1

Mening

Elsk din menings fjende

I KFS er der plads til mening. Så hvordan undgår vi tunnelsyn og lærer at udveksle holdninger på en konstruktiv måde? "Vi må skelne mellem mennesket og den mening, de har", lyder det fra retorikstuderende Liv Strandkvist, der opfordrer os til at møde vores menings fjende med fred, ydmyghed og kærlighed. Det kan resultere i en sund holdningsændring eller større forståelse for, hvorfor man tror, som man gør.

Af Liv Strandkvist, Studerer retorik, liv.strandkvist@gmail.com

11. okt. 2024

6 min. læsning

"Du er, hvad du mener." Det har jeg tænkt det meste af mit liv, og jeg har sat en ære i at have stærke meninger. Det er godt at have stærke meninger, men inden for de sidste par år er det gået op for mig, at det også kan have negative konsekvenser for både mig selv og mine medmennesker. Jeg vil derfor fremhæve to potentielle faldgruber ved at have stærke meninger, som jeg mener, fortjener særlig opmærksomhed. Måske særligt for os KFS'ere og kristne generelt.


Vi er ikke, hvad vi mener

Begge faldgruber opstår, når vi begynder at forveksle meninger med identitet. Den, jeg først vil fremhæve, er, når vores blik på andre mennesker ændrer sig på baggrund af deres meninger og forhindrer os i at elske og tjene dem.


Jeg er stødt på flere teorier i retorikfaget, som understøtter min egen erfaring af, at jeg kan få et destruktivt blik på andre mennesker ud fra et pinligt tyndt grundlag (for eksempel en af deres meninger). Mennesker inddeler helt automatisk verden i "vi" og "de andre", og ethvert menneske vil indgå i en lang række af "vi"-fællesskaber på baggrund af for eksempel hobbyer, medlemskaber og meninger. Tendensen er, at man naturligt går ud fra, at det "vi" fællesskab, man selv tilhører, er overlegent. Her er de underliggende antagelser, at dem, der ikke er ligesom os selv (eller mener det samme som os), må være mindre gode. Eller at det, der er fremmed, ikke er til at stole på, og derfor udgør en potentiel trussel, som vi bør være på vagt overfor. Det kan gøre os fjendtligt indstillede overfor mennesker, hvis vi ikke er opmærksomme på at adskille mennesket fra meningen. Lad mig komme med et eksempel fra mit eget liv:


Da jeg for nogle år siden var på en international bibelskole, mødte jeg mange mennesker fra forskellige lande og kulturer. Her blev jeg konfronteret med mange af de "vi"-fællesskaber, jeg ubevidst var blevet en del af, fordi jeg var vokset op i Danmark. Jeg opdagede for eksempel, at det store "vi" i Danmark aldrig kunne overveje at sætte spørgsmålstegn ved retten til abort. I mødet med søde og fornuftige amerikanere, som var imod retten til abort, blev jeg konfronteret med, at jeg så ned på dem, fordi de havde den holdning. Jeg tænkte, at de var naive, forstokkede, usympatiske og revet med af deres kultur. Det skabte et fjendtligt udgangspunkt i mit indre, som jeg skulle kæmpe for at abstrahere fra, hvis jeg gerne ville møde dem med ydmyghed, kærlighed og respekt.


Mødet med nogle søde og fornuftige mennesker, der var imod abort, blev mit første skridt på vejen mod en meningsændring.


Jeg tror, at tendensen til at se ned på "de andre" er dybt indlejret i vores faldne naturs stolthed og selvfokusering. Mit håb er, at vi som kristne hver især må være opmærksomme på at skelne mellem mennesket og den mening, de har. Sådan kan vi undgå meget hovmod og splittelse. Og så kan vi møde andre mennesker, som vi er kaldet til at gøre det: Med fred, ydmyghed, kærlighed – uanset hvor vanvittige, vi kan synes, deres meninger er.


Træd ud af tunnelsynet

Mødet med nogle søde og fornuftige mennesker, der var imod abort, blev mit første skridt på vejen mod en meningsændring. På et tidspunkt gik det op for mig, at det jo lige så godt kunne være mig, der var naiv og revet med af min kultur. Jeg ville i hvert fald være nødt til at undersøge sagen fra begge sider, hvis jeg skulle nærme mig sandheden. Men i samme øjeblik blev jeg opmærksom på den anden faldgrube: Det ængstelige tunnelsyn.


Det opstår, når stærke meninger bliver så afgørende for vores selvbillede, at vi bliver ængstelige, når de bliver udfordret. Ængsteligheden kan give et tunnelsyn, som gør det næsten umuligt at gå ind i en undersøgende proces. Dermed kan stærke meninger paradoksalt nok forhindre os i at forstå vores egne meninger og i sidste ende skærme os fra at nærme os sandheden.


Det kan opstå af mange grunde, men lige her i min konfrontation med abortspørgsmålet, handlede det om et andet vigtigt element i inddelingen af "vi" og "de andre". For jeg vidste godt jeg bar selv erfaringen med mig hvordan man ser på mennesker, der er imod abort. Ville jeg risikere, at det store "vi" i mit eget hjemland ville sætte mig i kategori med abortmodstandere i USA, der med ild i øjnene skriger om mordere og helvede?


Der er mange andre mekanismer, som gør sig gældende, når vi fanges i det ængstelige tunnelsyn. Den primære tendens er, at man klamrer sig til en mening ved at skærme sig fra alle, der ikke mener det samme. Det kan føles personligt, hvis nogen stiller sig kritisk over for din mening om noget. Spørgsmål til et emne kan føles som personangreb, og et tabende argument kan føles som ansigtstab. Det kan alt sammen være konsekvenser af at forveksle meninger med identitet.


