“Hvis du ikke var kommet, havde de slået ham ihjel”

"For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer.  Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser."

(Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 14-15

Jeg bor i Papua Ny Guinea. Et land på størrelse med Spanien lige nord for Australien. Det meste af landet er bjerge og ufremkommelige skove med stor mangel på veje, skoler og sundhedsvæsen. Her bor jeg med min mand, Tajs, og vores søn, William. Vi arbejder for en nødhjælpsorganisation, der hedder Mission Aviation Fellowship, som flyver ud til små landingsbaner midt i ingenting. Her i Papua Ny Guinea har Gud givet mig nye perspektiver på tilgivelse og fred, og jeg håber, han også vil tale til dig gennem min historie.

En almindelig onsdag aften, efter at jeg har kørt nogle unge fra vores ungdomsgruppe hjem, finder jeg ud af, at min mobil er væk. Jeg leder overalt, men mobilen er ikke til at finde. Jeg begynder at mistænke en af vores venner, Litz, for at have taget den, og Tajs og jeg beslutter os for at finde ham for at få en afklaring. En formiddag et par dage efter tager Tajs til slumkvarteret i byen, vi bor i (Mount Hagen), og leder efter Litz omkring hans stammes område. Tajs spørger omkring sig og får at vide, at Litz er hjemme; men da han kommer til huset, er Litz forsvundet. Tajs tager tilbage flere gange i løbet af dagen, men Litz har tydeligvis ikke lyst til at snakke med Tajs. Folk fra Litz’ stamme får mistanke om, at der er noget galt. Tajs aftaler derfor med en af vores venner, Moses, som også bor i området, at han skal ringe, når Litz kommer tilbage.

Om aftenen står Tajs og jeg midt i madlavningen, da Moses ringer. “Han er her nu, du kan bare komme,” siger Moses til Tajs. Tajs løber mod døren, tager sko på og tilføjer: “Jeg kunne høre folk råbe i baggrunden,” og så smutter han. Det er ved at blive mørkt, og vi er blevet frarådet at færdes ude om aftenen, så da Tajs kører afsted, kalder jeg på Jesus og beder om hans fred og beskyttelse over Tajs, men specielt over Litz, der formentlig er i store problemer. Der går halvanden time før jeg hører fra Tajs igen.

Tajs ankommer til et syn af omkring 100 oprevne mennesker samlet på et lille område. Han ser Moses, som siger: “Han er der, og vi har ikke gjort ham fortræd, som du sagde.” Der er en intens stemning med masser af råben frem og tilbage. “Har du stjålet fra dem!?” er der en, der råber, mens han peger på Litz. Efter lidt tid får Litz indrømmet, at han har solgt telefonen, men at han ved, hvor køberen bor. Glade for at komme væk fra den vrede menneskemængde, hopper Litz, Moses og Tajs ind i vores pickup truck.

Da de skal til at køre, hopper 8 unge mænd op på ladet og stiller sig der. De er oppe at køre over situationen. Uden held forsøger Tajs at få dem til at hoppe ned igen. Tajs forklarer dem i stedet, at de ikke er på vej ud for at slås, men bare for at finde mobilen. Det får dem til at sætte sig ned på ladet i stedet for at stå op. “Bedre end ingenting,” tænker Tajs. De kører ud til en kirke, som ham, der købte telefonen, Sam, bor tæt på. På vejen siger Moses: “Hvis du ikke var kommet, havde de slået ham ihjel.” At bringe skam over sin stamme, har store konsekvenser!

Kirkens præst tager imod Tajs og de mange unge mænd. “Så beder vi,” siger præsten. Han sætter Litz ned på en stol i midten af forsamlingen og beder for ham. Litz undskylder, og Tajs tilgiver ham i folks påhør. Sam er ikke kommet med mobilen, og de mange mænd ønsker ikke at give slip på Litz, så de foreslår, at de smider Litz i fængsel hen over natten. Men fængsler er ikke for sjov i Papua Ny Guinea, så Tajs siger til dem: “Litz skal ikke i fængsel, jeg tager ham med hjem til mig selv, giver ham mad og kommer tilbage i morgen med ham.” Moses tilbyder at tage med.

Jeg tager imod Moses og Litz, da de kommer hjem til os, og inviterer dem til at spise med os. Da vi alle har fået noget på tallerkenerne, spørger jeg Litz: “Er der noget du gerne vil sige, Litz?” Litz forklarer, at han var blevet fristet til at tage mobilen og undskylder. Med Guds hjælp tilgiver jeg Litz, vi får en snak om at stoppe med at gå den vej, han går, sige undskyld og ikke at gøre det samme igen. Da vi går i seng, siger jeg til Tajs: “Sikke en dag. Tænk, at der ligger en tyv og sover i værelset ved siden af.” Jeg beder en ærlig bøn til Gud om at beskytte alle vores ting (jeg har også lige taget bærbar og iPad med ind på værelset, vi sover på), og beder Gud om at give os fred til at sove. Jeg kan mærke, at selvom jeg har tilgivet Litz, kommer det til at tage lang tid for mig at stole på ham igen.

Næste morgen tager Tajs, Moses og Litz til kirken, hvor de har fået at vide, at Sam er kommet tilbage med mobilen. Inden de tager af sted, minder jeg Tajs om et bibelvers fra Matthæusevangeliet kapitel 6 vers 14-15: ”For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer.  Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.” Det er svært at se, hvordan vi som kristne kan komme uden om at tilgive. På trods af at mange i Papua Ny Guinea er kristne, er tilgivelse en sjældenhed, for fysisk straf har været en grundlæggende del af kulturen i årtusinder.

Ved kirken mødes de tre med Sam, præsten og en masse andre folk, som synes, det er spændende, hvad der foregår. Der bliver snakket om fristelse og tilgivelse, og Tajs tilgiver Sam og Litz, og fortæller dem om bibelverset. Tænk, at Gud kan bruge denne situation til at tale så klart og tydeligt om tilgivelse til de mennesker, der er til stede. Tajs får min mobil tilbage og kører Litz og Moses hjem!

Da Tajs sætter Litz af hos sin familie, er der en mand, der råber mod Litz: “Jeg smadrer dig! Jeg smadrer dig!” “Det kan du ikke,” siger Tajs til ham. “Det er slut, jeg har tilgivet ham, og Gud har tilgivet ham.” “Men jeg er vred!" svarer han. Der er omkring 30-40 mennesker samlet tæt på, så Tajs hæver stemmen og gentager alt, hvad der var blevet snakket om tidligere. Tajs kører hjem med en smule uro, men også lettelse i kroppen. Det er helt tydeligt, at tilgivelse ikke er en indbygget del af mennesker, og det er kun Jesus, der kan hjælpe os med det. Vi bliver enige om, at vi har prøvet at tilgive så godt, vi kan, og vi har forsøgt at dele Guds tilgivelse med andre mennesker. Hvad Gud nu vil bruge denne situation til, er i hans hænder. Vi har ikke set Litz siden, men vi har hørt fra Moses, at han har det fint. Jeg ved ikke, hvordan jeg vil have det, hvis jeg møder ham igen. Vil jeg kunne lære at stole på ham igen? Men det er vel en del af tilgivelsen, at give det hele til Gud, og bede om at få hans fred i stedet.

Denne andagt er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Undskyld”.