Hvad nu hvis kroppen og sindet er ét?

Nogle mennesker oplever at få ondt i skulderen i en stresset periode. Andre oplever ligefrem periodisk blindhed eller lammelse i svære tider. Det virker mystisk og underligt, at kroppen kan reagere sådan på mentale udfordringer, for vi er vant til at tænke kroppen og sindet som adskilte. Vi kan tale om fysiske skader og mentale lidelser, men hvad nu hvis det ikke er sådan? Hvad nu hvis kroppen og sindet er ét? At det er uadskillelige dele af dét at være en organisme, et menneske?

Biomedicinsk sundhedsmodel og diagnosekultur

Som det er nu, fylder den såkaldte biomedicinske sundhedsmodel meget i vores sundhedsvæsen. Det betyder, at vi primært fokuserer på de biologiske og neurologiske forklaringer på lidelser. Det gælder både årsager til, at vi udvikler dem, og hvordan de kommer til udtryk. Der følger nogle implikationer med en sådan sundhedsmodel, og jeg vil pege på to, som jeg ser som problematiske.

For det første anses diagnoser ofte som hjernelidelser. Det vil sige, at hvis jeg blev diagnosticeret med angst, er der bagved en atypisk hjernestruktur, der kan ses som en sygdom. For det andet kommer roden til problemet til at ligge hos den ”syge”. Udvikler jeg angst for at lide af kræft eller en anden sygdom, er årsagen at finde i mine tankemønstre og indre systemer. Altså består behandlingen i at ændre min måde at tænke på.

Hvorfor er det et problem? Det er det, fordi det ikke er så simpelt, og fordi det medfører et problematisk menneskesyn. De fleste diagnoser kommer ikke bare af sig selv. Selv hvis man er genetisk disponeret for en lidelse, skal den som regel udløses af livsomstændigheder, før den kommer til udtryk. Mange diagnoser udvikles ofte i ungdomsårene i mødet med livet, når det er svært. Det kan være at miste en, man havde kær, at blive mobbet i skolen eller manglende omsorg fra de nærmeste. Derudover medfører et sygdomsorienteret sprogbrug en distancering til personen, det omhandler, og en problematisering af deres oplevelser.

Personer, der er angst for alvorlig sygdom, diagnosticeres med helbredsangst, frem for at der søges forklaring. Måske mistede de en mor til netop den sygdom. ADHD ses som negativt, og man medicineres for det, men i en anden samfundsstruktur, hvor vi ikke blev bedt om at sidde stille på skolebænken i mange timer ad gangen, er deres omskiftelige opmærksomhed måske ikke kun negativ.

Diagnosesystemet bringer en yderligere udfordring med sig. Der er en risiko for, at det bliver en selvopfyldende profeti eller en identitetsmarkør for personen, der har fået stillet diagnosen. Vi forklarer nogle gange vores oplevelser med diagnoserne: ”Jeg er bange, fordi jeg har en angstdiagnose”. På den måde forklarer vi vores situation med lidelsen, men i virkelig har vi fået diagnosen på baggrund af vores oplevelser. En anden tilgang er: ”Jeg har fået en angstdiagnose, fordi jeg er bange. Jeg er bange, fordi jeg har oplevet X i mit liv”. Så er det ikke længere en sygdom, men en naturlig reaktion på udfordringer i livet.

Desuden er der en vis mangel på videnskabelig præcision ved diagnoser. Det er muligt at komme til to forskellige psykiatere med en række udfordringer, hvor de vil kunne stille hver sin diagnose ud fra samme symptomer, hvilket medfører forskellig forståelse og behandling. Måske burde vi behandle ud fra individets egne oplevelser frem for den diagnose, vi synes passede bedst.

Jeg vil gerne medgive, at diagnoser for mange er til stor hjælp og gavn. Jeg medgiver også, at der kan være tale om mentale tilstande, der er sygelige, men det er en ret lille del i forhold til det billede, vi tegner i nutidens samfund. I mange tilfælde tror jeg, vi reducerer problemet til en sygelig mental funktion frem for at anerkende en udfordring, der udspringer af det komplekse, levede, relationelle liv. Derfor medicinerer vi nok mere, end vi burde, for det er en hurtigere og billigere hjælp. Problemet er bare, at det ikke altid er den bedste hjælp, vi kan give de mennesker, der lider.

Hverdagens styrke

Det har været slående for mig at opdage, hvor betydningsfuld en god og sund almindelig livspraksis er for mental sundhed. Sport, kost, søvn, frisk luft. Det lyder så trivielt, og er det vel også, men netop derfor er det vigtigt. Vi kan alle skrue lidt på nogle af de knapper. Hvis du er skeptisk, så hør disse eksempler.

For nylig opdagede jeg noget, der kaldes fæcestransplantation, og ja … Det er vitterligt overflytningen af én persons lort til en anden person. Det viser sig, at vores tarmflora og mikrobiomet har stor betydning for flere mentale tilstande. Vi kan ændre disse ved fæcestransplantation eller ved at spise sundt og varieret. Forskningen er spæd, men tyder på, overflytningen kan have positiv effekt på lidelser som depression, angst, OCD og endda autisme. ”One man’s trash is another man’s treasure” er mere sandt end som så!

Anden forskning tyder på, at vi i naturen producerer oxytocin, der også kaldes feel good-hormonet eller tilknytningshormonet. Det er et stressreducerende hormon med et væld af positive effekter. Normalt produceres det ved fysisk kontakt og intimitet, så det er ret fantastisk, at det også frembringes af at begå os i Guds smukke skaberværk.

Det har altså enorm betydning for vores sundhed at sørge for at få god kost, nok søvn, motion og frisk luft. Det fysiske, psykiske, åndelige og sociale er uadskillelige og spiller markant sammen. Vi har som kristne et kald til at passe på vores kroppe og vores sind, da det er Guds tempel, og fordi vi er underfuldt skabt i hans billede. Lad os gøre, hvad vi kan, for at hjælpe hinanden og os selv med den opgave.

Find flere Til Tro-kronikker her.