Hvordan hører jeg Guds kald?

Som kristne lever vi med et ønske om at følge Guds vilje for vores liv. Han har jo skabt os, frelst os og ved, hvad der er bedst for os. Derfor kan vi længes efter at opleve, at Gud kalder os til at gå en bestemt vej i vores liv. Måske tror vi også, at et kald fra Gud vil kunne give sikkerhed i, at jeg går på den rigtige vej, og at mit liv har mening.

I Bibelen kan vi læse om mennesker, der har en meget tydelig kaldsoplevelse. Samuel bliver vækket midt om natten af Guds stemme, der kalder på ham. Han svarer: ”Tal, din tjener hører!” (Første Samuelsbog kapitel 3, vers 10). Sådan begynder Samuels tjeneste som profet og leder for Guds folk, Israel. Han fremstilles som et forbillede for troende, idet han både hører Guds kald og adlyder det.

Men hvad med os, der lever i dag, og vil følge Guds vilje. Kan vi forvente, at Gud også vil kalde på os?

To slags kald

Når vi taler om kald i kirken, kan det lyde sådan her: Jeg tror, Gud kalder dig til … (indsæt selv en opgave, lige fra præst til spejderleder). Fokus er her på en opgave, som vi kaldes til at udføre. Men i Bibelen er kaldet dog oftere af en anden slags (jf. Vejviser af Magnus Malm).

Det første kald finder sted lige efter syndefaldet: ”Gud Herren kaldte på Adam: Hvor er du?” (Første Mosebog kapitel 3, vers 9). Gud kalder også folket Israel til en relation med sig: ”Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min. [...] for du er dyrebar i mine øjne, højt agtet, og jeg elsker dig” (Esajas’ Bog kapitel 43, vers 1-4). Kaldet er her Gud, der rækker ud til os syndere og kalder os tilbage i relation til ham. Dette er det store kald i Bibelen. At tilhøre Gud. Det lille kald er den tjeneste, som vi sidenhen vil være i, når vi lever med Gud.

Det er afgørende, at vi skelner mellem disse to former for kald. For hvis kaldet til tjeneste bliver det primære i vores tro, så kommer vi til at se Gud som en arbejdsgiver, og vores forhold til ham bliver primært en præstation. Men hvis sætter det store kald om at tilhøre ham først, så bliver Gud vores far. Det vigtigste er, at vi tilhører ham. Opgaverne kommer i anden række.

Man stopper ikke med at være et elsket barn, fordi man glemmer at tømme opvaskemaskinen eller smadrer en rude med fodbolden. Og selv den flotteste karakterbog kan ikke få en kærlig far til elske sit barn højere, end han gjorde i forvejen. Sådan er vores værdi også fast defineret ud fra, at Gud har kaldet os til at tilhøre ham som hans barn.

Hvordan hører jeg kaldet til tjeneste?

Med det store kald på plads, kan vi nu dykke ned i det lille kald: kaldet til tjeneste. For når jeg tilhører Gud, hvordan kan jeg så følge hans vejledning i mit liv og lytte til hans kald?

Til det vil jeg sige, at vi grundlæggende ikke behøver vente på at høre et konkret kald fra Gud, inden vi træffer beslutninger i vores liv. Samtidig er det vigtigt, at vi søger hans vejledning. Bøn og bibellæsning har altid været den primære måde for kristne at lytte til Gud og søge hans vejledning i vores liv på. Når vi bruger tid sammen med Gud, vil det forme os og gøre os mere vise til at træffe gode beslutninger.

Til tider vil vi opleve bønnesvar, når vi beder om Guds vejledning. Samtidig må vi heller ikke glemme, at Gud også har givet os både fornuft og følelser. De er vigtige pejlemærker, når vi skal navigere i vores liv. Hvis vores fornuft og følelser sender klare signaler til os, må vi aldrig ignorere det, men bringe det med ind i vores beslutninger og lægge det frem for Gud i bøn.

