frihedssyn er, at for Sartre er vi frie, derfor findes Gud ikke. Men for Augustin findes Gud, derfor er vi frie. De mener dermed noget radikalt forskelligt med frihed.

Augustin har det klassiske syn, han deler med Aristoteles (384-322 f.Kr.), hvor sand frihed er evnen til at handle i overensstemmelse med sin egen natur. Det er som en fisk, der er fri, ikke fordi den kan vælge, om den vil svømme i vand, olie eller Pepsi Twist, men fordi dens biologi gør, at den trives bedst i vand.

For Augustin er menneskets naturs øverste mål venskab med Gud. Der, hvor vi er allermest os selv, og dermed allerfriest, er altså i en relation med Gud. Altså, når Jesus taler om, at vi er virkelig frie, når vi gøres frie af ham, handler det om, at sand frihed ikke er et liv, hvor vi kan leve, som vi vil, men et liv, hvor vi lever det glædelige liv med tro, håb og kærlighed – som en fisk i vand. Det syn kaldes positiv frihed, i modsætning til Sartres negative, fordi det er en frihed til noget, nemlig det gode – at leve i overensstemmelse med vores egen natur.

Et kristenmenneskes frihed

Når Jesus i Johannesevangeliet taler om at være virkelig fri, gør han det i en kontekst, hvor hans frihedsbegreb konkurrerer med de jødiske lederes. De oplever sig frie, men Jesus påpeger, at de, ligesom alle andre mennesker, faktisk er trælle, nemlig under synden. Uden Jesus kan mennesket ikke andet end synde, det vil sige handle uden kærlighed til Gud. Mennesket er altså grundlæggende bundet og ufrit – det er, hvad Augustin og Luther mente med ”den trælbundne vilje”.

Jesu syn på mennesket er meget realistisk; selv med en total mængde af muligheder, hvor vi kan vælge frit fra alle hylder, kommer vi ikke til at få et venskab med Gud af egne kræfter – ikke fordi vi mangler muligheder, men evner grundet vores bundne vilje, så vi ikke selv kan nå øverste hylde, hvor kagekrukken står. Derfor er kristendommen ikke blot forenelig med frihed, men da alle mennesker som udgangs- punkt er ufrie slaver af synden, som kun kan sættes fri til et venskab med Gud af Jesus, er han faktisk den eneste, der kan fjerne menneskets spændetrøje helt og give os sand frihed.

Hverdagsfrihed

Kristendommen kan altså kun være en spændetrøje, hvis vi arbejder med et moderne frihedsbegreb, der ikke tager menneskets natur seriøst. Men har det konkrete implikationer, eller er det bare abstrakt snak? I hverdagen ser vi eksempelvis, hvordan vores opfattelse af venskab bliver påvirket af den moderne forståelse af frihed i sætninger som: “Hvis dine venner ikke bidrager positivt til dit liv, så skal du skære dem fra.” Sætningen bygger på en forudsætning om, at din frihed er vigtigst, hvorfor du ikke bør binde dig til nogen, der ikke giver dig noget igen, men altid er fri til at gå fra en relation.

Kristendommen kommer her med et modsvar. Fordi mennesket er skabt til et formål, er dets værdi ikke i det, et menneske kan gøre for dig, men i dets natur. Det går altså ikke at behandle mennesker som midler og ikke som mål i sig selv – det er vi alt for værdifulde til. Vi medgiver, at det nogle gange kan kræve meget af en, at man ikke bare kan sortere mennesker fra, men har en pligt til at elske alle mennesker, også dem, der ikke giver så meget tilbage, måske fordi de går gennem en hård tid.

Samtidig kan det virke befriende, at der kan være plads til mennesker, bare fordi vi er mennesker, og ikke fordi vi skal bidrage med noget positivt i folks liv – man er først og fremmest velkommen, fordi man er, ikke fordi man kan præstere en masse i alle relationer. Det har etiske implikationer, der skaber tryggere fællesskaber og relationer.

C. S. Lewis og flåden

C. S. Lewis anvender en nyttig analogi i Mere Christianity. Han sammenligner det etiske liv med en flåde. For at flåden kan sejle godt, må den opfylde tre krav. For det første må skibene ikke kollidere med hinanden. Det svarer til, at vi med vores handlinger ikke skal skade andre. For det andet skal skibene være sødygtige. Vi skal altså tage vare på os selv og sørge for, at vores indre maskineri er velfungerende ved at oparbejde dyder som ydmyghed og næstekærlighed og modarbejde laster som hovmod og egoisme. For det tredje skal flåden have en kurs, en destination, den sejler efter – sigter man efter Grønland, men ender i Stockholm, er noget gået grueligt galt.

For at leve etisk må vores liv altså have en retning, en destination. For Sartre er det første punkt vigtigt og sandt. Men hans frihedsbegreb kan ikke rumme det andet og tredje punkt, da det begrænser mennesket at skulle leve på en bestemt måde og sigte mod et bestemt fastlagt mål. Lidt spidst formuleret: “Frihed rækker indtil det går ud over andres frihed.”

For Augustin er alle punkter vigtige og nødvendige. Hvis ikke et skib er sødygtigt og har styr på egen motor, kan man ikke sikre, at man ikke kolliderer med andre skibe i flåden. Og hvis ikke, der er et fælles mål, driver flåden formålsløst rundt. Hvilken flåde er da friest? Den, der kun sejler for ikke at sejle ind i andre; eller den, som sejler med sødygtige skibe mod havn?

Er kristendommen en spændetrøje?

Ja – den er en spændetrøje for den, der vil leve et liv uden et mål, uden at søge mod havn. Men nej – for den, der mener, at livet har et mål, er Augustins blik på mennesket rigere, mere fuldstændigt og mere realistisk. Da er Jesus den eneste, som kan sætte fri. Sand frihed og dyb livsglæde er venskab med Gud, at slå følge med ham, som er Vejen, Sandheden og Livet selv. I virkeligheden er martyrer lykkeligere end moderne hedonister.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Humor”.