Vi lever i en tid, hvor sociale medier fylder enormt meget, og hvor influencere ofte har større gennemslagskraft end etablerede medier. Her er autenticitet, eller i hvert fald oplevelsen af den, den helt store valuta. Samtidig lever vi i et samfund, hvor individet fylder mere end nogensinde, hvilket skaber rum for, at den enkelte i højere grad forventes selv at definere sin identitet og sine sandhed.

Jeg tror, mange af os lider af det, der på sociale medier kaldes main character syndrome. Udtrykket beskriver en adfærd, hvor man ser sig selv som hovedpersonen i sit eget liv. Man er fortælleren, mens andre bliver bipersoner i ens historie, og verden forstås gennem ens eget narrativ. De sociale medier giver os mulighed for at kuratere vores identitet gennem opslag, likes, kommentarer og redigering. Her kan vi forme det billede af os selv, som andre skal se. Samtidig er det nemmere end nogensinde at dele sine holdninger uden nødvendigvis at blive faktatjekket.

Den personlige fortælling

Vi bliver konstant opfordret til at definere, hvem vi er, hvad vi føler, og hvad der er vores personlige sandhed. Selvom sociale medier rummer alle slags holdninger, er det særligt dem, der fremstår originale og udfordrer det etablerede, der belønnes. Altså ophøjes den personlige fortælling, fordi den appellerer til følelser og derfor skaber klik og likes. Ofte handler fortællingen om, hvordan rammer og normer på problematisk vis begrænser individet.

Det er min påstand, at de sandheder, vi møder i den parallelle onlinevirkelighed på sociale medier, har stor indflydelse på, hvordan vi opfatter os selv og verden omkring os. Og at dette skaber idealer og forventninger, som kan være både urealistiske og usunde – ikke kun for den enkelte, men også for de fællesskaber, vi er en del af.

Et møde med tidsånden

Jeg læser psykologi på fjerde år på Københavns Universitet. Her lærer vi, at den fortælling, vi skaber om os selv, er vigtig for vores identitet og trivsel. Da jeg startede på studiet, blev jeg meget overrasket over, hvor kritiske mine medstuderende var over for pensum og undervisernes faglige tilgange. Studiestarten blev også et møde med perspektiver på identitet og køn, som adskilte sig markant fra dem, jeg kendte fra min kristne opvækst.

Det er min oplevelse, at der på psykologistudiet er en stærk diskurs om, at vi i kampen for individets udfoldelse bør stille os kritiske over for etablerede forestillinger om samfundet. Eksempelvis har der været en episode, hvor en underviser blev kritiseret for at tiltale en studerende som “den dame”, fordi den studerende ikke identificerede sig med sit biologiske køn. Efter episoden udstedte ledelsen en vejledning i inkluderende tiltaleformer til instituttets undervisere.

Hvem definerer sandheden?

For mig illustrerer episoden en udvikling, hvor den enkeltes forståelse af sin identitet i stigende grad bliver et hensyn, som institutioner og fællesskaber forventes at indrette sig efter. Baseret på en usynlig forhandling vurderes det løbende, hvilke forståelser af virkeligheden der får lov til at dominere.

Min fornemmelse er, at tidsånden i høj grad afgør, hvilke perspektiver der opfattes som legitime, og hvilke der udfordres. Det handler derfor ikke kun om, hvad der er sandt, men også om hvilke værdier og moralske forståelser der får lov til at definere rigtigt og forkert.

Gud som fortæller

Spørgsmålet bliver derfor, hvor det efterlader os som kristne. At leve sit liv efter Guds sandheder kan stå i kontrast til en tidsånd, hvor individets oplevelse og mavefornemmelse ofte bliver den højeste autoritet. Her kan man som kristen føle sig klemt, fordi kristendommens udgangspunkt er, at vores højeste autoritet ikke findes i os selv, men i Gud.

Jeg hørte for nogle år siden en prædiken, hvor taleren stillede spørgsmålet: Hvem får lov til at tegne billedet af, hvem du er? Hvorfra henter du din forståelse af verden, andre mennesker og godt og ondt? Fra verden og samfundet eller fra Gud? Jeg tror desværre ofte, at jeg kommer til at teste Gud på det, verden siger, i stedet for at teste verden på det, Gud siger. Jeg lader mine egne erfaringer og samtidens forestillinger blive målestokken og stiller mig kritisk over for Bibelen, når dens budskab ikke stemmer overens med det, tidsånden siger er sandt.

Jeg tror, det er naturligt og uundgåeligt, at vi præges af den verden og kultur, vi er en del af. Samtidig tror jeg, at denne tilbøjelighed kan føre os væk fra det, der i dybeste forstand er naturligt. For hvis Gud er den, der har skabt og opretholder alt, og hvis Gud er kærlighed, må det mest naturlige for os være at leve i tillid til ham og hans sandhed. At lære at vurdere verden på hans ord og at leve så tæt på ham, at mine egne ønsker, følelser og handlinger gradvist formes af hans.

For som kristen er jeg ikke skabt til at være main character i mit eget liv. Jeg har en anden hovedperson, og det er Jesus. Jeg er sat fri fra selv at skulle skrive min egen fortælling. Gud er fortælleren. Det er ham, der giver mig min identitet og fortæller mig, hvem jeg er.

Find resten af Til Tro-magasinet "Sandhed" her.