Man skal være villig til at grave dybt for at finde guld

Timerne, hvor Jesus bliver dømt til døden, ført ud til Golgata og hængt op på et kors, er uendeligt lange. 18 sider for at være helt nøjagtig. Det er i hvert fald længden i Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman over Det Nye Testamente, hvor tiden på magisk vis går i stå, da Jesus er i gang med at skrive verdenshistorien, som kulminerer med ordene: ”Det er fuldbragt”. De 18 sider giver tid til at se Jesus i øjnene og se, hvordan de kniber sig sammen i smerte for hvert søm, der bliver tvunget gennem hans krop. Det er fantastisk levende og lige præcis grunden til, at jeg elsker historiske romaner. Men det kommer desværre alt for sent.

Op til påskedagene går det nemlig tjuhej afsted for Marstrand-Jørgensen med disciple, der efterlader alt derhjemme, raskmeldte syge og en kometkarriere uden sidestykke. Ingen kan kede sig undervejs, når Jesu tre år i felten bliver jappet igennem, og jeg var glad for, at jeg kendte historiens hovedtræk, så jeg havde noget at holde fast i. Der bliver ikke brugt meget tid på at male personerne frem, og vi skifter hurtigt mellem scenerne uden at have en rød tråd til at holde dem sammen. Hvert nedslag i Jesu liv får så at sige fyldt visuelle billeder på, men at kalde det en roman er at strække kategorien, der i forvejen er meterbred. Det havde krævet dobbelt så meget plads og større kunstneriske armbevægelser. Og langt flere fravalg.

Så snart jeg lod være med at irritere mig over den vildledende roman-betegnelse på forsiden, kunne jeg dog glæde mig over, hvad Marstrand-Jørgensen til gengæld lykkedes med. Hun vakte Jesus til live. Hver søndag har jeg nemlig en helt ufattelig evne til at glemme klichéen over dem alle: Jesus var et menneske. Så simpelt og dog så komplekst. Jeg fatter det ikke. Man har kunnet mærke hans hjerte banke, hvis man gav ham et varmt kram.

Det er den åbenbaring om historiers virkelighed, som historiske romaner plejer at give mig, når de vækker Kleopatra og Napoleon til live i min bevidsthed og giver dem kød og blod. De var virkelige mennesker. Derfor var det også det, jeg havde håbet på, da én af Danmarks største forfattere af historiske romaner gav sig i kast med Jesu liv og virke. Men det kommer kun i få glimt, som da hun tager sig tid til at dvæle ved korset. I resten af ”romanen” er Marstrand-Jørgensens ønske om, at vi når igennem alt fra fødsel til død et uheldigt benspænd, som hun har givet sig selv. Marstrand Jørgensens fortælling kan dermed fylde nogle huller ud, men anbefal den ikke til din ven fra klassen, der tror, at påske er en vikingehøjtid og som tror, at Jesus var buddhist.

Læs i stedet bogen, hvis du kender evangeliet, men måske synes, det virker lidt fjernt. Hvis du ligesom jeg oplever, at sorte bogstaver på en hvid side kan blive til en verden af farver, og hvis du stadig kan mærke en bog helt fysisk i kroppen flere år efter, at du har læst den. For dig vil Marstrand Jørgensens bog i glimt lade Jesus træde helt tæt på i sin mest menneskelige guddommelighed, og DET er en god nyhed. Du skal bare have en god portion tålmodighed undervejs.

Køb bogen her.

Denne anmeldelse er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Humor”.