Røverne på korset

"Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«"

(Lukasevangeliet kapitel 23, vers 43)

Det forekommer umiddelbart som en smutter af de større i et magasin med temaet ’Mellemrum’ at have en andagt med overskriften: Røverne på korset. For at hænge på et kors og at være dødsdømt – hvad mellemrum skulle der være i dét? En definitiv dødsdom, nogle få timer at leve i, og derefter – bum! – det store mørke … !

Dog: Sådan forholder det sig på ingen måde, for tværtimod giver det god mening med en sådan andagt i et sådant magasin, ikke takket være røverne på flankerne, men takket være ham i midten, Jesus fra Nazaret, ham med tilnavnet Kristus.

I Lukasevangeliet kapitel 23 vers 39-43 læser vi, hvordan den ene af røverne spottede Jesus, mens den anden henvendte sig til ham i håb om, at hans snarlige død på korset ”kun” ville være et mellemspil: Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.

Der står intet om, at Jesus gav svar til den første af røverne, men til den sidste lød de livgivende ord: I dag skal du være med mig i Paradis.

Og forskellen på de to røveres holdning gør, at der gælder hele tre forskellige forhold for de tre, der hang på hver sit kors på Golgata. Jo, for han i midten dør for synden, røveren på den ene side dør i synden, og røveren på den anden side dør fra synden, med løfte om Paradis til følge.

Og så, tillad mig som arresthuspræst at introducere et tænkt, forudgående mellemspil i det hele, nemlig den tilfangetagne Jesu møde med Jerusalems arresthuspræst aftenen forinden:

Hvem er du, der er blevet indkaldt til forhør og sat i varetægt? Og vigtigst af alt: Er det virkelig sandt, at du er ren og uskyldig, og at du af kærlighed har påtaget dig urenheden og alverdens synder?

Bibelen giver os svaret: Ja, Jesus er den rene, og ja, han påtog sig alverdens urenhed og alverdens synder. Og var det mon hér, i arresthuspræstens natlige samtale med Jesus, at den ene af røverne fik indblik i, hvem Jesus i sandhed er?

Også denne røver på korset kunne vi tage en snak med. Kunne noget for ham blive til tro? Var der for ham et halmstrå at knytte sig til via korsets planke? En håbets stråle? En flig af nåde? Ja, det var der, ikke via hans, men via Jesu korsplanke, via Jesus.

Tiden for hans vedkommende rakte ikke til løfter om bedring for fremtiden. Øjeblikket var fortættet, og der var ikke tid til fokus på gerninger, kun tid til denne ene gerning: at tro på Jesus. Men denne ene ”gerning” – at tro på Jesus – er så afgjort også den allervigtigste i et menneskes liv uanset tid og time, for den åbner op for døden som et mellemspil og livet som evigt.

Vi tolker gerne Jesu ord som livgivende, fremtidige og paradisiske, men vi kan også lægge vægten på det nutidige, på i dag. Havde denne røver kunnet forsætte sit liv på jorden, og var han blevet benådet, havde han fået livet skænket som et Paradis – og det kan vi lade én, der vitterligt blev benådet fra en dødsdom, sætte ord på. Nemlig Fjodor Dostojevskij, der i 1849 blev benådet i selve dødsøjeblikket på skafottet:

”Mit hjerte bløder. Livet er en gave fra Gud, livet er en lykke; hvert minut kan, når det fyldes af lykke, blive til evigt liv for os. Nu former mit liv sig om; det bliver født på ny, i ny form.” (Dostojevskijs breve. Bind 1, side 74).

Denne andagt er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Mellemrum”.