Kald det, hvad du vil

August: "Jamen hva' så, Kalle, din store, stygge ged. Spiller du stadig smart, eller hvad sker der her?"

Kalle: (...)

August: "Haha! Klart - det kan du selv være. Hvorfor jeg ringer? I hvert fald ikke for at høre på dine præpubertære stemmebånd. De sender mig tilbage til femte... var du ikke en af dem, der drak kærnemælk?"

Kalle: (...)

August: "Altså den grønne mælkekarton var jo definerende, men berettigede det virkelig, at du fik buksevand så offentligt... så ofte? Tjaa..."

Kalle: (...)

August: "Laks svømmer imod strømmen, ikke? Lige indtil de må lege russisk folkedans i en brunbjørns mundvige. Nå, jeg ringede egentlig for at fortælle dig, at Nora begyndte at græde under gruppearbejde i dag."

Kalle: (...)

August: "Ja, typisk ville jeg jo ae hende grundigt på ryggen og så lige bede hende om at tage sig godt og grundigt sammen. Men i stedet kom jeg til at tænke på, hvad man kalder følelsen, når én, man ikke kender, græder?"

Kalle: (...)

August: "Nej, ikke ubekvem. Hvis du skulle bruge sætningen: 'Hey, når du græder, får jeg det...?'"

Kalle: (...)

August: "Ligegyldigt? Jo, 100%. Bare lidt ironisk, når man læser kommunikation og ikke engang kan kommunikere, hvordan jeg får det, når min klassekammerat udfordrer mig til tvekamp i saltvand."

Kalle: (...)

August: "Hmm tjoo... altså bare fordi jeg er kristen, gør det mig jo ikke til dragekriger i at håndtere følelser – og slet ikke andres."

Kalle: (...)

August: "Men er jeg egentlig kaldet til at støtte Nora, og svier det i samvittigheden, at jeg lod være? Lad mig sige det sådan her: Ja, det kan du gange med dit telefonnummer!"

Kalle: (...)

August: "Hvad et 'kald' er? Hvor. Er. Min BIBEL! Ah, dér... Okay, Paulus..."

Kalle: (...)

August: "Ja, Paulus! Stor på filosofi og teltmageri. Ham, jeg nævnte før. Han siger: 'Til fred har Gud kaldet jer. [...] Men enhver skal leve sådan, som Herren har tildelt ham, som Gud har kaldet ham.' 1. Korintherbrev kap. 7, v. 15b-17a."

August: "Okay? Så jeg skal forklare dig 'kaldet', som var du en hjertelig, hjerneløs skoledreng i første klasse Kristendom?"

Kalle: (...)

August: "Fair! Så får du en 'første klasses'-forklaring..."

Kalle: (...)

August: "Hallo...?"

Kalle: (...)

August: "Nej, jeg vil ikke sige undskyld! Okay, det at være kaldet betyder nok det samme som at være opkaldt. Opkaldt efter Gud. Det bliver alle, der tror på Ham – børn, opkaldt efter deres Far."

Kalle: (...)

August: "Så minder jeg, mine valg og mit liv om Ham – fordi vi er i familie, fordi jeg er opkaldt af Ham, efter Ham."

Kalle: (...)

August: "Jeg skal forklare dig det, som var du fire år? Okay, nemt... Lovsangsmusikeren Mike Donehey siger det nogenlunde sådan her: 'Dit kald er at leve Jesus nær. Hvis du vil vide mere, så gør følgende: Find ud af, hvad kirken har brug for, og find så ud af, hvad du elsker at lave. Hvor de mødes, er dit kald.'"

Kalle: (...)

August: "Okay... som var du et spædbarn. Jeg tror, en del af mit kald er at spille lovsang! Min kirke har brug for, at der bliver klasket på trommer, og jeg ELSKER at klaske trommer. Jeg arbejder for Gud og mig selv på samme tid. Dét kaldes kald, Kalle."

Kalle: (...)

August: "Okaaay! Jeg forklarer dig det, som var du en hund: Pinden er ikke en pind. Pinden er, hvor kirken har det hårdt. Apport."

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Kald”.