Mellemøsten mellem magterne

Siden oktober 2023, hvor Hamas angreb Israel fra Gaza, myrdede 1200 mennesker og tog 240 andre som gidsler, og Israel den 8. oktober, dagen efter, indledte sit angreb på Hamas, har der været få dage uden Israel-Palæstina-konflikten som en del af nyhedsstrømmen. Også i det hjemlige gadebillede fylder konflikten.

Podcasten “For Heavens sake” fra Jerusalem har siden da haft underskriften “xx number of days after the war”. Men konflikten begyndte ikke for x antal dage siden. Vi skal længere tilbage. Hvor langt er der ikke enighed om. Heller ikke hvordan historien skal fortælles. Et af problemerne er netop de modstridende fortællinger. Skal vi forstå bare lidt af konflikten, må vi turde lytte til begge parters fortælling. Måske også revidere, hvad vi mente selv at vide. Hvem der ejer historien, påvirker, hvordan vi ser den og agerer på det, vi hører, og dem, vi møder.

FN fordømte Hamas’ terrorangreb og omtalte efterfølgende palæstinensernes situation siden 1967 som “en kvælende besættelse “. Men vi skal længere tilbage. I bogen “En smal bro over afgrunden” taler Martin Krasnik om hundredårskrigen. Oprettelse af staten Israel i 1948 var en afgørende begivenhed, men ikke der, det hele begyndte. Det var snarere et forsøg på at løse en konflikt, som allerede havde stået på længe.

Det løser ikke nogen konflikt at vide, hvornår det hele begyndte, men for at kunne forholde sig til det, som sker nu, må vi kende til historien eller historierne.

Hvor langt skal vi så tilbage? Til pogromer i Østeuropa i slutningen af 1800-tallet, som sendte jøder på flugt til blandt andet Palæstina? Til den nationale opblomstring i Europa som medvirkende årsag til den zionistiske bevægelse og tanken om et jødisk hjemland? Til den kulturelle arabiske renæssance og oprettelsen af den palæstinensiske-arabiske kongres?

To modstridende løfter

I 1916 lovede briterne det område, som osmannerne besad, til araberne mod deres hjælp i kampen mod tyrkerne. Området inkluderede Palæstina. Året efter udstedte den britiske regering Balfourdeklarationen, hvor de lovede at gøre Palæstina til et nationalt hjem for det jødiske folk. Da 1. Verdenskrig sluttede, var hele det område, vi kender som Israel, Vestbredden og Gaza, under britisk kontrol, officielt kaldet Det britiske mandatområde. Balfourdeklarationen blev gentaget med briternes forpligtelse på at “oprette et jødisk hjemland.” Løftet til araberne blev glemt.

Først efter 2. verdenskrig blev et jødisk hjemland en realitet. At det lod sig gøre nu, skyldtes ikke mindst nazisternes drab på 6 millioner jøder. Den modstand mod den zionistiske idé, som havde været blandt mange jøder i Europa og USA, forsvandt, lige som mange vestlige lande – efter hvad der var sket med Europas jødiske befolkning – aktivt støttede ideen om et jødisk hjemland i Palæstina.

Uden at komme ind på de mange mellemregninger og forudgående forhandlinger kan vi konstatere, at en delingsplan fremsat af FN den 29. november 1947 fik flertal og blev vedtaget. Men uden anerkendelse fra blandt andre de arabiske lande. Den 14. maj 1948 endte den britiske mandatperiode. Den jødiske stat Israel var en realitet. Det samme var den første af de efterfølgende krige mellem Israel og dets nabolande. En våbenhvile blev indgået i 1949, men den blev for alvor blev brudt med Seksdageskrigen i 1967. Den krig, som har skabt den situation, vi kender i dag: Gaza-striben og Vestbredden under israelsk militærkontrol, de mange jødiske bosættelser på Vestbredden, palæstinensisk oprør (intifada) mod Israels besættelse af palæstinensiske landområder og oplevelsen af at være 2. klasses-borgere i deres eget hjemland. Et oprør, som også medførte terrorhandlinger mod civile i Israel.

