Hvad er sandhed?

”Hvor ofte tænker du på Romerriget?” For nogle år siden var det en stor ting på sociale medier, at kvinder stillede mænd i deres liv dette spørgsmål og filmede det. Svaret var ofte ”ugentligt” eller ”hver dag”, hvilket skabte mange overraskede reaktioner. Mit ”Romerrige” er bogen 1984, skrevet af George Orwell. Den er skrevet i 1949 og er en dyster fremtidsvision. Et slag på tasken er, at jeg tænker på den et par gange om måneden. Det kan være så forskellige ting som krige, smartphones og biblioteker, der får mig til at tænke på den.

Hvis du spørger mig, kunne man faktisk have skrevet mindst 12 forskellige artikler om 1984, som hver især kunne være både lange og spændende. Bogen er vanvittigt indsigtsfuld i sin forståelse af magt, undertrykkende regimer, overvågning, frygt, sprog, kærlighed, oprør, ensomhed og ja, sandhed, som er det tema, artiklen her handler om.

Fortiden kan ændres

I 1984 er der den radikale idé, at fortiden og dermed også sandheden ikke eksisterer i sig selv. Den findes kun i skriftlige kilder og i menneskets sind. Denne idé udnytter det autoritære, almægtige og altundertrykkende parti til at sikre sig total magt. De udtrykker idéen i sloganet: ”Den, der kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden; den, der kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden” (1984, s. 242).

Eftersom partiets ledere har magten i nutiden, kan de altså fjerne alle de spor af fortiden, som stiller dem i et dårligt lys. I stedet skriver de en ny historie, hvor det altid er dem, der vinder. Denne nye historie bliver ”sandheden”. At eliminere skriftlige kilder såsom avisartikler fra fortiden er nemt nok. De destruerer og redigerer dem i det, de provokerende nok kalder for Ministeriet for Sandhed. Men at pille ved det menneskelige sind og hukommelsen er noget ganske andet.

De former folks bevidsthed ved at kalde idéer, der strider imod partiets principper, for tankeforbrydelser. De laver masseovervågning, viser propaganda på uslukkelige skærme over alt og opfordrer folk til at melde hinanden til politiet ved den mindste mistanke om kritisk tænkning. Alt sammen gør folkene i samfundet paranoide og isolerer dem fra hinanden, fordi de ikke tør sænke paraderne over for hinanden af frygt for at blive udleveret og sendt i arbejdslejr. 

”Virkeligheden er inde i hovedet”

Når man er isoleret, er man nemmere at herske over. Ingen tør protestere, når partiet for eksempel den ene uge siger, at nabolandet altid har været vores ven, og den næste uge siger, at nabolandet altid har været vores fjende. Ifølge 1984 vil vores tankegang i længden forskubbe sig. Vi bliver i tvivl om, om vi nu også kan stole på vores hukommelse. Om vi måske huskede forkert i forhold til det med nabolandet. Når først partiet har fået folkene til at tvivle på deres hukommelse, har det reelt set magten over den.

Bogens hovedperson, Winston, nægter at tilslutte sig partiets forståelse af virkeligheden. Han insisterer på, at virkeligheden og sandheden er noget objektivt, der findes i sin egen ret. I en ganske grum sekvens tvinges han af et højtstående partimedlem til at opgive denne overbevisning til fordel for partiets doktrin: at sandhed ikke er objektiv, men kun findes i det menneskelige sind, og at man derfor kan kontrollere hele sandheden ved at kontrollere alle sind. Som partimedlemmet siger: ”Vi kontrollerer materien, fordi vi kontrollerer sindet. Virkeligheden er inde i hovedet” (1984, s. 259).

Er sandhed afhængig af mig?

Som læser mærker jeg et krybende ubehag, når jeg læser den ovennævnte passage. For jeg er ikke i tvivl om, at Winston har ret. At der findes en fortid, virkelighed og sandhed, som faktisk er objektiv, og som ville være sand, uanset om der var noget menneske til at observere den. Sådan må det være. Sådan er det nødt til at være. Og dog er der noget ved partiets ideologi og eksekvering af denne, som det simpelthen er svært at feje helt af banen. For hvis jeg stod i sådan en situation som Winston, hvor alt bevis for, at fortiden havde fundet sted, var fjernet, og hvor jeg var det eneste menneske i verden, der havde en erindring om, at en begivenhed var sket, ville jeg så føle mig særligt sikker på, at jeg havde ret i, hvad der var sandhed? Jeg håber, at svaret ville være ja. Men 1984, som, indrømmet, er en meget sortseende bog, får mig til at tvivle. Den udstiller menneskets skrøbelighed og udsathed over for overmagten. Den siger, at man kommer til at tvivle på sin egen evne til at vide, om det virkelig er sandt, at 2 plus 2 er 4, hvis resten af verden siger, at det er forkert.

Levende sandhed

Som kristen har oplevelsen af, at noget må være objektivt sandt, hjemme et sted. Oplevelsen har sit anker i den Gud, der har åbenbaret sig for os i Jesus, givet os sit ord, og som siger om sig selv, at han er sandheden (Johannesevangeliet kapitel 14, vers 6). Når jeg er kristen, kan jeg hvile i, at sandheden ikke afhænger af min styrke og modstandskraft eller af min intelligens. Sandheden lever fuldstændigt uafhængigt af mig, den er meget større end både mig og en hvilken som helst fascist, der måtte få magt over mit liv. 

Det ændrer ikke på, at man kan føle sig fuldstændigt alene, når man står over for nogen, der benægter, at den sandhed, man tror på, findes. 1984 viser helt nådesløst, at vi som enkeltpersoner er både små og svage, og at vi for det meste hellere ofrer vores idealer end vores lemmer. Men vi må tro på, at den sandhed, som vi sætter vores lid til, Jesus, faktisk har styrke i sig selv. Han ”er der” ikke bare på samme måde, som den sandhed at 2 plus 2 er 4 ”er der”, men han er levende, virker og arbejder, og har lovet, at han er med os alle dage.

Find resten af Til Tro-magasinet "Sandhed" her.