KRONIK: Ytringsfriheden giver ikke carte blanche til at krænke andre

Der er sagt og skrevet mangt og meget om koraner og afbrændinger heraf i løbet af det sidste halve år. Virakken har sit udspring i Rasmus Paludan, der i sin søgen efter at provokere muslimer har brændt koraner af med blandt andet den afledte konsekvens, at Tyrkiets præsident, Recep Erdoğan, har forsøgt at blokere Sveriges optagelse i NATO.

Nok snak om Paludan, for hvad egner dette emne sig egentlig til i Til Tro, endda i en udgave, hvor magasinets hovedemne er humor? Jo, som løsning på korankrisen, som den bliver kaldt, foreslog regeringen, hvad der i daglig tale kaldes koranloven, der har til hensigt at kriminalisere afbrændingen af hellige bøger. Nemt nok, men ak nej, for sjældent findes der løsninger, der ikkesætter nye problemer i bevægelse.

Loven blev i starten af december stemt igennem i ly af julen, og nu frygter man for ytringsfriheden og satirens ve og vel. I kronikken her ønsker jeg at forsvare loven – derfor er det også vigtigt at slå fast, at jeg skriver for egen regning. Jeg håber dog, at du alligevel vil læse med og inviterer dig til også selv at danne en holdning. En holdning, som ikke nødvendigvis behøver at lægge sig op ad min.

Historisk perspektiv: Bogafbrændinger og nazismens dystre skygge

Måske forbinder du bogafbrændinger med det nazistiske regime og andre despotiske diktatorer, og er det så ikke på sin plads netop at gøre op med bogafbrændingerne? Nazisternes tilintetgørelse af litteratur var ud over den fysiske ødelæggelse også et symbolsk ritual; en ytring. En måde at manifestere deres magt og kæmpe imod det, de anså som utysk. Det er svært at læse om disse handlinger uden at græmmes, og hvis man besøger Berlin, kan man i dag se et mindesmærke med citatet: ”Der hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker.” Uhyggeligt nok blev det allerede profeteret af tyske Heinrich Heines i 1823.

Er ytringsfriheden og satiren i fare?

Min egen lille mavefornemmelses-stikprøve siger mig, at det er få, der synes godt om koranafbrændingerne, så når koranloven har skabt ståhej, skyldes det altså noget andet: netop, at det er en ytring. En handling, der vil demonstrere noget eller provokere. Og i Danmark elsker vi friheden til at ytre sig! Der er derfor ikke så få ytringsfrihedssoldater, der har stillet sig op i kampeksercits og trykket på alle tilgængelige knapper, der kunne antyde, at demokratiet er i fare.

Tre kritikpunkter mod koranloven

Uden at have en udtømmende viden om alle de argumenter, kritikerne af loven fremfører, synes jeg at kunne ane konturerne af tre hovedargumenter. For det første blandes satiren og den kunstneriske frihed ind i det hele. For må man nu ikke brænde koranen af, hvis det bare er for sjov? Eller hvis det er for at kritisere religionen Islam eller ’indsæt-selv-noget-du-mener-er-en-repressiv-ideologi/religion’?

Islamiske ledere har heller ikke ligefrem en lydefri historie i forhold til at udøve censur og deslige. Og kigger man i støvede historiebøger kan man også læse sig til, at den katolske pave, Leo X, befalede alle Luthers bøger og skrifter afbrændt offentligt. Argumentet slår altså på tromme for, at loven vil indskrænke retten til at kritisere eller lave satire. Hvis en Iransk kvinderettighedsforkæmper, der har slået sig på Iran og dets præstestyre, vil skænde koranen, risikerer personen altså at blive kriminaliseret.

For det andet kan man frygte, at loven er et udtryk for en dansk underkastelse af islamiske slyngelstater, der er gået sammen i ’Organisationen for Islamisk Samarbejde’, OIC, hvorigennem 57 udenrigsministre har krævet et forbud mod at krænke religiøse symboler. Av, det er som regel ikke stater vi retter os efter; nærmere er det stater, Danmark selv sanktionerer og arbejder for at liberalisere, blandt andet ved at tilskynde til rettigheder som ytringsfrihed.

Til sidst kan man være ideologisk uenig i Lars Løkkes pragmatisk-idealistiske udenrigspolitiske linje. Ja, beklager hvis det bliver en smule statskundskabsnørdet, men her kommer lige en digression eller detour, om man vil;

Danmark har haft forskellige udenrigspolitiske doktriner gennem tiden. I begyndelsen af det tyvende århundrede førte vi en udenrigspolitik præget af det, man kan kalde ’udenrigspolitisk determinisme’ – vi lader de store stater bestemme. Senere blev der åbnet for, at udenrigspolitikken kunne præges af en smule ’normbaseret udenrigspolitik’ men stadig i mindre omfang og hele tiden i en dualisme med determinismen. Omkring 00'erne opstod en mere enstrenget idealistisk tilgang til udenrigspolitikken kul- minerende i Anders Foghs samarbejder uden om internationale organisationer i snævre alliancer med for eksempel USA i Irak og Afghanistan. Her var liberalismen en stor drivkraft sammen med et ønske om at fralægge sig identiteten som småstat.

