Er Gud kommet ind fra kulden?

”Ateismen og den automatiske religionskritik, der i årevis havde lagt enhver tale om kristendom og religion, Gud og åndelighed, på is, tabte med ét terræn. Folk begyndte at udtale sig om metafysiske emner og komme med religiøse bekendelser, de ikke ville have vovet blot få år forinden – i hvert fald kun under meget private former ud på de små timer og selv da ikke uden først at slå syv kors for sig” (s. 7).

Ovenstående citat lyder næsten som et billede af vores samtid, hvor den stille vækkelse er på alle præsters læber, men det er faktisk en beskrivelse af start-90’erne og er en del af forordet i Nils Gunder Hansens bog Da Gud kom ind fra kulden: Om genkristningen i kulturen. Den udkom i 1999 og samlede en række af hans 90’er-tekster, og jeg vil i det følgende bruge den som springbræt til at reflektere lidt over det, der er blevet døbt den stille vækkelse.

Den nye trend

Genkristningen af de intellektuelle fra 1993 er nok den mest kendte tekst i Gunder Hansens bog. I essayet påtalte Gunder Hansen en fornemmelse af, at flere intellektuelle i start-90’erne var sprunget ud som kristne. Der var simpelthen tale om en trend, og derfor havde den også trendens mærkelige dobbelthed, der ”melder sig som noget uigendriveligt i den fintmærkende offentlige bevidsthed, samtidig med at den kan være svær at lokalisere i nogle genuine repræsentanter. Den er på én gang påtrængende og uvirkelig” (s. 12).

Jeg synes, at Gunder Hansen sætter meget fint ord på en fornemmelse, jeg har gået med de seneste år. Oplevelsen af, at der er et eller andet i luften, en eller anden stigende interesse for kristendommen, som imidlertid er svær at beskrive og indfange, ja, som netop er både påtrængende og uvirkelig på samme tid.

Min fornemmelse af, at der var ved at ske noget, også i Danmark, begyndte omkring 2020. I slutningen af 2020 blev Casper Christensen døbt. På P1 udkom fra 2020 til 2021 programmet Tal til mig, hvor Iben Maria Zeuthen talte med mennesker om tro, og her lagde jeg især mærke til et afsnit fra marts 2021 med musikeren Michael Falch med overskriften My own personal Jesus.

I juni 2021 udgav Svend Brinkmann Mit år med Gud, hvor han ganske vist ikke sprang ud som kristen, men alligevel beskæftigede sig med kristendommen. Og på det dengang nyoprettede borgerlige medie Kontrast var der i slutningen af året en fejde om kristendommen blandt borgerlige debattører, som gjorde mig opmærksom på en stigende interesse for kristendom blandt borgerlige og konservative stemmer.

Flere dryp viste sig de følgende år. Jordan Petersons besøg i Danmark i 2022 og den meget omtalte middag med flere præster og danske kulturpersonligheder. Justin Brierleys bog The Surprising Rebirth of Belief in God fra 2023, der er blevet til en stadigt fortløbende podcastserie, og som dokumenterede nyateismens fald og en stigende interesse for kristendom blandt især angloamerikanske intellektuelle. Kristian Leths bestseller Verdens vigtigste bog fra 2024 og chefredaktør på Altinget Jacob Nielsens julekommentar Ja, jeg er (vistnok) kristen fra julen samme år. Flere og flere kendte mennesker beskæftigede sig på en eller anden måde med kristendommen, virkede det til.

The Quiet Revival

Med det britiske bibelselskabs rapport The Quiet Revival fra 2025, der dokumenterede stigende kirkegang blandt især Gen Z, fik vi så sat navn på tendensen. Der var tale om the quiet revival, oversat den stille vækkelse, og den fik massiv omtale, både i de etablerede medier og i kirkedanmark. Jeg tror ikke kun, at rapporten fik så meget opmærksomhed, fordi den kunne ses som en opfyldelse af kirkefolks hedeste drømme og mange års bønner om vækkelse, men fordi den også virkede som en statistisk bekræftelse af det, mange intuitivt havde fornemmelsen af og anekdotisk kunne beskrive. En oplevelse – som jeg også selv har – af, at der parallelt med en stigende interesse for kristendommen i kulturlivet også er flere, der bliver kristne og indfinder sig på kirkebænkene.

Spændingen opstår jo så ved, at The Quiet Revival-rapporten har flere metodiske udfordringer, og derfor for nyligt er trukket tilbage, og selvom der er andre undersøgelser, der kan pege i retning af stigende kirkegang nogle steder i Vesten, er det hele ikke så entydigt. Men alligevel har mange af os fornemmelsen af, at der sker noget, og så er vi tilbage ved trendens besynderlige dobbelthed. Det er påtrængende og uvirkeligt på samme tid.

Genkristningen i kulturen

Jeg kan godt lide Gunder Hansens begreb genkristningen i kulturen og synes, at det er et bedre ord for det, der sker, end den stille vækkelse, også selvom det ikke lyder helt så kirkefromt og ”Gud er på spil”-agtigt. Uanset om der så reelt er flere, der bliver kristne eller ej, er mediernes store opmærksomhed på den stille vækkelse, herunder 2025’s og 2026’s mange udsendelser om og interviews med unge, som er blevet kristne, nemlig et udtryk for, at selv hvis der ikke er vækkelse, er der i hvert fald en kulturel interesse og nysgerrighed for kristendom og kristen tro.

