3 min. læsning
Troen rummer både klimapessimisme og klimahåb
Af Nikolaj Nørgaard Bach, cand.scient.pol,
11. oktober 202411. okt. 2024
KRONIK: Vores faste kronikskribent Nikolaj Bach mener, at vi må finde en sund balance mellem klimapessimisme og klimaoptimisme, og at troen hjælper os til at holde polerne sammen.

På et spektrum mellem meningsløshed og meningsfuldhed kan man skrive to vidt forskellige historier om klimakrisen. Standpunkter i midten findes, men mest af alt er det henholdsvis klimaoptimister og klimapessimister, der får spalteplads.
Du er nok stødt på fortællingen om meningsløshed. Vinklen dækker, at feriedestinationer brænder hver sommer. Temperaturrekorder brydes. Det globale verdenssamfund kan ikke blive enige om, hvordan Parisaftalens mål om at holde temperaturstigninger nede skal indfries. Og dig selv? Ja, du bidrager måske til, at flyselskaberne slår passagerrekord, og at den fossile økonomi fortsat ekspanderer. Det er en fortælling om klimaet, som bidrager til meningsløshed og ikke et "call to action".
Der findes også den anden grøft: Parisaftalen udgjorde demarkationslinjen for verdenssamfundets samarbejde, så vi ikke skal frygte klimaforandringerne. Udvikling i bæredygtige energikilder overrasker hvert år måleinstitutterne, og selv din gamle far kan overraske, når han vælger at købe en ny elbil. Fremtiden ser lys(egrøn) ud, og det er meningsfuldt at sætte sin lid til, at vi nok skal klare ærterne.
Der er store fremskridt og håb, man kan sætte sin lid til. Men jeg har også oplevet oversvømmelser induceret af klimakrisen, der tog livet af mine venners bekendte og familier i slumområder.
Det er nødvendigt, at vi finder et bedre leje mellem ovennævnte skildringer. En overgivelse til meningsløsheden lammer vores handlevilje, mens det modsatte gør det selvsamme. Men samtidig er begge historier sande. Jeg har lige brugt et halvt år med Udenrigsministeriets klimaarbejde i Kenya. Der er store fremskridt og håb, man kan sætte sin lid til. Men jeg har også oplevet oversvømmelser induceret af klimakrisen, der tog livet af mine venners bekendte og familier i slumområder. Klimakrisen er nu og ikke i fremtiden, og de lokale samfund, der rammes hårdest, har ofte de færreste ressourcer til at stå imod.
Jeg hører ofte, at det ikke giver mening at skabe panik eller skræmmebilleder. Jeg forstår dette sentiment, men jeg tror heller ikke, at det var uden grund, at 41% af danskerne mente, at klima var det vigtigste emne ved valget i 2019; blandt andet havde Greta Thunberg med sin klimadystopiske agenda mobiliseret som aldrig før. Det er en skønnet sammenhæng fra min side, men forsker i Social Movement Theory, Doug McAdam, underbygger den teoretiske argumentation. Fraværet af frygt for klimaet fremhæver han som den største årsag til, at der ikke har været samme klimabevægelse i USA. Men frygt, som McAdam påpeger, kan også paralysere og skabe meningsløshed, og derfor skal den kombineres med håb.
McAdams teori er mere omfattende end beskrevet her, men kombinationen af frygten og håbet giver plads til de to forskellige vinkler om klimaet på samme tid. En balance, jeg også finder plads til, hvis jeg relaterer min tro ind i klimaspørgsmålet. Troen giver mig ret i meningsløsheden bag menneskets ødelæggelse af Guds jord, natur og biodiversitet. Samtidig er det en styrke i kristendommen, at den giver håb gennem Guds kærlighed til os og jorden. Han forlader os ikke, men vil, sammen med os, sørge for, at vi kan finde en vej til, hvordan vi kan ændre vores adfærd til det bedre.
Find flere Til Tro-kronikker her.
Udforsk mere
Find mere indhold20. august 202620. aug. 2026
6 min. læsning
I foråret fik jeg lov til at bruge min specialeperiode på at dykke ned i samtidsanalyser og interviews med ærlige gymnasieelever om præstation, trivsel og kreativitet. Afslutningen på min specialeproces faldt poetisk sammen med eksamensperiode og studentertid og understregede emnernes relevans. I artiklen her vil jeg fortælle lidt om det, jeg har lært om præstationskulturen, og sætte det i relation til kristendommen og min personlige tro på en nådig Gud.
Af Johanna Sonne Sørensen
30. september 202630. sep. 2026
4 min. læsning
ANDAGT: Hvad kan vi gøre for at forstå Bibelen bedre?
Af Mads Due
1. oktober 20261. okt. 2026
6 min. læsning
Hvordan vi kan bruge science fiction til at udvide vores horisont og begribe lidt mere af virkeligheden og Gud.
Af Rasmus Vævest Nymann Eriksen
14. juli 202614. jul. 2026
2 min. læsning
I denne episode bevæger vi os fra Fukushima og naturens voldsomme kræfter til kampen mellem Elias og Ba’al-profeterne på Karmels bjerg. Vi får noget ekstremt vejr, afgudsdyrkelse, profetisk mod, Guds suverænitet, og så møder vi Elias, der peger frem mod Johannes Døber og den Gud, der selv træder ind i historien.
Af Mads Due
4. august 20264. aug. 2026
1 min. læsning
Højsangen er måske ikke lige den, som man starter med, hvis man vil prøve at læse i Bibelen. Men det ville måske ikke være så dumt. Dette afsnit handler om Bibelens kærlighedsdigt, blind kærlighed, Romeo og Julie og det længselsfulde blik efter den elskede.
Af Troels Nymann
13. oktober 202613. okt. 2026
2 min. læsning
Vi runder Prædikerens toeologisk/filosofiske eksperiment af. Og det slutter med: Frygt Gud, hold hans bud, og lev dit liv med evigheden for øje.
Af Mads Due
31. juli 202631. jul. 2026
1 min. læsning
TILSOMMEREN: En film, en bog og en udstilling.
Af KFS Danmark
24. september 202624. sep. 2026
2 min. læsning
'Min Gud har lagngt hår og stritører. Min Gud er kunstner'. Sådan skriver Ida Enevoldsen i sit digt om den Gud, der lever og skaber.
Af Ida Enevoldsen
11. august 202611. aug. 2026
2 min. læsning
I dette afsnit tager vi udgangspunkt i Højsangens berømte ord om kærligheden som en voldsom brand og snakker lidt om ikke bare kærlighed, men kærligheder. Hvad betyder det, at kristendommen ikke svarer nej til den romantiske kærlighed, men med et ja – og så et ja mere?
Af Troels Nymann