Gaza

Gazas historie de sidste snart 100 år er en lang flygtningehistorie. Da uafhængighedskrigen sluttede i 1949, kom Vestbredden under jordansk kontrol og Gaza under Egypten. Over halvdelen af Gazas befolkning var palæstinensere, flygtet fra områderne omkring byerne Jaffa og Tel Aviv. Efter Seksdageskrigen kom Gaza under israelsk kontrol, nu med endnu flere flygtninge. Både Israel og Egypten lukkede deres grænse til området, som blev en stor flygtningelejr. Siden 2007 har Hamas kontrolleret området, blandt andet som følge af valget i 2006, hvor palæstinensere fravalgte PLO til fordel for Hamas. Siden da har det været én lang krig mellem Israel og Hamas med pauser indimellem. 7. oktober var en fortsættelse men i en skala, som ikke før er set. Mange jøder så det, der skete, som et flashback til holocaust. Og den palæstinensiske flygtningehistorie i Gaza fortsætter – nu for 2,4 millioner mennesker.

Hvad skete der i 1948

Nogle ser oprettelsen af staten Israel i 1948 og resultatet af krigen i 1967, hvor de bibelske områder Judæa og Samaria kom under israelsk/jødisk kontrol, som en opfyldelse af bibelske profetier. Andre ser det “kun” som resultatet af en demokratisk proces og et forsøg på en løsning på den lange konflikt. Nogle fastholder begge forklaringer. Andre ser 1948 som en katastrofe, der gjorde den oprindelige palæstinensiske befolkning til flygtninge, en udvikling, som fortsatte i 1967 og siden da er fortsat med oprettelsen af jødiske bosættelser og Israels indlemmelse af palæstinensiske områder “af sikkerhedsmæssige grunde”. De forskellige historier gør en fælles fortælling umulig. Billedet af fjenden bliver hele tiden bekræftet, og på begge sider lykkes ekstremistiske grupper med at forpurre tiltag til en løsning og ødelægge, hvad der kunne opbygges af gensidig tillid og en mulig samtale. Den fysiske mur opført af Israel siden 2002 på grænsen, som var mellem Israel og Vestbredden før 1967, fastholder også fjendebilledet.

Hvordan forholde sig til konflikten

Hvad enten vi forholder os til konflikten ud fra en bestemt bibellæsning eller ud fra den åbenlyse lidelse og skæve magtbalance, er det vigtigt, at vi med vores engagement ikke bidrager til at fastlåse konflikten yderligere. Det sker let, når vi i vores iver efter at holde med eller forsvare den ene part gør grøften dybere og den ikke-eksisterende bro helt umulig. Når vreden, frygten og hadet fylder alt, og smerten er for stor, er det svært – hvis ikke umuligt – at lytte til den andens historie. Det må vi forlange af os selv, at vi kan. Måske skal vi slet ikke have en mening om en så kompliceret konflikt. Vores engagement må ikke gøre det umuligt for os at lytte til begge parter og ikke først og fremmest forsvare de svar, vi mener at have. At lytte og spørge og møde lidelsen med empati, uanset på hvilken side den er, kan måske gøre en forskel. Lidelse er lidelse, uanset hvem der lider.

Rigtige venner snakker ikke efter munden. De stiller de svære og kritiske spørgsmål med et ønske om at afsløre blinde vinkler og finde en vej, som smerten og vreden har gjort vennen blind for. Når man ser sig selv som offer – og det gør begge parter i konflikten – formår man ikke at være pragmatisk. Det må gode venner hjælpe til med. Det kræver mod at indse, at ens egen smerte og ulykke ikke bliver mindre for næste generation, medmindre man tør indgå kompromisser. Men hvad nu hvis kompromiset slår fejl, og den udstrakte hånd bliver afslået?

Misforstået velvilje

Vi må ikke lade en konflikt, som i sidste ende ikke er vores, få lov til at splitte vores eget samfund. Vi kommer uden at ville det til at fremme antisemitisme og fremmedhad og bidrage til en nationalisme, der bygger mure og sætter hegn mellem “dem” og “os” i vores egen kontekst. Frem for kun at forsvare egne synspunkter kan vi spørge ind til dem, vi tror os uenige med. Det viser interesse, vi bliver selv klogere, og måske får vi øje på egne blinde vinkler. Vi hjælper ingen ved at lade deres konflikt grave grøfter i vores eget samfund.

Vi kan ikke forlange af israelere og palæstinensere, at de lige nu lytter og søger dialogen. Dertil gør det for ondt. Men vi kan forlange af os selv, at vi insisterer på samtalen og skaber et rum, som måske kan blive starten på en dialog. Og indtil da et bolværk mod mere had og smerte.

”Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Mellemrum”.