Med andre ord kan det godt være, at der ikke er flere, der er blevet kristne, men vi hører i offentligheden om flere, der er (blevet) det, og det kan der også udledes en pointe af: det virker til, at det er blevet mere acceptabelt at tale åbent om kristendom i det offentlige rum.

Hvad er hvad?

Men det kan også være, at genkristningen i kulturen ikke skal bruges som et alternativt ord for den stille vækkelse, og at de snarere skal ses som forskellige, dog potentielt overlappende fænomener. Jeg foreslår selv at tale om tre forskellige fænomener for det, der (måske?) sker lige nu, selvom man sikkert kunne finde flere.

1. Interesse

For det første en stigende kulturel interesse for kristendommen, som både ses i, at medierne ønsker at bringe historier om mennesker, der bliver kristne, og i at flere kendte, heriblandt politikere, kunstnere og intellektuelle, bekender sig til den kristne tro eller gør brug af kristne tematikker og symboler. Denne kunne vi kalde genkristningen i kulturen, og en artikel i Politiken fra december 2025 med den lidet flatterede overskrift Alle de seje er blevet kristne. Hvad fanden er det, der foregår? beskriver denne tendens blandt kendte meget godt.

2. Konservatisme

For det andet en (national)konservativ tendens på tværs af hele Vesten, som især går sin sejrsgang blandt unge mænd. Den er kendetegnet ved en kritik af det, man opfatter som et udtryk for 1968-ideologi, og en interesse for traditionen og konservative værdier. Ofte spiller kristendommen en central rolle, der bl.a. bliver set som et bolværk mod islam og det woke og som et redskab til at sikre og forsvare den vestlige civilisation. Dette kunne vi kalde et vibe shift i kulturen, som især blev cementeret med indgangen til Trumps anden præsidentperiode i januar 2025. Et udtryk for denne tendens i Danmark er efter min vurdering det nyetablerede magasin Modstrømmen.

3. Vækkelse

For det tredje en reel vækkelse, hvad vi så end vil kalde den, hvor mennesker en masse kommer til tro på Jesus og begynder at komme i kirke. Det kan jeg fortælle anekdotisk om, måske er ved at ske, men med The Quiet Revival-rapportens tilbagetrækning er det ikke så entydigt at dokumentere. Det er det fænomen, vi som kirke må håbe på, og det er efter min mening kun når og hvis, det sker, at vi kan tale om reel vækkelse. Hvorvidt de to andre fænomener skal anskues positivt eller ej, vil der sikkert være forskellige holdninger til blandt kristne. Selv finder jeg det ikke entydigt, men uanset hvad tror jeg, at vejen til tro for nogle mennesker meget vel kan være hjulpet på vej af dem, og derfor må vi også gribe de muligheder, der opstår med dem.

Hvad skal vi bruge det til?

Man siger, at historien ikke gentager sig, men ofte rimer, og det synes jeg, Gunder Hansens bog minder os om. For ca. 30 år siden var der også en stigende åbenhed for kristendom blandt kendte personligheder hertillands, og selvom vi nok i dag kan sætte navn på flere, end Gunder Hansen gjorde, er der ingen garanti for, at det resulterer i en egentlig vækkelse. Men det, vi kan gøre, er det samme, som kirken altid har gjort: tage notits af tiden og være et trofast vidne ind i den tid, der er vores.

Jeg tror, at der for tiden er en kulturel åbenhed for kristendom, og den skal vi gribe. Det kan fx ske ved at være mere offentligt synlige. Kristne organisationer og kirker har masser af succeshistorier, fx om tiltag, de gør i deres lokalsamfund til gavn for det fælles gode, og dem må vi gerne være endnu bedre til at artikulere udadtil. I vores vidnesbyrd må vi også være tydelige på at fastholde en Jesuscentral kristendom og insistere på kristendommens sandhedseksklusivitet, samtidig med at vi møder mennesker der, hvor de er, og tager os tid til at gå med dem.

Det er glædeligt, at man kan finde frirum i gudstjenesten, se den positive påvirkning, kristendommen har haft på Vesten, og i kristendommen finde et sprog for det, der er større end os, men vi må ikke anskue dette som endemålet for mennesker, men derimod som mulige indgange og skridt på vejen hen til en personlig tro på Jesus som frelser.

Vi må også indstille os på, at tiden hurtigt kan ændre sig, og at en kulturel åbenhed for kristendommen på få år kan slå over i det modsatte. Gunder Hansen havde ikke forudset den nyateisme og kristendomskritik, der fra indgangen af 00’erne og fremefter prægede Vesten og flere vestlige intellektuelle, også i Danmark. Det er ikke sikkert, at vi får en ny ateistisk bølge, men vi må være beredt, hvis den kommer, ved fortsat at styrke arbejdet med kristent trosforsvar.

Vi ved ikke, om vi lever i begyndelsen på en ny vækkelse i Vesten, eller om interessen for kristendommen blot er et kulturelt bølgeskvulp, men vi må tro, at uanset hvad er både vores samtid og fremtid i hænderne på historiens herre, som har lovet, at der en dag ikke sker en kristning af kulturen, men af hele verden, hvor ”Gud skal være alt i alle” (Første Korintherbrev kapitel 15, vers 28). Men indtil det sker, må vi fortsat frimodigt bede ham om at gribe ind til frelse for mennesker – også i vores tid.

Køb bogen Da Gud kom ind fra kulden af Nils Gunder Hansen her.