Med graveske og pensel i israelitternes fodspor

Hvor troværdig er Bibelen egentlig, når vi læser den ud fra de arkæologiske fund? Her er det vigtigt at være opmærksom på de begrænsninger, som arkæologien er underlagt. Arkæologien kan ikke bekræfte alt, hvad Bibelen fortæller os, ligesom den heller ikke kan bekræfte al den information, som vi finder i andre antikke tekster.
Arkæologien har til opgave at finde, at udgrave og at tolke den lille smule, som mennesker ikke har destrueret gennem årene. Vi mennesker har det med at brænde eller ødelægge ting, som er blevet slidte, eller som opleves gammeldags. Sådan gjorde man også i antikken. Rigtig meget af det, som kunne have givet os vigtig information om fortiden, har folk dengang selv ødelagt. Dertil kommer, at fjendtlige hære på gennemmarch ofte brændte byerne ned. Så megen vigtig information er gået tabt.
Desuden ligger der en alvorlig begrænsning i det forhold, at i Mellemøsten bliver meget fundet tilfældigt af almindelige mennesker, som ikke orienterer myndighederne om fundet, men sælger det til antikvitetshandlere. Det betyder, at genstanden bliver totalt løsrevet fra sin arkæologiske kontekst. Ingen ved, hvor den blev fundet. Det er et stort problem i de arabiske lande.

Dødehavsrullerne
Dødehavsteksterne blev fundet ved et rent tilfælde i nogle huler nede ved Dødehavet mellem 1947 og 1956. Da fik man kendskab til en ekstrem lovtro jødisk menighed fra Jesu tid, som holdt til i den ugæstfrie ørken ned mod Det Døde Hav, den store saltsø, som Jordanfloden løber ud i, og som ligger mellem staten Jordan og Israel. Men da man fik alle menighedens tekster samlet, opdagede man, at ca. 25 % af de godt 900 tekster var håndskrifter til Det Gamle Testamente (GT). Det viste sig, at den hebraiske tekst bag GT er langt mere troværdig, end man hidtil havde troet. Fundene i hulerne ved Dødehavet har givet os bibeltekster til GT, som for de ældstes vedkommende går tilbage til det 2. og 3. årh. før Kr. Det har smittet af på den bibeloversættelse, som vi fik i 1992. For GTs vedkommende retter den meget mindre i teksten, end den ældre danske Bibel gjorde.

Beduiner på vandring
Det er vigtigt at forstå arkæologiens begrænsninger. En beduinfamilie på vandring efterlader sig ikke synlige spor, som kan opdages og graves frem flere tusinde år senere. Abraham, Isak og Jakob boede i telte og ikke inde i byerne. Derfor kan man ikke forvente at finde ret meget arkæologisk, der kan bekræfte fortællingen om Abraham og hans tid.
Én ting bliver ofte trukket frem, når det gælder Abraham: at han havde kameler (1. Mosebog kapitel 12, vers 16; kapitel 24, vers 10). De første sikre spor efter tæmmede kameler dukker dog først op i Kana'ans byer i ca. år 1100 f.Kr. Derfor konkluderer mange bibelforskere, at når Abraham, Isak og Jakob siges at have kameler, er det en anakronisme (at noget er forkert placeret i tid). For kamelen blev først tæmmet mange hundrede år senere.

Men her overser man, at kamelen jo er et steppedyr, der blev brugt til de lange transporter gennem ørkenen. Kamelen hørte ikke hjemme i byerne og blev ikke holdt dér. Desuden har man fundet en tegning ridset ind i en klippe ved Aswan i Egypten (ca. 2500 f.Kr. - 400 år før Abrahams tid). Her ser man, hvordan en mand kommer gående og trækker en kamel i snor. Så kamelen har været tæmmet også på Abrahams tid omkring 2000 f.Kr.

Israels udvandring fra Egypten
Den altafgørende begivenhed i GT er, at Gud greb ind og befriede sit folk fra trældommen i Egypten (2. Mosebog kapitel 12, vers 37-38). Ifølge den bibelske kronologi skete det ca. 1445 f.Kr. Finder vi denne hændelse omtalt i de egyptiske kilder? Det gør vi slet ikke.
Her er det vigtigt at være opmærksom på, at egypterne aldrig ville omtale nederlag. Farao er jo guden Amon-Res søn, og han kan per definition ikke lide nederlag. Når farao alligevel løb ind i et nederlag, havde man en dobbelt strategi: Enten tav man om den ydmygende hændelse, eller man fremstillede det som en strålende sejr. Faraos bedrifter blev beskrevet på gravmalerier og på tempelvægge. Derfor er det ganske naturligt, at en så stor begivenhed som udvandringen fra Egypten, hvor størsteparten af slaverne undslipper faraos kontrol, ingen omtale finder i de egyptiske kilder på tempelvægge.
Desuden blev dagligdags forhold som slavers arbejdsforhold altid registreret på papyrusark. Men byen Ramses, hvor israelitterne boede og knoklede, blev hvert år oversvømmet af Nilens vande i 2-3 måneder. Derfor har de omfattende arkæologiske udgravninger af denne by ikke givet os den mindste stump papyrus. Dag-til-dag optegnelserne er simpelthen rådnet væk.

