Kronik: Flyt fokus fra skærmtid til skærmindhold

Jeg er 26 år, født i 1999, en del af Gen Z, men en af dem, der stadig kan huske mine forældres fastnettelefonnummer, og hvor telefonen stod. Jeg kan huske, da de første iPhones kom på markedet, men der gik lidt tid, før de blev allemandseje. Min første iPhone var en 5’er, som jeg fik i 7. klasse, i 2013. Mit første opslag på Instagram er fra starten af 2014. Dengang var Instagram noget helt andet. Der var ingen algoritmer, ingen uendelige feeds. Når man havde set dagens ti opslag fra dem, man fulgte, var der ikke mere at se, medmindre man begyndte at udforske hashtags. Alligevel var jeg ikke fri for påvirkning. Jeg husker FOMO’en, når jeg så, hvad mine klassekammerater lavede uden mig, og jeg husker de syge trends som ’thigh gap’-idealet, der fik mig til at ville have større mellemrum mellem lårene, end min kropstype fysisk kan opnå.

Mine forældre blandede sig ikke meget i, hvad jeg lavede online. Måske fordi de ikke helt forstod Instagram, men også fordi de helt tydeligt har sat frihed og tillid højt i opdragelsen og været imod overvågning, både offline og online. Den tilgang har jeg altid set som kærlig og forbilledlig. Men forårets store Netflix-hit Adolescence understreger én gang for alle, at den tilgang ikke virker længere, blot lidt over ti år senere.

Adolescence er en kort serie på fire afsnit. Hvis du ikke har set den, så skaf dig Netflix i en måned, det er pengene og tiden værd. Skuespillet sidder lige i skabet, og hver episode er filmet i et one take, ikke bare for blær, men fordi det virkelig understøtter budskabet. Men lige så begejstret, man kan blive over kvaliteten, lige så urolig kan man blive over handlingen.

Uden at spoile for meget handler serien om, hvordan unge lever i digitale verdener, som de voksne omkring dem slet ikke kender til. Ikke små, uskyldige hjørner af internettet, men mørke og usunde rum, der kan forvandle almindelige teenagere til mennesker, der spreder had og i værste fald vold og død. I Adolescence handler det om manosfæren, incels og drenge, der følger Andrew Tates ideologi. Men det kunne også have handlet om piger, der opfordrer hinanden til selvskade.

Serien viser et kæmpe mellemrum mellem generationer. At der er en side af ungdommen, som ikke er blevet forstået, men som er nødt til at blive forstået. Det handler ikke længere ”bare” om usunde kropsidealer, hvilket også er slemt nok i sig selv, men det handler potentielt om liv eller død.

Sidste år udkom bestselleren Den ængstelige generation, skrevet af den amerikanske socialpsykolog Jonathan Haidt. Haidt taler om, hvordan vi siden smartphonens og de sociale mediers indtog i verden er gået fra en ”barndom baseret på leg” til en ”telefonbaseret barndom”. Han mener, at overbeskyttelse i den virkelige verden og underbeskyttelse i den virtuelle verden er de primære årsager til, at ungdommen i dag i høj grad er ramt af mistrivsel og psykiske lidelser. Om de to tendenser er hele forklaringen på, hvorfor så mange unge kæmper med angst og andre psykiske lidelser, er jeg usikker på, for flere kritikere har peget på, at Haidt fokuserer for snævert på sociale medier og smartphones som den store skurk. Men skærmene spiller en rolle. Det må jeg efterhånden være enig med ham i. Hans bog har på globalt plan sat gang i den politiske samtale om, hvad vi skal gøre ved alt det her. Sidst i bogen har han en række forslag til både regeringer, skoler og forældre: Skab rum for mere fri, uovervåget leg i den fysiske verden og udsæt børns adgang til smartphones og sociale medier så længe som muligt. Men Adolescence får mig til at spørge: Skal vi nøjes med at udsætte og skære ned på skærmtiden for os selv og vores børn – eller skal vi i lige så høj grad tage stilling til, hvilket indhold der former os, mens vi ser?

Jeg er begyndt at skelne mellem skærmtid og skærmindhold, når jeg forholder mig til, hvordan min iPhone påvirker mig. Jeg har lagt mærke til, at når jeg taler om det med andre, er det tit skærmtiden, vi gør til den store skurk. I mine kristne vennegrupper har snakken tit handlet om, at skærmtid stjæler tid fra Gud og gør os dårligere til at læse, også i Bibelen. Haidt fokuserer også i høj grad på skærmtid. Han mener, at de ”fire store skadevirkninger”, som smartphones og sociale medier har haft, er socialt underskud, søvnmangel, fragmenteret opmærksomhed og afhængighed. Alle fire hænger tæt sammen med, hvor meget tid vi bruger foran skærmen. Jeg er totalt enig i, at det er afgørende konsekvenser, og jeg mærker dem selv. Men måske mangler vi at snakke mere om skærmindholdet: Hvilke fortællinger bliver vi eksponeret for online? Er de ødelæggende for vores tro og værdier – eller kan de tværtimod styrke dem?

Da jeg for nylig downloadede TikTok for at se, om jeg kunne lokke content fra manosfæren frem, blev jeg i stedet bombarderet med kloge og skarpe videoer, der gik til frontalangreb på manosfæren. Og jeg blev også mindet om, hvor meget godt kristent indhold, der findes derude. De sociale medier vrimler med både gode og dårlige fortællinger, og det er jo netop det, der er så svært.

Som kristen tror jeg på, at der findes en fortælling, som er bedre end andre fortællinger. Derfor handler det ikke kun om at skære det usunde fra, men om at skabe alternativer, som formidler Bibelens fortælling om Gud, mennesker, klima, arbejde, penge osv., ja, om hele livet. Os fra Gen Z har både muligheden og ansvaret. Vi kan vælge at lade algoritmerne definere fortællingen. Eller vi kan selv tage ordet. Sidste år talte jeg med lederen af det digitale arbejde i den kristne internationale studenterorganisation CRU. De har ét fokus for tiden: at uddanne tusindvis af unge kristne til at lave godt content, der når ud til mennesker, som aldrig har hørt om Jesus. Det er et kald til at være i den digitale verden på samme måde, som Paulus var i den fysiske: jøde for jøder, græker for grækere, algoritme for algoritmen.

Denne kronik er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Mellemrum”.