Verden er af lave, men Gud er i det høje

Politisk utilregnelighed, krige på flere kontinenter, afsatte verdensledere, trusler med angreb og tilraning af land, stigende priser, global opvarmning … Verden kan synes at være gået af lave. Uanset hvor man kigger hen, er der nye og gamle kriser og katastrofer at forholde sig til. For mange kan dette føre til ængstelighed og bekymring. Man kan let lokkes af tanken om bare at lukke ørene for det negative og fokusere på det gode. Hvordan skal vi navigere midt i alt dette? Vi har vel også et ansvar for at holde os oplyste? Og hvor er Gud egentlig?

Det er med en vis ydmyghed, jeg går ind i dette emne. Der er altid mere at sige, ubesvarede spørgsmål, oplevelser og synspunkter, der bør nævnes. Jeg har en generel interesse i at beskæftige mig med det levede liv med alt, hvad det er, og min erfaring er, at kompleksitet er et vilkår, når man har med livet at gøre. Derfor vil jeg opfordre læseren: tøv ikke med at tage kontakt, hvis du har kommentarer eller spørgsmål. Det gælder både til denne artikel, den forrige og de næste, jeg skriver.

I Filipperbrevet kapitel 4, vers 6, skriver Paulus således: ”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak.” Ja tak, Paulus, det er lettere sagt end gjort. Vi bliver mere end nogensinde før eksponeret for nyheder fra hele verden gennem medierne. Næsten alle er i kontakt med det på den ene eller anden måde. Det gælder både på et globalt plan og i hverdagssituationerne. Vi kan altid finde ud af, hvad vi går glip af, hvad andre taler om og høre om, hvilke katastrofer og farer vi bør forholde os til i vores land, kontinent og verden. Det er markant anderledes end dengang, man blot havde sit landsbysamfund at forholde sig til.

Tanken om at isolere sig kan i denne tid let virke tiltalende. Træde ud af oplysningen, ignorere krig og katastrofer, sætte sig i lænestolen og læse en god bog, der både starter og ender lykkeligt, lade som om, at alt er godt, at alt ånder fred og ro. Jeg tror dog ikke, at det er det rette at gøre. Vi skal ikke blive jubeloptimister og lukke øjnene for verdens barske realiteter. Lade som om intet er hændt og ”bare være glade”. Fornuften skal ikke slukkes. Det kan være klogt at preppe for at være klar, hvis katastrofen skulle ramme.

Men på samme måde, som man kan falde i den grøft, kan vi også falde i den anden. Se i overdreven grad på det dårlige, onde og negative i verden. Lade mørket blive altoverskyggende og bekymringerne i udpræget grad hæmmende for vores trivsel og tjeneste i hverdagen. Jeg tror, det er denne faldgrube, de fleste af os falder lettest i. Det er ikke så mærkeligt. Psykologien lærer os, at vi er mere draget af de negative fortællinger end de positive. De er mere spændende, og der er desuden en evolutionær pointe i, at det øger vores overlevelseschancer, at vi er opmærksomme på faren, så vi kan undgå den. Det ved medierne også, så det er dem, der belyses oftest.

Men lad os også her være et lys, der tør se positivt – og tør jeg sige realistisk – på livet. For der er mere at sige om verden end blot katastrofer, og det ved vi godt. Den positive stemme er ikke i sig selv naiv. Den kan være den mest virkelige, den kan være livgivende, og den kan give kraft, mod og styrke til at kæmpe imod det destruktive. Bygge op, hvor der brydes ned. Vi skal hverken gå i komplet opposition og distancere os fra det negative eller udelukkende forholde os til det positive og dermed blive blinde for det tunge.

Der er en grund til, at Bibelen siger, at vi ikke skal bekymre os. I slutningen af Jesus’ tale om bekymringer i bjergprædikenen i Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 33, siger han således: ”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” Der er meget visdom og rigdom i dette vers. Også en grad af mystik og dybde, jeg endnu ikke helt kan gribe om. Men for mig er det centrale, at Gud både er almægtig og er kærlighed. At søge ham er det vigtigste. Verset skal ikke forstås sådan, at hvis vi bare læser Bibelen og kan vores fadervor, så sker der kun gode ting for os. Men uanset hvad der sker af kriser og katastrofer, og hvor lidt vi kan forstå det, kan vi netop i vores uforstand lægge det frem for Gud i bøn, stole på, at han har styr på det, og dermed sættes fri til at tjene ham med alt, vi er. Være lys, være håb, kæmpe for kærlighed og retfærdighed i vores hverdag, gøre en forskel i verden, hvor der er brug for det. Frie og trygge, fordi det ikke afhænger af os. Vi er ikke verdens frelsere, langt fra, og vi skal ikke forsøge at være det. Men vi tilhører ham, som er. En dag gør han alting nyt.

Lad ikke bekymringerne styre os og dræbe vores glæde. Lad os ikke glemme, at Jesus stod lyslevende op af graven efter tre dages mørke. Han er stadig vores Gud, og han har styr på det. Det kan til tider være svært at mærke og huske. Men ikke desto mindre er jeg vis på, at det er sandt, og det er stort nok til at have det første og sidste ord. Det er måske umuligt ikke at bekymre sig, og der er både berettigelse og forståelse for klagen, men vi må øve os på at give det til Gud.

Jeg tror, vi bedst kan efterligne Kristus ved at være nuancerede. At være sandheden tro i kærlighed. I praksis kan det betyde, at vi opsøger de positive nyheder, som flere initiativer belyser, samtidig med at vi opdaterer os på verdens kriser. Det kan betyde, at vi tager del i samtalen i samfundet, i klassen, i venneflokken, men at vi midt i det kæmper imod bagtalelse og giver et optimistisk og håbefuldt perspektiv, når det er berettiget.

Find flere Til Tro-kronikker her.