Men omkring 1445 f.Kr. sker der noget højst besynderligt i byen Ramses. Farao Amenhotep II er nytiltrådt som farao. Han siger, at hans far Tutmoses III gjorde det godt som krigsherre. Men han vil gøre det endnu bedre! Efter få års regeringstid organiserer Amenhotep II et felttog op i Kana'an med det ene formål at skaffe sig nye slaver. Han får godt 100.000 slaver med sig, skriver han. Der er ingen antydning i kilderne om, at en pestepidemi eller lignende skulle have ramt byen og decimeret kongens hold af slaver.
Desuden sker der det højst forbløffende, at farao opgiver den store by Ramses med alle dens militære anlæg og flytter sydpå. Paladset i byen forfalder og bliver til begravelsesplads for hunde og æsler. Farao er militært set helt passiv i resten af sin regeringstid. Hvad er der sket i byen, siden farao ikke længere vil bo der, og siden han ikke engagerer sig i militære felttog, trods hans ungdoms praleri med at ville overgå sin far? Det er tankevækkende, at det tidsmæssigt falder sammen med, at israelitterne og mange andre slaver forlader byen for at drage mod Kana'an.

Derfor er der gode grunde til, at de egyptiske kilder er helt tavse om udvandringen. Samtidig er det tydeligt, at der sket noget i byen Ramses, som gør, at farao ikke vil opholde sig der længere til trods for, at byen stadig lå strategisk godt for militære felttog op i Kana'an.

Israels indvandring i Kana'an
Den første by, som israelitterne erobrer i Kana'an, er Jeriko (Josvabogen, kap. 6). Ud fra de fundne potteskår er det tydeligt, at Jeriko bliver brændt ned ca. 1400 f.Kr. Fundet af den dobbeltfarvede keramik (bicrome-ware) i ødelæggelseslaget tilsiger, at nu er vi i perioden efter 1450 f.Kr.

Jeriko blev brændt ned efter en meget kortvarig belejring om foråret, hvilket kan ses på, at byens bugnende forrådslagre af korn var helt intakte, da byen faldt. Højst usædvanligt er det, at de, der brændte byen ned efter erobringen, ikke har plyndret kornet. I hvert eneste hus, som er udgravet, finder man fyldte krukker med korn, hvor de øverste ti cm er brændte. Dette svarer præcist til informationen i Josvabogen kap. 6, v. 24: "Men byen brændte de ned med alt, hvad der var i den; kun sølvet og guldet og tingene af bronze og jern lagde de i skatkammeret i Herrens tempel" (min fremhævelse). Det eneste, som israelitterne tager med sig, er genstande af guld, sølv, kobber og jern. Resten går op i flammer, inkl. forrådskrukkerne med korn.

Ca. 1200 f.Kr. dukker over 300 helt nye landsbyer op i bjergområderne i Kana'an. Disse nye landsbyer er ikke kana'anæiske. For det første er der ingen svineknogler i
lagene. Mens kana'anæerne mæskede sig i svin, og der er tusindvis af svineknogler overalt i de kana'anæiske byer, har disse nye landsbyers indbyggere helt undgået svinekød.
For det andet har landsbyerne en meget enkel keramik. Mens de kana'anæiske byer har krukker og potter med omfattende udsmykning og dekorationer, er keramikken i landsbyerne meget enkel. Så her har vi formentlig de første arkæologiske spor efter, at Israels folk er kommet ind udefra.

David og hans tid
I bibelforskningen har det længe været på mode at hævde, at Bibelens beretning om David og hans erobringer er vildt overdrevne. David har ikke været andet end leder for en gruppe beduiner. Denne tolkning blev fuldstændig punkteret, da en arkæolog tilfældigvis stod på det rette sted i ruinerne efter den bibelske by Dan, allernordligst i Israel. Da solen var ved at gå ned, ramte dens stråler en sten, som i mange år havde været udgravet. Pludselig anede hun skrifttegn på stenen, som ingen havde bemærket tidligere. Det viste sig at være en inskription, som en aramæisk konge havde opstillet i Dan, efter at han havde erobret byen. Denne inskription nævner Juda Rige (Sydriget) som "Davids hus". Pludselig blev det klart for de fleste, at David faktisk var grundlægger af et rige.
Så vigtige arkæologiske fund sker undertiden ved et rent tilfælde.

Konklusion
Arkæologiens særlige væsen, hvor man kun kan udforske det, som rent faktisk ligger i jorden, gør, at der er meget i Bibelen, som ikke kan bekræftes direkte. Men arkæologiens vigtigste bidrag er, at den belyser folks levevis og livsforhold. Her er der mere og mere, som indirekte bekræfter og belyser Bibelens udsagn.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Søg”.

Køb bogen "Når sten og potteskår fortæller" af Carsten Vang her