'You can be anything'

Var du klædt i pink eller sort i sommer?

Medmindre du tilbragte din sommerferie på en mark i det ydre Mongoliet, kan du næppe være gået glip af Barbenheimer-crazen, der raserede over det meste af verden i slutningen af juli.

Jeg er selv mere til den pink side, så jeg troppede op i alle mine bedste nuancer af lyserød for at se filmen om dukken, jeg har brugt min barndom på at lege med – Barbie. Men bare rolig, kære læser, jeg har ikke forvandlet mig til filmanmelder, siden vi sidst læstes ved. Hvad jeg egentlig vil tage fat i, er det motto, som både barbiedukker og -film har klistret på sig med store glitrende bogstaver i en let genkendelig font: ’You can be anything’.

Fedt altså. Anything, det er lige mig. Så skal jeg bare finde ud af, om jeg helst vil være fysiker, operasanger, nobelprisvinder eller virkelig god til rulleskøjter. Og det kan være en spændende vej at gå ned ad. Hvem vil jeg egentlig gerne være, hvis der bare er frit valg? Formentlig noget ret storslået. Noget, der giver mig opmærksomhed, og får andre til at udbryde; ’wauw, gid jeg kunne være ligesom Signe’ (omend mottoet blotlægger ironien i, at det kan de jo så bare være). Men måske helst på en moderne Moder Theresa-agtig måde, der tilgodeser andre og bringer lidt mere håb omkring menneskehedens tilstand.

Jeg synes egentlig godt om mottoets sentiment, nemlig opmuntringen, især rettet mod piger og kvinder, til at tro på, at de kan udrette ting her i verden. Problemet er bare, at jeg er uenig i den præmis, opmuntringen bygger på: Jeg tror ikke, at jeg kan være anything. Og det er der to grunde til:

Den første (men mindst substantielle) er bygget på erfaring. Jeg er faktisk ret begrænset. Og det er til tider ikke så fedt at finde ud af. Lige nu står jeg for eksempel og leder efter et job, og det er mere end tydeligt, at jeg ikke kan være anything. Der er ingen, der hyrer mig som operasanger, muligvis fordi jeg ikke synger så godt, og medmindre brevet er gået tabt i posten, så har dem, der uddeler nobelpriser, heller ikke rakt ud endnu.

Men det er for det andet bygget på, hvad jeg ved om mig selv gennem Bibelen. At jeg ikke er skabt til at være anything, men til at være Guds. Og at selvom det kan se begrænsende ud, så er det faktisk meget frisættende. For så handler det ikke længere om at skabe mit eget liv som nobelprisvindende operasanger, men at leve et liv i lyset af, hvordan Jesus levede, hvilket for det meste af tiden var mere sand og mindre glitter end Barbie. Og hvilket 100% af tiden handler mindre om mig og mere om Gud. Men i det er jeg sat fri. For jeg skal ikke genoprette verden eller vores tro på menneskeheden. For verden her er slet ikke perfekt, og det er ikke menneskeheden der kan fikse den. Den skal genoprettes af Gud, ham som både kan og har lovet at gøre det.

Så frygt ej, hvis du også kigger på det glitrende ’anything’ og ikke oplever, at det passer. Det er meget bedre at være Guds.

Find flere Til Tro-kronikker her.