Elsk din menings fjende

"Du er, hvad du mener." Det har jeg tænkt det meste af mit liv, og jeg har sat en ære i at have stærke meninger. Det er godt at have stærke meninger, men inden for de sidste par år er det gået op for mig, at det også kan have negative konsekvenser for både mig selv og mine medmennesker. Jeg vil derfor fremhæve to potentielle faldgruber ved at have stærke meninger, som jeg mener, fortjener særlig opmærksomhed. Måske særligt for os KFS'ere og kristne generelt.

Vi er ikke, hvad vi mener

Begge faldgruber opstår, når vi begynder at forveksle meninger med identitet. Den, jeg først vil fremhæve, er, når vores blik på andre mennesker ændrer sig på baggrund af deres meninger og forhindrer os i at elske og tjene dem.

Jeg er stødt på flere teorier i retorikfaget, som understøtter min egen erfaring af, at jeg kan få et destruktivt blik på andre mennesker ud fra et pinligt tyndt grundlag (for eksempel en af deres meninger). Mennesker inddeler helt automatisk verden i "vi" og "de andre", og ethvert menneske vil indgå i en lang række af "vi"-fællesskaber på baggrund af for eksempel hobbyer, medlemskaber og meninger. Tendensen er, at man naturligt går ud fra, at det "vi" fællesskab, man selv tilhører, er overlegent. Her er de underliggende antagelser, at dem, der ikke er ligesom os selv (eller mener det samme som os), må være mindre gode. Eller at det, der er fremmed, ikke er til at stole på, og derfor udgør en potentiel trussel, som vi bør være på vagt overfor. Det kan gøre os fjendtligt indstillede overfor mennesker, hvis vi ikke er opmærksomme på at adskille mennesket fra meningen. Lad mig komme med et eksempel fra mit eget liv:

Da jeg for nogle år siden var på en international bibelskole, mødte jeg mange mennesker fra forskellige lande og kulturer. Her blev jeg konfronteret med mange af de "vi"-fællesskaber, jeg ubevidst var blevet en del af, fordi jeg var vokset op i Danmark. Jeg opdagede for eksempel, at det store "vi" i Danmark aldrig kunne overveje at sætte spørgsmålstegn ved retten til abort. I mødet med søde og fornuftige amerikanere, som var imod retten til abort, blev jeg konfronteret med, at jeg så ned på dem, fordi de havde den holdning. Jeg tænkte, at de var naive, forstokkede, usympatiske og revet med af deres kultur. Det skabte et fjendtligt udgangspunkt i mit indre, som jeg skulle kæmpe for at abstrahere fra, hvis jeg gerne ville møde dem med ydmyghed, kærlighed og respekt.

Jeg tror, at tendensen til at se ned på "de andre" er dybt indlejret i vores faldne naturs stolthed og selvfokusering. Mit håb er, at vi som kristne hver især må være opmærksomme på at skelne mellem mennesket og den mening, de har. Sådan kan vi undgå meget hovmod og splittelse. Og så kan vi møde andre mennesker, som vi er kaldet til at gøre det: Med fred, ydmyghed, kærlighed – uanset hvor vanvittige, vi kan synes, deres meninger er.

Træd ud af tunnelsynet

Mødet med nogle søde og fornuftige mennesker, der var imod abort, blev mit første skridt på vejen mod en meningsændring. På et tidspunkt gik det op for mig, at det jo lige så godt kunne være mig, der var naiv og revet med af min kultur. Jeg ville i hvert fald være nødt til at undersøge sagen fra begge sider, hvis jeg skulle nærme mig sandheden. Men i samme øjeblik blev jeg opmærksom på den anden faldgrube: Det ængstelige tunnelsyn.

Det opstår, når stærke meninger bliver så afgørende for vores selvbillede, at vi bliver ængstelige, når de bliver udfordret. Ængsteligheden kan give et tunnelsyn, som gør det næsten umuligt at gå ind i en undersøgende proces. Dermed kan stærke meninger paradoksalt nok forhindre os i at forstå vores egne meninger og i sidste ende skærme os fra at nærme os sandheden.

Det kan opstå af mange grunde, men lige her i min konfrontation med abortspørgsmålet, handlede det om et andet vigtigt element i inddelingen af "vi" og "de andre". For jeg vidste godt jeg bar selv erfaringen med mig hvordan man ser på mennesker, der er imod abort. Ville jeg risikere, at det store "vi" i mit eget hjemland ville sætte mig i kategori med abortmodstandere i USA, der med ild i øjnene skriger om mordere og helvede?

Der er mange andre mekanismer, som gør sig gældende, når vi fanges i det ængstelige tunnelsyn. Den primære tendens er, at man klamrer sig til en mening ved at skærme sig fra alle, der ikke mener det samme. Det kan føles personligt, hvis nogen stiller sig kritisk over for din mening om noget. Spørgsmål til et emne kan føles som personangreb, og et tabende argument kan føles som ansigtstab. Det kan alt sammen være konsekvenser af at forveksle meninger med identitet.

Heldigvis fandt jeg modet til at træde ud af tunnelsynet, og jeg har skullet minde mig selv om at gøre det mange gange siden med andre meninger. Det er ikke altid, man ender med at ændre mening. Nogle gange ender man med et mere solidt fundament for den mening, man havde i forvejen. Øvelsen er at rette blikket mod sandheden, som findes uden for os selv. Det gør os fri fra at være vores mening, og det minder os om, at andre mennesker heller ikke er defineret af deres.

De første skridt kræver konfrontation, ubehag og ydmygelse i mødet med mennesker, der mener noget andet end os selv. Så hvis jeg skal runde af med et konkret råd, må det være, at vi skal blive ved med at nærme os mennesker, som mener noget, vi synes er fuldstændig vanvittigt. Det eneste, man kan risikere at tabe, er komfort, stolthed og dårlige meninger. Det er en ret god handel, hvis jeg selv skal sige det.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Mening”.