Hvis du er vant til Fogh-Rasmussen-doktrinen, giver det mening at være skuffet over Løkkes pragmatiske-idealisme. Altså idealisme, hvor ordet ”pragmatisk” eroderer den idealistiske del en smule – man kan ikke altid gøre, hvad man vil. Det er fair at være imod denne linje, som har åbnet for OICs pres for en koranlovgivning, men den er altså ikke et opgør med dansk udenrigspolitik historisk set.

Har ytringsfriheden grænser?

OIC har også nogle væsentlige pointer, som det vil være useriøst ikke at tage til efterretning. Tidligere har OIC benyttet sig religiøse argumenter og henvist til sharialovgivning for at begrænse kritik eller forhånelse af islam. Det faldt for døve øre. Nu oversættes deres religiøse argumenter til argumenter af en mere ikkereligiøs karakter, der handler om hate speech, racisme, religionsfrihed og minoritetsbeskyttelse. Altså et klart vestligt menneskerettighedssprog. Det gør ikke nødvendigvis deres synspunkter mere korrekte, men meget mere legitime, netop fordi religiøse argumenter ofte underkendes som en måde at deliberere på – at noget står i sharialoven, giver det ikke vægt i en dansk kontekst.

Det er måske også med baggrund i dette skifte, at FNs menneskerettighedsråd i sommer stemte for en - ikke-bindende -resolution, der fordømte og modsatte sig enhver form for religiøse krænkelse herunder afbrændinger af koranen. Resolutionen opfordrede stater til at retsforfølge personer, der taler og handler for at opildne til religiøst had med henvisning til FNs Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheders artikel 20, som Danmark var et af de første lande til at ratificere i 1972.

Et samfund med færre forhånelser

Jeg synes selv, at OICs skyts er tungt og fremfører en svær balancering mellem principper om ytringsfrihed og retten til religionsfrihed. Derfor må vi i min optik se indad og overveje, om vores liberale omgang med ytringsfrihed og retten til satire skal give carte blanche til at krænke andre, gøre dem kede af det og undertrykke dem mere, end de måske allerede er. Også selvom der kan være gode hensigter, såsom magtkritik, til stede.

Jeg mener, at tiden er moden til en skarpere linje over for religionskrænkelser, så vi ikke længere skal bo i et land, hvor det er OK at brænde religiøse symboler, som nogen har kært, for at manifestere uenighed eller provokere; især når legitim kritik sagtens kan fremføres på andre demokratiske måder.

Samtidig mener jeg ikke, at loven er et udtryk for, at vi underkaster os slyngelstater; nærmere en korrektion til en verdensorden, der er dynamisk og hele tiden ændrer sig. Måske er OICs stater pirrelige og en smule løse på hånden med forhånelseskortet? Ja, de forsøger at styre, at koranafbrændinger er forhånelser, men de er fuldt berettiget hertil som suveræne stater, der tilsammen har mere slagkraft end Danmark. At FNs myndigheder forholder sig til dette er også en blåstempling heraf.

Da Luther fik brændt sin litteratur af den katolske kirke under den spæde reformation, svarede han igen ved selv at påsætte katolske skrifter med ild. Han gjorde det for at gøre op med den katolske kanonisering og igangsætte et opgør, vi alle er påvirket af i dag. Selvom hans bogafbrænding havde andet og mere end provokation i sigte – som koranafbrændinger – synes det at stride en smule med hans egne tanker om at handle i samfundet.

Luther så den kristne som borger i to riger: et åndeligt og et verdsligt. Kristendommen kan ikke reduceres til love eller normer, og som kristent individ skal man rette sig til evangeliet, hvis man bliver mødt med religionskritisk forhånelse, og vende den anden kind til, som beskrevet i Bjergprædiken. Men da man sam- tidig også er en kristen borger i det verdslige, har man et kald til at engagere sig i samfundet og have holdninger til dets love og opbygning. Her er det meningsfuldt – og for mig at se også rigtigt og et udtryk for et menneskesyn, der respekterer andre mennesker – at mene, at man sagtens kan gå ind for en lov, der kriminaliserer personer, der forhåner andre borgere ved f.eks. at brænde koraner.

Denne kronik er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Humor”.