At rette blikket mod sandheden, som findes uden for os selv, gør os fri fra at være vores mening, og det minder os om, at andre mennesker heller ikke er defineret af deres.


Heldigvis fandt jeg modet til at træde ud af tunnelsynet, og jeg har skullet minde mig selv om at gøre det mange gange siden med andre meninger. Det er ikke altid, man ender med at ændre mening. Nogle gange ender man med et mere solidt fundament for den mening, man havde i forvejen. Øvelsen er at rette blikket mod sandheden, som findes uden for os selv. Det gør os fri fra at være vores mening, og det minder os om, at andre mennesker heller ikke er defineret af deres.


De første skridt kræver konfrontation, ubehag og ydmygelse i mødet med mennesker, der mener noget andet end os selv. Så hvis jeg skal runde af med et konkret råd, må det være, at vi skal blive ved med at nærme os mennesker, som mener noget, vi synes er fuldstændig vanvittigt. Det eneste, man kan risikere at tabe, er komfort, stolthed og dårlige meninger. Det er en ret god handel, hvis jeg selv skal sige det.


Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Mening”.

Udforsk mere

Find mere indhold

20. aug. 2026

6 min. læsning

Præstationskultur og nåde

I foråret fik jeg lov til at bruge min specialeperiode på at dykke ned i samtidsanalyser og interviews med ærlige gymnasieelever om præstation, trivsel og kreativitet. Afslutningen på min specialeproces faldt poetisk sammen med eksamensperiode og studentertid og understregede emnernes relevans. I artiklen her vil jeg fortælle lidt om det, jeg har lært om præstationskulturen, og sætte det i relation til kristendommen og min personlige tro på en nådig Gud.

Af Johanna Sonne Sørensen

24. sep. 2026

2 min. læsning

Min Gud er kunstner

'Min Gud har lagngt hår og stritører. Min Gud er kunstner'. Sådan skriver Ida Enevoldsen i sit digt om den Gud, der lever og skaber.

Af Ida Enevoldsen

6. jun. 2022

3 min. læsning

Det fjerde bud: Du skal ære din far og din mor

ANDAGT: Du skal ære dine forældre. Hvad betyder det?

Af Jakob Valdemar Olsen

14. jul. 2026

2 min. læsning

Salomo og kongerne 5/7 | "Der skal i disse år hverken falde dug eller regn..." | Mads Due

I denne episode bevæger vi os fra Fukushima og naturens voldsomme kræfter til kampen mellem Elias og Ba’al-profeterne på Karmels bjerg. Vi får noget ekstremt vejr, afgudsdyrkelse, profetisk mod, Guds suverænitet, og så møder vi Elias, der peger frem mod Johannes Døber og den Gud, der selv træder ind i historien.

Af Mads Due

10. sep. 2026

3 min. læsning

Letlæselig lidelseshistorie

Da jeg blev bedt om at anmelde Daniel Øhrstrøms bog Det er om natten man ser nordlys, sagde jeg ja med forventningen om at skulle læse en vældig lidelseshistorie præget af tungsind og sorgfuldhed. Men jeg opdagede hurtigt, at mine fordomme blev gjort til skamme.

Af Ane Lilleholt Vibe

22. sep. 2026

2 min. læsning

Ordsprogene, Prædikeren og Job 1/7 | "At frygte Herren er begyndelsen til kundskab..." | Mads Due

Hvad vil det egentlig sige at frygte Gud? Vi tager vi hul på Bibelens visdomslitteratur, og vi begynder i Ordsprogenes Bog, der kalder gudsfrygt for begyndelsen til al visdom.

Af Mads Due

6. okt. 2023

3 min. læsning

Skal jeg dø, så lad mig dø!

ANDAGT: Gud giver styrke. Hvad betyder det?

Af Anna Vallentin Siebeneicher

8. sep. 2026

3 min. læsning

Højsangen og Salmerne 6/7 | "Alt, hvad der har ånde, skal lovprise Herren..." | Hanne Terp Legarth

En cellist i Sarajevo, en svensk stjernehimmel, vi kommer vidt rundt omkring i denne episode, hvor vi skal se lidt på lovsang -lovprisning - og den sidste salme i Salmernes Bog.

Af Hanne Terp Legarth

15. sep. 2026

2 min. læsning

Højsangen og Salmerne 7/7 | "At bo i Herrens hus så længe jeg lever..." | Hanne Terp Legarth

Vi slutter vores tid i Salmernes bog med et spørgsmål: Hvad vil det sige at have hjemme hos Gud? Det kan et 100 år gammelt broderi, der hænger i en præstegård i Herning, hjælpe os med at blive lidt klogere på.

Af Hanne Terp Legarth

6. okt. 2026

2 min. læsning

Ordsprogene, Prædikeren og Job 3/7 | "Endeløs tomhed, alt er tomhed..." | Mads Due

Hvad er der tilbage, hvis alt det, vi bygger vores liv på, en dag forsvinder? Ingenting eller tomhed, som Prædikeren siger, endeløs tomhed.

Af Mads Due

23. jun. 2026

2 min. læsning

Salomo og kongerne 2/7 | "Lad dine øjne være åbne for dette hus nat og dag..." | Mads Due

I denne episode bevæger vi os fra Babylons ziggurater og Etemenaki til Israels tempel og spørger, hvad det betyder, at den Gud, der er alle steder, vælger at være nær på ét bestemt sted.

Af Mads Due

5. dec. 2023

3 min. læsning

Adventstiden minder os om noget endnu bedre

ANDAGT: Gud kommer igen. Hvad betyder det?

Af Jonas Kattner Sørensen