Kære Søren

Kære Søren Toft-Jensen

Tak for dine bemærkninger til min artikel. Det er efter min mening på sin plads med forskellige opfattelser i dette spørgsmål, og det var ikke min mening at pålægge alle andre det syn og den praksis, som jeg selv er nået frem til, men at fortælle om den rejse, jeg har været på, som har fået mig til at prioritere, som jeg gør.

Din kommentar får mig til at klargøre to punkter:

I forhold til Gud er vi forvaltere. Det vil sige, at alt, hvad vi besidder og har, lejer eller låner her på jorden, i sidste ende ikke er vores men Guds, og at vi en dag skal gøre regnskab for det alt sammen. Min pointe var ikke, at vi i forholdet til Gud var lejere. Jeg er enig i, at det ville være en forvirrende sprogbrug. Min pointe var, at når vi nu i det store perspektiv er forvaltere, så indebærer det, at intet af det, vi ejer, i grunden er vores besiddelse, og at det at leje, lease, medeje, have andel og så videre kan være måder at leve på, som hjælper os til ikke at lade os forføre af besidderfornemmelsen.

Jeg er ikke enig i, at man bliver uansvarlig af at leje, medeje, have andel eller hvad man nu kan forestille sig af måder at forholde sig til materielle goder på, som bløder op på ejerforholdet. Men ansvarligheden ændrer karakter under disse forhold. Man har direkte ansvar for det, man ejer, men i lejemålet er ansvarligheden relationel. Den ligger i forholdet mellem lejer og udlejer. 

Det er ikke min hensigt at forsøge at genindføre et fattigdomsideal. Penge er som ild en kraft, der kan varme og lyse op, men som også hele tiden indebærer risikoen for at brede sig, hvor den ikke hører til, og som potentielt kan lægge alting øde – og det sker lettest, når vi bliver uopmærksomme på denne fare. Det er ingen nytte til at sætte standarder op for, hvordan andre skal indrette deres økonomi. Med min artikel har jeg villet sætte et skilt op, som man gør i tider, hvor der er tørke, hvorpå der står: Brandfare.

Find resten af Til Tro-magasinet "Overflod" her.