Sandhed 1

Sandhed

Hvem er hovedperson i dit liv?

SANDHED: Autencitet er afgørende. Alle higer efter det. Findes der en sund måde at iscenesætte sit liv på, og hvordan kan jeg være mig selv på en troværdig måde?

Af Clara Buus Vigilius, Studerer psykologi , clvigilius@gmail.com

15. okt. 2026

5 min. læsning

Vi lever i en tid, hvor sociale medier fylder enormt meget, og hvor influencere ofte har større gennemslagskraft end etablerede medier. Her er autenticitet, eller i hvert fald oplevelsen af den, den helt store valuta. Samtidig lever vi i et samfund, hvor individet fylder mere end nogensinde, hvilket skaber rum for, at den enkelte i højere grad forventes selv at definere sin identitet og sine sandhed.


Jeg tror, mange af os lider af det, der på sociale medier kaldes main character syndrome. Udtrykket beskriver en adfærd, hvor man ser sig selv som hovedpersonen i sit eget liv. Man er fortælleren, mens andre bliver bipersoner i ens historie, og verden forstås gennem ens eget narrativ. De sociale medier giver os mulighed for at kuratere vores identitet gennem opslag, likes, kommentarer og redigering. Her kan vi forme det billede af os selv, som andre skal se. Samtidig er det nemmere end nogensinde at dele sine holdninger uden nødvendigvis at blive faktatjekket.


Den personlige fortælling

Vi bliver konstant opfordret til at definere, hvem vi er, hvad vi føler, og hvad der er vores personlige sandhed. Selvom sociale medier rummer alle slags holdninger, er det særligt dem, der fremstår originale og udfordrer det etablerede, der belønnes. Altså ophøjes den personlige fortælling, fordi den appellerer til følelser og derfor skaber klik og likes. Ofte handler fortællingen om, hvordan rammer og normer på problematisk vis begrænser individet.


Autenticitet, eller i hvert fald oplevelsen af den, er i dag den helt store valuta.


Det er min påstand, at de sandheder, vi møder i den parallelle onlinevirkelighed på sociale medier, har stor indflydelse på, hvordan vi opfatter os selv og verden omkring os. Og at dette skaber idealer og forventninger, som kan være både urealistiske og usunde – ikke kun for den enkelte, men også for de fællesskaber, vi er en del af.


Et møde med tidsånden

Jeg læser psykologi på fjerde år på Københavns Universitet. Her lærer vi, at den fortælling, vi skaber om os selv, er vigtig for vores identitet og trivsel. Da jeg startede på studiet, blev jeg meget overrasket over, hvor kritiske mine medstuderende var over for pensum og undervisernes faglige tilgange. Studiestarten blev også et møde med perspektiver på identitet og køn, som adskilte sig markant fra dem, jeg kendte fra min kristne opvækst.


Det er min oplevelse, at der på psykologistudiet er en stærk diskurs om, at vi i kampen for individets udfoldelse bør stille os kritiske over for etablerede forestillinger om samfundet. Eksempelvis har der været en episode, hvor en underviser blev kritiseret for at tiltale en studerende som “den dame”, fordi den studerende ikke identificerede sig med sit biologiske køn. Efter episoden udstedte ledelsen en vejledning i inkluderende tiltaleformer til instituttets undervisere.


Hvem definerer sandheden?

For mig illustrerer episoden en udvikling, hvor den enkeltes forståelse af sin identitet i stigende grad bliver et hensyn, som institutioner og fællesskaber forventes at indrette sig efter. Baseret på en usynlig forhandling vurderes det løbende, hvilke forståelser af virkeligheden der får lov til at dominere.


Min fornemmelse er, at tidsånden i høj grad afgør, hvilke perspektiver der opfattes som legitime, og hvilke der udfordres. Det handler derfor ikke kun om, hvad der er sandt, men også om hvilke værdier og moralske forståelser der får lov til at definere rigtigt og forkert.


Gud som fortæller

Spørgsmålet bliver derfor, hvor det efterlader os som kristne. At leve sit liv efter Guds sandheder kan stå i kontrast til en tidsånd, hvor individets oplevelse og mavefornemmelse ofte bliver den højeste autoritet. Her kan man som kristen føle sig klemt, fordi kristendommens udgangspunkt er, at vores højeste autoritet ikke findes i os selv, men i Gud.


Jeg hørte for nogle år siden en prædiken, hvor taleren stillede spørgsmålet: Hvem får lov til at tegne billedet af, hvem du er? Hvorfra henter du din forståelse af verden, andre mennesker og godt og ondt? Fra verden og samfundet eller fra Gud? Jeg tror desværre ofte, at jeg kommer til at teste Gud på det, verden siger, i stedet for at teste verden på det, Gud siger. Jeg lader mine egne erfaringer og samtidens forestillinger blive målestokken og stiller mig kritisk over for Bibelen, når dens budskab ikke stemmer overens med det, tidsånden siger er sandt.


Som kristen er jeg ikke skabt til at være 'main character' i mit eget liv. Jeg har en anden hovedperson, og det er Jesus.


