Jesus griber dig!

”Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?«”

(Mattæusevangeliet kapitel 14, vers 30-31)

Jeg har igennem mit liv læst historien om Jesus, der går på vandet, mange gange. Jeg kender efterhånden plottet: Jesus kommer gående mod disciplenes båd i stormvejr. Disciplene bliver rædselsslagne, for de tror, at det er et spøgelse, men Jesus siger: ”Bare rolig, venner, det er mig”. Peter udfordrer Jesus og siger, at hvis det virkelig er dig, så skal du kalde mig ud på vandet. Det gør Jesus, Peter træder ud af båden og går på vandet. Men han bliver bange og begynder at synke. Han råber så om hjælp, og Jesus rækker hånden ud til ham. Peter griber fat i Jesus og bliver reddet fra at drukne.

Jeg har hørt historien så mange gange, at jeg ikke længere synes, at der er noget nyt at hente fra den. Ja, den er da spændende nok, men jeg har ofte tænkt, at jeg kendte alle pointerne.

Det var indtil i sommers.

Jeg var med til et bibelstudie om netop denne historie, hvor jeg fik øje på noget. Jeg har nemlig altid tænkt, at Jesus rækker hånden ud til Peter, og at Peter griber fat i ham, som når børn kan finde på at klamre sig til deres forældres ben, når de bliver bange. Sådan beskrev jeg også situationen i min fremstilling af plottet lige før. Det er dog ikke det, der egentlig står i teksten, og det er jeg blevet meget taknemmelig for. 

Der står, at Jesus rækker hånden ud og griber fat i Peter. Det er ikke Peter, der griber fat i Jesus. Måske klamrede Peter sig til Jesus, det er bestemt muligt. Men Peter kunne lige så vel have været besvimet, og det havde ikke ændret på, om han overlevede. For det var Jesus, der greb fat i ham. Jesus har kontrollen hele vejen igennem, og det er alene ham, der redder Peter. 

Selvom Peter har nok tillid til Jesus til, at han stiger ud af båden, rammes han alligevel af tvivlen. Tvivlen får ham til at synke, men det betyder ikke, at Jesus ikke står klar til at redde ham. 

De her vers er for mig blevet et stærkt billede på troen på Jesus. Vi skal ligesom Peter turde at bede Jesus om hjælp. Når vi fejler, oplever at mislykkes eller synes, at vi drukner i tvivlens hav, så griber Jesus os. Han er større og stærkere end vores fejl og tvivl, og han kan bære os i sikkerhed. Han er aldrig for langt væk til at kunne redde os. 

Peter kunne ikke klare sig selv, og han skulle heller ikke hjælpe Jesus med at blive reddet. Troen på Jesus er ikke som en selvhjælpsbog, hvor man lærer, hvordan man hjælper sig selv. Nej, når vi tror på Jesus, så tror vi på, at han alene redder os. Han har kontrollen, og han er stærk nok til at redde os. Det gjaldt på Genesaret Sø for knap 2000 år siden for Peter, og det gælder også for os i dag. 

Find flere Til Tro-andagter her.