Forstår Gud min smerte?

Hvis jeg skal svare på, hvorfor jeg er kristen, så begynder og slutter mit svar altid med personen Jesus, fordi jeg af ham føler mig mødt som menneske. En historisk person med krop, relationer, sorger og livsdilemmaer. I Hebræerbrevet kapitel 4 vers 15 står der: »For vi har ikke en ypperstepræst [Jesus], der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd.«

I Jesus valgte Gud at træde tæt på. Træde derhen, hvor han ellers ikke kunne opleve samhørighed med os. Gud gik ind i et lidelsesfællesskab med os. Han går ikke uden om lidelsen, men lider med os, så vi i alle ting kan føle os forstået og elsket (jf. Andersen, Gud, hvorfor sover du? s. 24; Esmarch, Gud, hvor jeg savner ham!, s. 104.)

Gud har medfølelse med hver en skrøbelighed, og det ved vi, at Gud oprigtigt kan have, fordi han selv har oplevet enhver skrøbelighed. Kort før sin død beder Jesus, på knæ i angst og frygt, Gud om at skåne ham for smerten og døden (Matthæusevangeliet kap. 26, v. 36-46). Jesus træder frem foran Gud i desperation, som Job, David, jeg og mennesker til alle tider har gjort det. Han bliver et forbillede for os andre, fordi han ikke kun beder om at blive skånet, men lægger sit liv over til Gud, idet han siger i vers 39: »Ikke som jeg vil, men som du vil.« Jesus ønsker, at Guds vilje skal ske med hans liv, og i hans tilfælde betyder det, at han ikke skånes, men fængsles, mishandles og må gennemgå stor fysisk smerte, inden han til sidst dør.

Gud oplevede paradoksalt nok følelsen af at være forladt af Gud, da han kom til os i skikkelse af Jesus Kristus. Jesus lå på knæ i frygt. Han blev skuffet over Guds svar og oplevede sig forladt af den Gud, han satte sin lid til. Derfor kan vi opleve et dybt fællesskab med ham i livets svære erfaringer. Om du er syg eller tynges af smerte, om du har mistet en, du elsker, om du er offer for forfølgelse, undertrykkelse eller diskrimination, om du må f lygte til et andet land, om døden står for din livsdør og banker på. Jesus er trådt ind i verden og har været i alle verdens kroge. Det gjorde Gud for at leve så tæt på os, at vi aldrig skal føle os alene.

Trøst i lidelsen

Vi har brug for trøst i livet. Hvad end vi ser mening i det svære eller ej, står vi tilbage med de følelser, vi har. Lidelsesfælleskab med Jesus Kristus og den trøst, det møder os med, beskrives af Paulus i Andet Korintherbrev kapitel 1 vers 3-5. Her står der:

"Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøsts Gud, som trøster os i al trængsel, så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud. For ligesom Kristi lidelser i rigt mål kommer til os, således kommer også den trøst, som Kristus giver, i rigt mål til os."

Normalt siger man, at kærlighed kan flyde over. I dette bibelvers hører vi, hvordan trøsten flyder over (jf. Andersen, Gud, hvorfor sover du?, s. 22-23). Guds hjerte er blødende og medfølende for os. Han bringer hver enkelt af sine børn trøst, og med den trøst kan vi trøste hinanden.

Alt efter hvilken person man er, vil man opleve, at bestemte ting gør Guds trøst særligt tydelig for en. Bibelens fortællinger om Guds kærlighed og Guds menneskelighed kan være noget, der giver os trøst. Andre vil måske opleve, at lovsang bringer Guds kærlighed og trøst til en. Gennem musik kan kristne være med til at lade Guds trøst flyde over i melodier og sangtekster. Jeg oplever selv, at når der ikke er kræfter til at bede eller læse i Bibelen, kan det være omfavnende at læne sig ind i andres ord gennem en sang.

Fællesskabet med andre er helt centralt i den måde, Gud ønsker at bringe os sin trøst på. Guds trøst spreder sig gennem menneskelige relationer. Fællesskab med andre, der tror på Gud, kan få afgørende betydning, når vi står i svære ting. Her kan den anden blive et udtryk for Guds nærvær og lyttende øre og være en stemme, der husker os på den trøst og det håb, vi har hos Gud. Jeg tror, det er vigtigt, at vi hver især og som fællesskaber altid fordyber os i, hvordan Guds trøst kan komme til udtryk mellem os. Alle oplever svære tider og livskriser, og dermed har alle på et tidspunkt i livet brug for at blive mødt af Guds trøst gennem medmennesket.

Nogle gange har vi brug for at blive trøstet. I andre tider kan vi være dem, der får lov at trøste og bringe Guds håb til andre. De konkrete situationer kan se meget forskellige ud, fordi mennesker er forskellige, og fordi forskellige former for smerte i livet kalder på forskellige slags omsorg. Nogle vil udelukkende have brug for et lyttende øre fra en ven, andre vil have brug for praktisk hjælp til at overskue hverdagen. Andre igen vil have brug for sjælesorg og teologisk sparring fra en med evne til det, f.eks. deres præst. Vi skal derfor have trøst i fokus, fordi Gud har det i fokus. Det er en forudsætning for, at vi kan leve i troen og bevare den.

Spørgsmål til refleksion og samtale

1. Hvilken lidelse i verden optager dig særligt?

2. Hvordan har dit liv gjort ondt?

3. Hvilke anfægtelser oplever du i forhold til Gud?

4. Hvordan har du oplevet Guds trøst i dit liv?

5. Hvad betyder det kristne håb for dig?

Dette er et uddrag af bogen Krisetider af Alma Nymann Berggren

Bogen er en del af KFS' resonans-serie. Køb bogen her.