Jeg tror, det er naturligt og uundgåeligt, at vi præges af den verden og kultur, vi er en del af. Samtidig tror jeg, at denne tilbøjelighed kan føre os væk fra det, der i dybeste forstand er naturligt. For hvis Gud er den, der har skabt og opretholder alt, og hvis Gud er kærlighed, må det mest naturlige for os være at leve i tillid til ham og hans sandhed. At lære at vurdere verden på hans ord og at leve så tæt på ham, at mine egne ønsker, følelser og handlinger gradvist formes af hans.


For som kristen er jeg ikke skabt til at være main character i mit eget liv. Jeg har en anden hovedperson, og det er Jesus. Jeg er sat fri fra selv at skulle skrive min egen fortælling. Gud er fortælleren. Det er ham, der giver mig min identitet og fortæller mig, hvem jeg er.


Find resten af Til Tro-magasinet "Sandhed" her.

Udforsk mere

Find mere indhold

6. mar. 2023

4 min. læsning

Guds børn er en broget flok

ANDAGT: Zakæus møder Jesus. Hvad betyder det?

Af Lisa Rom Boye

21. jul. 2026

2 min. læsning

Salomo og kongerne 6/7 | "Da kongen hørte, hvad der stod i lovbogen, flængede han sine klæder..." | Mads Due

Banke, banke på. Josija finder lovbogen i templet og opdager, hvor langt folket er drevet væk fra Gud. Og så skal vi også møde Morten i Wittenberg og spørge, hvad sand reformation egentlig er.

Af Mads Due

14. jul. 2026

2 min. læsning

Salomo og kongerne 5/7 | "Der skal i disse år hverken falde dug eller regn..." | Mads Due

I denne episode bevæger vi os fra Fukushima og naturens voldsomme kræfter til kampen mellem Elias og Ba’al-profeterne på Karmels bjerg. Vi får noget ekstremt vejr, afgudsdyrkelse, profetisk mod, Guds suverænitet, og så møder vi Elias, der peger frem mod Johannes Døber og den Gud, der selv træder ind i historien.

Af Mads Due

8. sep. 2026

3 min. læsning

Højsangen og Salmerne 6/7 | "Alt, hvad der har ånde, skal lovprise Herren..." | Hanne Terp Legarth

En cellist i Sarajevo, en svensk stjernehimmel, vi kommer vidt rundt omkring i denne episode, hvor vi skal se lidt på lovsang -lovprisning - og den sidste salme i Salmernes Bog.

Af Hanne Terp Legarth

14. okt. 2026

3 min. læsning

Når jeg synder, må jeg sige Gud tak

ANDAGT: Står jeg alene, når jeg føler mig mest forkert?

Af Frederik Wind

18. aug. 2026

1 min. læsning

Højsangen og Salmerne 3/7 | "Vågn op, hvorfor sover du, Herre?..." | Hanne Terp Legarth

I dette afsnit tager vi fat på Salmernes, og vi begynder med Salme 44 og dens fortvivlede råb til en Gud, der synes at sove.

Af Hanne Terp Legarth

16. jun. 2026

2 min. læsning

Salomo og kongerne 1/7 | "Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte..." | Mads Due

I dette afsnit går vi fra Coltranes åndelige opvågning og A Love Supreme til Salomos bøn om et lydhørt hjerte — og om ham, der er større end Salomo: Jesus.

Af Mads Due

27. aug. 2026

3 min. læsning

Et andet møde med Jesus

Ja, jeg påstår, at jeg kender Jesus. Men ved jeg egentlig, HVEM han er?

Af Katrine Søndergaard

24. sep. 2026

2 min. læsning

Min Gud er kunstner

'Min Gud har lagngt hår og stritører. Min Gud er kunstner'. Sådan skriver Ida Enevoldsen i sit digt om den Gud, der lever og skaber.

Af Ida Enevoldsen

28. jul. 2026

2 min. læsning

Salomo og kongerne 7/7 | "På den niende dag i den fjerde måned blev byens mur gennembrudt..." | Mads Due

Jerusalem falder. Muren brydes ned, templet tømmes, og folket føres i eksil. Vi bevæger os fra Stefan Zweigs Wien og de europæiske imperiers sammenbrud til Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. Tab, sorg og klage, og så også håb, håbet om, at Bibelens fortælling ikke ender i ruinerne, men fortsætter på den anden side af eksilet.

Af Mads Due

4. aug. 2026

1 min. læsning

Højsangen og Salmerne 1/7 | "Hvor er du smuk..." | Troels Nymann

Højsangen er måske ikke lige den, som man starter med, hvis man vil prøve at læse i Bibelen. Men det ville måske ikke være så dumt. Dette afsnit handler om Bibelens kærlighedsdigt, blind kærlighed, Romeo og Julie og det længselsfulde blik efter den elskede.

Af Troels Nymann

29. sep. 2026

2 min. læsning

Ordsprogene, Prædikeren og Job 2/7 | "Den, der graver en grav, kan selv falde i den..." | Mads Due

Hvad vil det sige at være vis? Vi dykker ned i Ordsprogenes praktiske visdom, og særligt et ordsprog om at grave en grav.

Af Mads Due