En musikalsk rejse mod Gud

”During the year 1957, I experienced, by the grace of God, a spiritual awakening which was to lead me to a richer, fuller, more productive life … ALL PRAISE TO GOD.”

Sådan skriver John Coltrane i forbindelse med sin fænomenale udgivelse A Love Supreme. Udgivelsen udtrykker en åndelig søgen, der når målet. Det er den kristne Gud, der for Coltrane er den ypperste kærlighed. Mit eksemplar er et nyere LP reissue, som dog præsenterer musikken på fornem vis.

Pt. I – Acknowledgement

Nålen går ned, finder sin rille. Stilhed. Elvin Jones’ bækkener bryder ind. Det hele koger og syder stort, mens Coltrane formulerer pladens første melodiske strøg. Et strøg, der senere skal vise sig at danne en melodisk konvolut om hele værket. Introduktionen er en skabelse, et nybrud. Alt er smukt, alt er ordentligt.

Det ebber ud, men så sætter Jimmy Garrison ind med bassen, nærmest ruminerende, og gøres selskab af Jones’ trommer, der friskt fortolker den typiske 4/4-takt. Rytmesektionen bestående af bas, trommer og klaver vugger videre, indtil hovedpersonen træder frem. Coltrane er i sit es på saxofonen. Han angriber og angribes af tonerne. Pianisten McCoy Tyner tvinger samtidig evigt nye akkordvariationer ud af tangenterne. Jones markerer evindelig sin tilstedeværelse uden at overskygge. Garrison driver nummeret, konstanten gennem variationerne. Coltrane presser sig selv til det yderste. Fremdrift, men stilstand.

De fire finder et nyt leje. Alt tages ned. De splitter op, mens et tema bryder frem. Klaver og sax følges ad, det samme gør trommer og bas. Melodien lægges hele tiden i nye lag, men gentagelsen er til stede. Gammel vin på nye sække, kan man sige, i positiv forstand.

Et nyt, om muligt endnu mere afdæmpet leje. Saxofonen forsvinder, og erstattes af et nybrud, noget sjældent hørt. Samtlige musikanter, der chanter albummets titel en håndfuld gange: ”A love supreme, a love supreme, a love supreme, a love supreme.” Efterfølgende fader alt ud, undtagen bassen. Garrison har været den musikalske rygrad, hvilket nu cementeres. En kort hilsen, så er alt ude. 

Pt. II – Resolution 

Her er nummeret, som fik mig på sporet af A Love Supreme. Bassen begynder, hvilket giver mening efter afrundingen af første del. Bandet sætter ind, og Coltrane fører denne gang an fra begyndelsen. Her er noget mere fremdrift, en fortælling. Det er en klassisk jazztur med klar retning. Melodien vil være velkendt for seriøse jazzlyttere. Saxofonisten har mange fans, og det her er øreguf. Som sædvanlig anslås temaet et par gange, så er det solotid. En klassisk jazz-skabelon, tema-solo-tema. Først Tyner på tangenterne. Han er virtuos. En ung virtuos, 25 på indspilningsdagen. Jeg synes han er bedst, når han akkompagnerer, og ikke selv leder. Pianisten er dygtig, men bedst som andenviolin. Han spiller ægte bebop-klaver, men med sit eget twist. Han har hørt Thelonious Monk og Bud Powell, helt afgjort, men han er sig selv. Et kongeeksempel på, hvordan god inspiration virker.

Coltrane griber roret. Ikke tema som før, men solo. Hans lyd er umiskendelig coltranesk. Jeg fatter ikke fagtermerne bag dette melodiske ridt, men jeg kan genkende hans lyd, om så det er som tarvelig baggrundsmusik på en lidt for prætentiøs café i ét af Københavns brokvarterer. Coltrane er Coltrane, alle andre imiterer. Jeg mødte ham først som sekundant på pladen, der fødte den traditionelle jazz for mig, Kind of Blue, under Miles Davis’ vinger.

Temaet igen, stadig Coltrane. Som tommelfingerregel betyder det, at der snart er pause. Han vender ligesom tilbage, slår ring om soloerne fra henholdsvis klaver og sax. Og så er det slut. A-siden rinder ud.

Pt. III – Pursuance

Trommeintro, igen interessant. Elvin Jones nærmest tester trommesættet, inden det hele tager fart. Er der mon til et nummer mere? Et sådant stykke kan virke fremmed for uindviede, men er egentlig ret almindeligt på jazzskæringer.

Coltrane lægger fra land. Titlen siger alt. Stræben, vi er på jagt. Tempoet er højt. Efter en ultrakort temagennemgang, er det Tyner, der fortsætter jagten. Jeg bliver helt svedt. Hans tangentspil kræver respekt af lytteren. Bas og trommer skaber et jævnt fundament med enorm plads til leg og liv. Coltrane observerer. En sand leder ser de andre. En optakt signalerer, at lederen må lede igen. Han matcher Tyner i intensitet og energi. De spiller nærmest om kap, klaveret er evigt udfordrende, aldrig underminerende. 

Slutningen er en sonisk kulmination. Temaet ruller afsted som en skudsalve. Jones’ kedler får det sidste ord, hans første reelle solo. Bassen fortsætter som i første nummer, Garrison er på frihjul gennem hele pladen. Eller også er han bare konstanten, med alt i sin hule hånd. Her er der mere tale om en decideret solo end de små stumper på A-siden. Han vil ikke stå tilbage for de andre artister. Og han får pladsen, nærmest en afslutningens afslutning.

Pt. IV – Psalm

Det meditative endemål. Ingen salme i kirkelig forstand, men en meget melodisk opsats. Alt koger og syder som i begyndelsen af A-siden. Det tenderer free jazz. Alt er åbent, verden hviler. Stumper af sax over spændte akkorder. Bassens frie leg. Evig kogen. Det er samtidig et voksent mål. Ingen happy end a la Hollywood, hvilket også ville være et fremmedlegeme i jazzens tilværelse og historie. Stemningen er mere langfredag end påskemorgen. Som om alt er opbrugt og opbrudt. Coltrane indtræder i en musikalsk jakobskamp, han vrider toner ud. Han kæmper med Gud, brydes med den sublime kærlighed. Det er blues, det er spirituals. 

Hvor er en nogenlunde glædelig slutning, som Dollar Brands Anthem for the New Nation eller Oscar Petersons Hymn to Freedom? Den udebliver. For sådan er virkeligheden også. Som i det evangelium, som evangelisten Markus beretter. Det slutter også abrupt: ”Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange” (Mark 16,8). Men så alligevel. For melodistumpen, som satte det hele i gang, den fra første nummer, titter frem. Lige inden alt forsvinder, høres den sagte lyd af Coltranes saxofon igen. Der er slået en ring. Mit teologisk tyngede sind kan ikke slippe tanken om, hvordan Guds fortælling nærmest ender, som den begyndte. Coltrane minder os om, at der er et håb. Det bliver som det var. Det siger jazzen.

Dette er et uddrag af en artikel fra Semper.