Fem grunde til at gå til skriftemål

Du kender det sikkert fra den katolske kirke: en person, der sidder i skriftestolen, og på den anden side af et klæde sidder præsten. Men også i den lutherske kirke, og dermed i folkekirken, kan man skrifte! Vi har ikke en skriftestol. Her mødes den, der vil skrifte, og præsten ansigt til ansigt i kirken, på præstens kontor, eller hvor man nu aftaler at mødes.

Vi kalder det for det personlige skriftemål. Det foregår på den måde, at man kontakter en præst eller en anden kristen, man har tillid til, og har en samtale. I samtalens løb kommer det frem, hvad den skriftende har brug for at bekende, præsten og vedkommende taler kort om det, og derpå beder de sammen til Gud om tilgivelse. Herefter tilsiger præsten syndernes forladelse, mens han lægger sin hånd på den skriftendes hoved. Der afsluttes med bøn og velsignelse. Måske taler de lidt sammen bagefter og aftaler evt. en ny tid for skriftemål.

Gud bruger mennesker

Men kan man ikke bare gå direkte til Gud? Jo! Og han har altid træffetid! Og vi bliver modtaget og hørt hver gang. Også når vi beder om tilgivelse fx som i Fadervor: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”

Og dog opererer Bibelen med, at vi som mennesker skal hjælpe hinanden her: ”Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt” (Jakob Brev kapitel 5, vers 16). Når Gud skal nå ind til os, går han menneskeligt til værks. Derfor blev han menneske i Jesus. Derfor er det et medmenneske, der døber os og rækker os nadveren, og en anden end os selv forkynder det kristne budskab for os. Således står et menneske også sammen med os, når vi skrifter, og fortæller os, at det, vi har bekendt, er tilgivet. Guds ord står stærkere for os, når en anden siger det til os. ”Kristus i min brors mund er større end Kristus i mit hjerte” (frit efter Dietrich Bonhoeffer).

Flovt og pinligt

Men mon ikke de fleste af os egentlig har svært ved at fortælle et andet menneske om det, vi er flove over eller skammer os over. I Den Lille Katekismus guider Martin Luther os på denne måde:

”Over for Gud skal vi bekende os skyldige i alle synder, også dem, vi ikke er os bevidste, som vi gør i Fadervor. Men over for den, vi skrifter for, skal vi kun bekende det, vi kender og føler i hjertet.” Vi behøver altså ikke at fortælle om alle vore synder til et andet menneske, men særligt det, vi har klarhed over, og som vi oplever, fylder i vores liv.

Men hvorfor skal jeg egentlig gå til skrifte, det virker jo mærkeligt og ubehageligt? Giv mig fem grunde til det?!

1. Gør det for din egen skyld

Bekend det, du ”kender og føler i hjertet” for et andet menneske. Det er faktisk en meget ansvarlig måde at sige undskyld på. Vi burde nok egentlig have lettere ved at sige det til et menneske, men mon ikke de fleste af os har sværere ved det end at sige det til Gud. Gud kan vi ikke se, men et menneske kan vi se. Når vi derfor siger det til et menneske, tager vi på en særlig måde ansvaret på os og siger, at ”det er min skyld”. Til Gud – men med et medmenneske som vidne, medhører og en, der beder sammen med os.

Skyld tynger, og det er hårdt at leve med dårlig samvittighed! Men i skriftemålet kommer det frem i lyset, tavsheden brydes, og vi får læsset af! Og Gud vil tage skylden fra os! Og det på en konkret, præcis og aktuel måde lige ind i vores liv lige nu, så vi kan ånde frit og begynde på en frisk. I skriftemålet masserer Gud evangeliet ind i hjertet, så det bliver tydeligere for os: Det gamle er forbi. Noget nyt er kommet til.

Min identitet og integritet bliver styrket. Godt og sundt liv pipper frem. Ny glæde tager over. Det personlige skriftemål kan noget. Der er noget livsforvandlende og befriende over skriftemålet. Det giver os en sjælelig kraft og trosstyrke.

2. Gør det for de andres skyld

Der kommer så meget godt liv til andre, når du går til skrifte. Du bliver så befriet, at du måske får mod og overskud til at sige et ordentlig undskyld til et andet menneske, hvis der er brug for det, og til at møde andre som et mere mildt og åbent menneske. Det gælder i forholdet til alle dem, du står i relation til. Skriftemålet frigør til god næstekærlighed.

3. Gør det for Guds skyld

Gud elsker at tilgive dig og løfte dig ud af den skam, der ofte klistrer sig til synden og skylden. Når vi synder, sårer vi Gud. Når vi beder om tilgivelse, glæder vi ham. Den glæde skal vi give ham. Og den påvirker stemningen i himlen. Englene og den himmelske kirke glæder sig over bare én synder, der får et nyt sind (Lukasevangeliet kapitel 15, vers 7 og 10).

4. Gør det, fordi Kristus har givet dig et løfte

Bekender vi vore synder, er Gud trofast og retfærdig og tilgiver os alle vore synder (Johannes’ Første Brev kapitel 1, vers 9). Når vi går til skrifte, tales tilgivelsen ind i vores liv, for Jesus siger: ”Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt” (Johannesevangeliet kapitel 20, vers 23). Derfor kan præsten i ritualet tillade sig at sige: ”På Jesu Kristi befaling og for hans lidelses og døds skyld kan jeg tilsige dig dine synders forladelse i Faderen og Sønnen og Helligåndens navn.” Og derpå gør han det faktisk, mens han lægger hånden på dit hoved og siger: ”Jeg tilsiger dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnen og Helligåndens navn, amen.” Det står fast! Du skal tage imod de ord – lærer Luther i Den Lille Katekismus – ”som fra Gud selv og ikke tvivle derpå, men tro fast på, at synderne dermed er tilgivet af Gud i Himlen!”

5. Gør det, fordi Kristus tilskynder dig til det

For han siger: ”Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (Matthæusevangeliet kapitel 18, vers 19-20).

Find en, du har tillid til, og som du har mod på at skrifte for. Du bliver ikke fordømt. Husk at den, du skrifter for, har tavshedspligt. Men tænk også på, at hvis du har begået noget kriminelt, så skrift for præsten, de andre skal anmelde dig, det må præsten ikke.

Carpe diem! For det personlige skriftemål er en særlig guldkur, Gud har givet os. Den befrier os – fra fortidens skyld – til at leve fremadrettet! Du er befriet til at leve!

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Undskyld”.

Køb bogen "Befriet til at leve - om at skrifte" af Flemming Baatz Kristensen her.