Pligten gør kærligheden fri

“Du skal elske!” Sådan lyder en umiddelbart provokerende kondensering af Guds bud til mennesker ifølge Jesus. Men er det ikke meningsløst at forsøge at tvinge kærligheden frem med en ordre?

I Matthæusevangeliet kapitel 22, vers 37–40 citeres Jesus for at have sagt: ”›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.”

Hvis du har hørt de ord mange gange, kan de virke tilforladelige og meningsfulde, men et påbud om at elske rummer noget tilsyneladende selvmodsigende.

Normalt tænker vi, at kærligheden er noget, der skal komme indefra. Det er en grundfæstet moderne opfattelse, at kærlighed er en indre personlig virkelighed, som udtrykker sig spontant i mødet med de mennesker, vi elsker. Det er kontraintuitivt, at kærligheden skulle kunne tage imod ordrer, for enten elsker man, eller også gør man ikke. Og hvis ikke kærligheden kan føles hos den, der elsker, er det så overhovedet kærlighed? Er det så ikke bare en sur og meningsløs pligt?

Pligten gør kærligheden uafhængig

I sin bog Kjerlighedens Gjerninger beskæftiger Søren Kierkegaard sig med præcis dette spørgsmål. Han mener, at pligten er selve kendetegnet på den kristne kærlighed, som ikke skal forveksles med en umiddelbar menneskelig følelse. Han mener faktisk, at netop pligten er det, der gør den kristne kærlighed fri.

Når mennesket får at vide: “du skal elske", sker der nemlig en “evighedens forvandling” af kærligheden, siger Kierkegaard. Kærligheden bliver evig. I stedet for at forholde sig til umiddelbare følelser, skal den forholde sig til pligten. Den bliver på den måde forankret i noget evigt uden for mennesket og de konkrete forhold, det står i.

Med andre ord, når vi forholder os til buddet om at elske, bliver vi sat fri fra at granske os selv for varme følelser og undersøge vores egen mavefornemmelse. Vi bliver frie til at forholde os til den opgave, det er at elske de mennesker, vi møder. Den kristne kærlighed er på den måde uafhængig af, hvor nemt det kommer til os at synes om andre mennesker, og den er uafhængig af, hvor elskværdige de mennesker, vi møder, er.

Når kærligheden er en pligt, betyder det også, at den ikke er afhængig af at blive gengældt. Den skal ikke forandre sig afhængig af omgivelserne, og derfor er den, som elsker på grund af buddet, fri for at være slave af andre menneskers anerkendelse. Det menneske skal ikke være bange for, om kærligheden er gengældt, for pligten til at elske består, uan- set hvilken respons kærligheden bliver mødt med.

Intet “noget for noget”

Påbudsretorikken kan give en fornemmelse af, at der er et regneark, hvor man skal gøre sin pligt, og så kan man få, som man fortjener, men ifølge Kierkegaard er det omtrent det modsatte, der er på spil i buddet om kærlighed. Når kærligheden er en uforanderlig pligt, kan du ikke bevise noget ved at elske, og modtageren af kærligheden kan ikke gøre sig fortjent til den.

Med Kierkegaards perspektiv på det dobbelte kærlighedsbud bliver vi fri for konstant at granske os selv og vurdere og sammenligne andre mennesker. Det sparer os dog ikke for at overveje, hvordan kærligheden skal komme til udtryk. Kærlighed betyder ikke altid at give andre ret og tilgodese de andre på bekostning af sig selv. Næstekærlighedsbuddet lyder da også “du skal elske din næste som dig selv”. Pilen vender ikke kun ud, men også ind, og også her er kærligheden obligatorisk. Det er en forudsætning for at elske andre, at du elsker dig selv.

Kærlighed er handling

Måske er vi i en protestantisk sammenhæng særligt ansporede til at tænke om kærligheden som en personlig indre bevægelse, fordi det i høj grad også er sådan, vi tænker om troen. Men ifølge Bibelen må både troen og kærligheden også lede til konkrete handlinger, som ikke bare vidner om en indre tro eller kærlighed, men faktisk selv er den.

At den opfattelse virkelig har noget på sig, bliver særlig tyde- ligt i forholdet til børn. Børn har så godt som ingen gavn af forældre med gode intentioner, som føler en kærlighed til dem og endda siger det, hvis ikke den kærlighed bliver gan- ske konkret udtrykt i havregryn, bleskift og store portioner tålmodighed med at hjælpe børnene godt igennem hverdagen og livet. Det er den handlende kærlighed, som er substansen i enhver henseende, og i særdeleshed overfor børn.

En kærlighed mennesker ikke har gjort sig fortjent til

Det er klart, at ingen mennesker formår at elske perfekt. Med andre ord er der ingen, som opfylder det dobbelte kærlighedsbud. Den evige kærlighed, som Kierkegaard mener ligger i pligten til at elske, er Gud selv repræsentant for. Han er den eneste, som elsker upartisk. Det demonstrerede han ultimativt gennem Jesus. Jesus kom ikke og ledte efter elskværdige mennesker. Han kom og elskede det menneske, han så, påpeger Kierkegaard.

Det er dog stadig relevant at overveje, hvordan kærligheden undgår at blive noget, vi gør med modvillighed. Her hører det utvivlsomt med til billedet, at den evige ufortjente kærlighed netop er den, vi selv er elsket med. Gennem den perfekte kærlighed, som Gud elsker os med, kan vi få kræfter til at elske mennesker uden at vurdere, om de har fortjent det.

Pligt handler altså ikke om at gøre kærligheden til et regneark, hvor hengivelsen er koblet af, og man tilsidesætter sig selv for den anden i mekanisk selvopofrelse. Det handler om at blive sat fri fra at grave i sin egen navle og bedømme og sammenligne mennesker omkring sig. Det handler om, at du ved hjælp af den kærlighed, Jesus møder dig med, og ved hjælp af pligten i det påbud, Jesus giver dig, kan løfte blikket fra dig selv og øve dig på at elske de mennesker, du møder.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Kald”.