Nadvermystik

Keep Christianity Weird. Det er rådet fra den agnostiske historiker Tom Holland: De kirker, som tør holde fast i det overnaturlige og mystiske, vokser og tiltrækker nye mennesker. En af kristendommens mest forunderlige praksisser er nadveren: måltidet, hvor vi får brød og vin med ordene: “Dette er mit legeme” og “dette er mit blod.”

Det mysterium tager vi let for givet. Vi skal ikke pakke det mystiske væk eller blive flove over det, for vi tror på en levende Gud, som er til stede iblandt os, taler og handler. Der er en fortryllelse i kristendommen, som mange sekulære savner mere, end de aner.

Nadveren indbyder til den forundring. Den udspringer af Jesus’ eget liv: han spiste med alle, bespiste tusinder og bad sine disciple om at gentage det særlige måltid, han spiste lige inden sin død, hvor han gav dem brød og vin, fulgt af de forunderlige ord. Vi må ikke nedtone eller overforklare det mysterium, men lade det fortrylle vores liv og verden.

Fællesskab med den opstandne

Nadveren har altid været central. Den første kirke holdt fast i fire ting; ”apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse [nadver] og ved bønnerne” (Apostlenes Gerninger kapitel 2, vers 42). Ikke fordi det bare var et symbolsk måltid, som skulle symbolisere Jesu død for dem. Heller ikke et mindemåltid, der skulle tage dem tilbage til deres sidste aften med Jesus. Nej, i dette måltid indtrådte de i et åndeligt fællesskab med den opstandne Jesus. Et måltid, hvor Jesus selv er vært, ligesom han havde været så mange gange før. Som han spiste sammen med prostituerede og toldere, og som han mættede tusinder i bespisningsunderne. Sådan byder han os ind til måltid i nadveren. Den nærværende vært, som på forunderlig vis også selv er maden.

Som Paulus siger det: ”Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme?” (Første Korintherbrev kapitel 10, vers 16). Fællesskab med den opstandne Jesus er hjertet i den kristne tro. Det fejrer vi og tager del i gennem nadveren. I Bibelen opregnes mange aspekter af, hvad det betyder: tilgivelse, oprejsning, opstandelsesliv og evigt liv.  Fællesskabet med den opstandne er begyndelsen og afslutningen for en kristen. Dette fællesskab beror på, at det, vi drikker og spiser, er mere, end vi kan se. Der sker noget overnaturligt her. I nadveren husker vi ikke bare Jesus. Vi bliver taget ind i fællesskabet med ham. Her præsterer vi ikke, her knæler vi som syndere og modtager Jesus. Vinen og brødet nedbrydes til næring for os. Ham, der ødslede sit guddommelige liv bort for os, lever vi af.

Et utvetydigt løfte

For mig har den amerikanske antropolog Roy Rappaports idé om, at ritualer gør det analoge digitalt, kastet nyt lys på nadveren (The Obvious Aspects of Ritual, 1979). Det analoge varierer gradvist (mere/mindre), mens det digitale markerer skel (enten/eller). Ritualer trækker grænser midt i livets glidende processer. I en begravelse markeres den endelige afsked med et menneske, selv om sygdom og død længe har været undervejs. Vores liv som kristne er fulde af op- og nedture. Vi kan både forundres over Guds kraft i vores liv og vores selviske begær. Men i nadveren får vi det utvetydige løfte: Jeg er tilgivet, jeg er barn af Gud, jeg har evigt liv. Vores analoge discipelliv – nogle gange trofaste, nogle gange troløse – bliver afklaret: Vi tilhører den opstandne.

Enhver, som knæler her og tager imod Jesus, er hans. Det fritager os ikke for selvransagelse, men løftet står utvetydigt fast. Som Jesus selv sagde, ”den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag” (Johannesevangeliet kapitel 6, vers 54). Meget i vores tro opleves flydende og skiftende. I nadveren får vi noget klart: Kristus er vores. Vi må tage imod det i tro – for at tjene ham med udelt hjerte. 

Et vidunderligt mysterium 

Helt fra kirkens første tid var dette et mystisk – i ordets bedste forstand – måltid, hvor Jesus virkelig kom til os. Vi skal forundres, tro og modtage dette mysterium. Justin Martyr, født omkring år 100, beskriver nadveren sådan: ”Vi modtager dette ikke som almindeligt brød og almindelig drik […] men den mad, som er velsignet ved bønnen med hans ord, er det kød og blod, som tilhører den Jesus, som blev kød” (Første Apologi, kapitel 66, afsnit 2). Der er symbolik i måltidet, men det kan ikke reduceres til det. Brød og vin symboliserer ikke bare Jesu krop og blod; Jesus er sakramentalt nærværende i brødet og vinen, der er blevet bedt over. Jesus sagde ikke: “Dette symboliserer mit legeme og mit blod,” men: “Dette er mit legeme” og “dette er mit blod.” De ord må vi holde fast i. 

Det er heller ikke en grotesk, fysisk forståelse, som om vi spiser Jesus’ menneskekød og drikker hans menneskeblod. Det hedder i den lutherske bekendelse, at ”Kristi legeme og blod i sandhed er til stede og uddeles i nadveren til nadvergæsterne” (Den augsburgske bekendelse, artikel 10). Kristus gives ikke til os på en kødelig eller biologisk måde, men sakramentalt. Senere luthersk teologi afviste da også enhver rå fysisk forståelse af nadveren. Brød og vin ligner almindeligt brød og vin, men vi modtager dem ikke blot som almindelig mad og drikke, men som Jesu legeme og blod, sådan som han selv har sagt. Mellem en rent symbolsk og en rent fysisk forståelse findes en mystisk, sakramental og åndelig virkelighed, som overgår vores moderne kategorier. Gennem nadveren erkender kirken, at Kristus virkelig giver sig selv til sit folk. 

Find resten af Til Tro-magasinet "Brød" her.