Angående nadvertrafik

Den mest krævende fysiske udfoldelse ved gudstjenesten – lovsangens kropslige behørigheder udeladt – er altergang. Som var det evakueringen af et sylespidst og sammenslanket Boeing 747-fly, skal hele legemet – menigheden eller menig mand underordnet – flyttes frem i skibet i én koordineret bevægelse, tilsat behørig sang og musik. Mens resten af menigheden maser mod måltidet, som præsten med vanlig ro uddeler med salig rytmik, må den enkelte gøre sig til sinds. Alt skal gå ordentligt til.

Nadvertrafik gennem tiden

I Reaching the Lords Table: a Phenomenological Inquiry anføres det, at nadvertrafik har været et praktisk spørgsmål gennem hele kirkens historie, om end det aldrig er blevet årsag til ekskommunikation eller skismaer – i alt fald ikke angivet som eksplicit grund dertil. Det skete engang i 1300-tallet, at en uligevægtig romersk kardinal af ren og skær utålmodighed med messens måde at meddele nadveren på satte i løb mod alteret med kutte og krave og endte med at gennembryde en antik altertavle. Efter en længere sjælesørgerisk samtale fik han lov til igen at deltage.

Det nævnes ofte, at tendensen til trange sale, som meget andet, er overtaget fra den eftereksilske jødedom. Det er altså en gammel udfordring, selv for nye sække. ”Hvor nadveren indstiftes, er der trængsel. Dette skyldes primært det, der gives i nadveren” (s. 234, min oversættelse). Med andre ord: Den enkleste nadversituation er den, hvor menigheden ikke er mødt op, men samtidig er det tragisk, for så får ingen glæde af det, der gives i nadveren.

At ramme muren

Da jeg sidste søndag deltog i højmessen i en højst unavngiven middelalderkirke i en af landets købstæder, erfarede jeg trafikkens trange gestik med eget legeme. Jeg ramte kort fortalt muren. Dette fordi jeg tabte min salmebog på vej til alters – midt i fjerde vers af Se, nu stiger solen i øvrigt – da jeg diskuterede med min hustru om, om vi var til gudstjeneste sidste gang, der blev prædiket over lignelsen om den guldbundne tjener. Jeg sagde nej. Min hustru sagde det samme, men hun tager tit fejl. Én fra min bibelkreds greb ind, dyssede og tyssede ligesom på os og de nærmeste. Dog et tys, der i sin bestemte svalhed tog mig på sengen, så at salmebogen gled ned tæt ved nærmeste kirkebænk. I min iver efter at nå med på femte vers bukkede jeg mig hastigt, med hat og tørklæde, tak for det. Et let bump mod min pande, da jeg tangerede den urokkelige sten, der udgør middelalderkirkens ramme.

De frelstes nakker

Forskerne bag The other way around: How to stay calm in Church peger på, at ensrettet nadvertrafik altid må være idealet. Fordelen er, at legemet rettes den samme vej. Ulempen er, at den enkelte bliver bedre kendt med de troendes ryg end deres åsyn. I dette perspektiv fristes man til bekendelsen, at kirken primært udgøres af anonyme nakker. Personligt får jeg rigeligt med blikke, når jeg går til kirkekaffe, og derfor fremhæver jeg gladelig fordelen ved ensrettet nadvertrafik, når jeg kan, på menighedsrådsmøderne. Det bliver så typisk under eventuelt.

Nadvertrafikgrafik

Det er blevet mig fortalt, at Kristeligt Forbund for Studerende forsøger at hjælpe de unge til at nærme sig brød og vin og derefter vende tilbage til udgangspunktet via en såkaldt nadvertrafikgrafik. Dette tiltag bifalder jeg. Jeg udlægger her mit eget indspil i den grafiske henseende.

Ovenfor ses min lokale sognekirke, inklusive den tilbygning, som stod færdig i 2017. Fordelen her er, at der er plads til at forlade alteret i begge sider af hovedskibet. Jeg kalder denne nadvertrafik dobbelt boulevard-tendens. Nedenfor ses et andet traditionelt kirkeskib, der ikke tillader samme trafik. Her foretrækker jeg strategien enkelt hovedvej med halv vending. Særligt sidstnævnte strategi er udfordrende, fordi det er kontraintuitivt for de venstreorienterede i skibet at holde til højre, når de går frem, mens det for de mere højreorienterede er krævende ikke at blive på egen halvdel. Enkelte kirkegængere – jeg nævner i flæng min svoger og hans ældste søn – kan finde på at overskride kirkebænkene inde ved væggen, til trods for at kirketjeneren ved flere lejligheder har påtalt denne manøvre som usømmelig for voksne. Det er aldrig kønt at springe over et højt gærde.

En handlingsplan

Samlet set må det her hævdes, at hvad der trosmæssigt er en herlig stund – primært grundet det, der gives i nadveren – nemt bliver et værre trummerum. Jeg vil opfordre til, at menighedsledere landet over sætter sig sammen og laver en handlingsplan for, hvordan denne fælles fysiske fremrykning kan gå til på en mindre mærkværdig måde. Indtil da må vi blot glæde os over det faktum, at nadveren trods genvordigheder er til at få.

Find resten af Til Tro-magasinet "Brød" her.