Vi drænes, når vi skal opretholde facaden i det store fællesskab

”At blive tolereret betyder, at andre har beholdt deres oprindelige fordomme og forbehold overfor dig, men har (...) accepteret, at der selvfølgelig skal være plads til sådan en som dig (...) Er det vores ideal?” (s. 36-37).

Hvad betyder tolerance overfor kærlighed? Skal vi gå rundt med skyldfølelse, når nogen falder ved siden af fællesskabet? 

Den skarpe samtidsanalytiker og teolog Christian Hjortkjær tager livtag med nogle af disse spørgsmål i sin fremragende bog Jeg er sådan en, der har brug for at trække mig. Med sine korte 92 sider, formår Hjortkjær både at reflektere dybt over mistrivslen blandt unge, pege på konkrete løsninger på de beskrevne problematikker og udfordre læseren.

Hjortkjær peger på at unges mistrivsel blandt andet udløses af tårnhøje, destruktive inklusionsidealer. Unge kæmper benhårdt for store, åbne, tolerante fællesskaber, med plads til en mangfoldighed af mennesker, ja, helst med løfte om dannelse af livslange venskaber til alle. På den anden side af idealerne er virkeligheden dog: at nogle få mennesker uundgåeligt falder igennem. Vi skuffes over og drænes af fællesskabet og dets uopfyldelige idealer.

Ifølge Hjortkjær har alle brug for små, intime, livgivende fællesskaber. Små fællesskaber med færre idealer, hvor vi i højere grad anerkendes og ses som mennesker. Hjortkjærs løsning er at give fuld frihed for klikerne og stoppe tvunget inklusion. 

Jeg blev særligt udfordret af et citat, hvor jeg virkelig synes, Hjortkjær rammer hovedet på sømmet:

”Vi bliver nødt til at være ærlige overfor hinanden: De tre-fem personer (...) føler de sig (...) i dybere forstand anerkendt eller elsket i det store fællesskab? Får de faktisk dannet venskaber, de kan tage med sig? Eller føler de sig netop kun tolereret? (...) Men tolerance er jo ikke venskab og slet ikke fortrolighed, ærlighed eller nærvær” (s. 36).

Vi tolerer måske andre med vores floskler om, at ”alle er velkomne”, men kalder Jesus os ikke til mere end tolerance, når han siger, at vi både skal tjene, hjælpe og elske hinanden, ligesom han har gjort for os? Kan vi så acceptere at nogle falder igen?

Christian rammer hovedet på sømmet med sin analyse af, at vi drænes, når vi skal opretholde facaden i det store fællesskab. Derfor må vi gerne trække os, når vi har brug for det. For ved at trække os, kan vi acceptere og ære vores menneskelige begrænsninger. Jeg synes, Hjortkjær, sætter denne balance enestående på spidsen. Kort sagt: Der er ingen undskyldning. Køb bogen, drik en kop kaffe, så er den læst, og få så vendt bogens tanker med en makker i et livgivende, lille fællesskab. 

Jeg vil give den her bog 5 ud af 6 stjerner. To ting har jeg at udsætte på den: Den er for kort, og der er for få løsninger. Men Rom blev jo heller ej bygget på én dag.

Køb bogen her.