Når vi mærker Guds ledelse (eller ikke gør det)

Indtil nu har jeg ikke forholdt mig meget til, om Gud kan tale på mere direkte eller overnaturlige måder i vores liv. Det tror jeg også på, at han kan, og at han gør. Nogle gange kan vi opleve Guds ledelse meget konkret.

Personligt har jeg haft en oplevelse af, at Gud ledte mig, da jeg rejste til Grønland. Efter min bachelor havde jeg et halvt års pause, inden jeg kunne starte på kandidatuddannelsen. KFS havde netop startet arbejde op i Grønland. Jeg syntes, det lød spændende, og jeg afsøgte muligheder for at komme til Nuuk for at hjælpe til.

Undervejs i processen blev jeg opfordret til at ringe til Nicolaj Wibe. Han er generalsekretær i Sømandsmissionen, som driver kristent arbejde i Grønland. I samtalen beskrev han blandt andet, hvad der er godt at gøre i mødet med grønlændere. Det er for eksempel godt at kunne give andre plads og opmærksomhed. Jeg husker ikke ordlyden, men jeg husker en tydelig følelse af, at det, han sagde, netop var sådan, jeg kunne finde på at beskrive mig selv. Og han kendte mig ikke.

Generelt oplevede jeg flere ting i den tid, hvor tingene lagde sig til rette for mig. Efter et halvt års arbejde i Sømandsmissionen blev der opslået et barselsvikariat for KFS-sekretæren i Grønland. Her viste det sig, at jeg kunne bruge første semester af kandidaten som en praktik, og dermed faldt tingene i hak, så jeg kunne blive og træde ind i den opgave.

Det blev en fantastisk tid med store oplevelser og skønne mennesker. Jeg plejede ellers at sige, at hvis jeg bliver kaldet som missionær, er det udtryk for, at Gud har humor (jeg havde aldrig tilbragt mere end tre uger væk fra Danmark eller følt udrejselængsel). Alligevel endte jeg med at tilbringe halvandet år i Grønland i et kristent pionerarbejde. Der var bestemt også modgang og svære tider undervejs. Det var ikke kun rosenrødt. Men det står tilbage for mig som en tid, hvor jeg ad flere omgange havde en oplevelse af Guds ledelse i mit liv.

Samtidig med at jeg har haft perioder, hvor jeg har oplevet Guds ledelse, er der også tider, hvor det ikke har gjort sig gældende. Da jeg besluttede at læse teologi, var det ikke med en særlig følelse af Guds kald til det. Jeg synes bare, det var spændende, og følte mig draget af faget, og så gjorde jeg det. Grundlæggende tænker jeg ikke, at det ene er bedre end det andet. Vi behøver ikke Guds kald for at tage beslutninger, og det gør ikke vores valg mindre rigtige eller vigtige, at vi tager dem uden nogen overnaturlig vejledning.

Kald og stand

Som afrunding på artiklen her vil vi slutte i godt selskab hos en klog, ølglad augustinermunk. Martin Luther forholdt sig også til forholdet mellem kald og stand (’kald’ betyder her arbejde, mens ’stand’ betyder livssituation). Han gjorde op med den katolske forståelse af, at du først lever fuldt efter Guds vilje, når du træder ud af hverdagslivet og ind i en kirkelig tjeneste i klosteret.

I stedet mente Luther, at uanset hvad du arbejder med og uanset din livssituation - ung eller gammel, gift eller single, lønmodtager eller pensionist - så lever du i Guds kald til dig, når du lever som et kristent menneske. 

Vi kan tro, at meningen først opstår rundt om hjørnet, når jeg får sabbatår eller scorer drømmejobbet. Men Luther er lodret uenig. Vi skal ikke gå og vente på, at meningen eller kaldet kommer. Hvis vi vandrer med Gud, så er meningen altid til stede i form af kaldet til at elske vores næste. Pas din skole, elsk din næste og gå i kirke, så lever du i Guds kald til dig. Så enkelt kan det siges.

Denne artikel er baseret på et seminar, der blev holdt på KFS' Påskelejr 2026.